Football Club de Metz er en af de ældste eksisterende professionelle fodboldinstitutioner i Frankrig og rummer samtidig en af landets mest omfangsrige og dramatiske klubhistorier. Fra de første skridt som Cercle Athlétique Messin i 1919 – med rødder helt tilbage til tysk-franske fusionsklubber før Første Verdenskrig – til nutidens organisation, som igen er at finde i Ligue 1 fra sæsonen 2025-2026, har klubben bevæget sig gennem en perlerække af sejre, nedture, legendariske personligheder og markante kulturelle fænomener.

Klubben, der holder til på Stade Saint-Symphorien i kommunen Longeville-lès-Metz, har vundet otte nationale trofæer – to Coupe de France-pokaler, to Coupe de la Ligue-pokaler og fire titler i den næstbedste række – og har bidraget med en lang række profiler til både fransk og international fodbold. Gennem tiden har FC Metz været kendt for sin stabile ungdomsudvikling, den karakteristiske grenat-farvede spilledragt, den ikoniske Graoully-drage i logoet samt sin rolle som bannerfører for mosellansk fodboldkultur.

I dag fremstår klubben som en moderne virksomhed organiseret omkring en professionel førsteholdstruppen, et højt profileret akademi, lokale og internationale partnerskaber og et nyligt moderniseret stadion. I det følgende præsenteres en dybdegående gennemgang af alle væsentlige aspekter af FC Metz – fra de historiske rødder til den nutidige infrastruktur, fra identitetsmarkører til økonomiske nøgletal, fra sportslige meritter til sociale relationer med fans og rivaler.

Historisk udvikling

1919-1932 – Fra CA Messin til professionel status

Efter at tyskerne i 1900-tallets begyndelse introducerede fodbolden i Metz-området, blev Cercle Athlétique Messin (CAM) formelt stiftet i februar 1919. Klubben dominerede den regionale Division d’Honneur – Lorraine og indkasserede otte mesterskaber mellem 1921 og 1931. I samme periode stod klubbens bynære konkurrent, Association Sportive Messine (ASM), som arbejdsklassens modpol til den borgerlige CAM, hvilket kulminerede i gentagne, intense lokalopgør.

Da Frankrig indførte professionel liga i 1932, indsendte CAM sin ansøgning, og navnet Football Club de Metz blev taget i brug som den selvstændige fodboldsektion. En egentlig fusion med ASM glippede, men CAM-sektionen fik tildelt en ligalicens og debuterede i den første professionelle sæson 1932-1933.

1932-1940 – De første professionelle år og fusion til CS Metz

Metz rykkede straks ned i Division 2, men efter kommunens økonomiske indgriben fusionerede CAM og ASM i 1934 til Cercle des Sports de Metz (CS Metz). Allerede i 1935 kunne CS Metz fejre sit første nationale trofæ som mester i Division 2 og rykkede dermed op igen. Klubben forbedrede samtidig Stadion Saint-Symphorien, der efter ombygninger rummede 10 000 tilskuere.

I 1938 stod Metz for første gang i en Coupe de France-finale – et dramatisk opgør tabt 1-2 til Olympique de Marseille efter en omdiskuteret dommerkendelse, som bredte overskrifter i den nationale presse.

1940-1945 – Gauliga Westmark under tysk besættelse

Under Anden Verdenskrig blev Moselle-området annekteret af Det Tredje Rige. Klubben måtte skifte navn til Fussball Verein Metz og deltage i Gauliga Westmark. Trods status som amatørklub sluttede FV Metz tre sæsoner i træk som nummer to i ligaen (1942-1944) og nåede ottendedelsfinalen i den tyske pokal i 1941.

1945-1967 – Rekonstruktion, op- og nedrykninger

Efter befrielsen fik FC Metz (navnet vendte tilbage) særlige privilegier af det franske fodboldforbund: automatisk Ligue 1-deltagelse og immunitet mod nedrykning i 1945-1946. Alligevel måtte klubben sande en række sportslige rutsjeture med nedrykninger i 1950, 1958 og 1962, mens sensationelle momenter – eksempelvis tv-historiens første franske live-transmitterede ligakamp den 30. december 1956 mod Reims – fortsatte med at sætte Metz på landkortet.

1967-1983 – Molinari-æraens begyndelse og stabilisering

Med Charles “Carlo” Molinari som præsident fra 1967 etablerede Metz sig i øverste række. Klubben blev tredjebedst i 1968-1969, deltog to sæsoner i Messebyernes Cup og skabte profilspillere som Georges Zvunka, Johny Léonard og senere Patrick Battiston. Trods periodiske udsving holdt Metz sig i Ligue 1 kontinuerligt frem til 2002.

1983-1989 – Pokaltriumfer og europæisk sensation

Efter økonomisk krise i 1983 reddede Molinari klubben, og under Marcel Husson tog de grenat-klædte to Coupe de France-pokaler (1984, 1988) og en Coupe de la Ligue-titel (1986). Mest berømt blev den 10. oktober 1984, hvor Metz vendte 2-4 hjemme til 4-1 ude imod FC Barcelona i Cup Winners’ Cup – et af fransk fodbolds største europæiske giganter.

1989-1998 – Joël Muller, talenteksplosion og sølv i 1998

Joël Muller styrede holdet gennem næsten elleve år og løftede en generation med Robert Pirès, Rigobert Song og Sylvain Kastendeuch. Metz tog Coupe de la Ligue-titlen i 1996 og endte på ligaens andenplads i 1997-1998, pointlig med Lens men tabte mesterskabet på målscorer – klubbens bedste Ligue 1-resultat nogensinde.

1998-2009 – Nedtur, elevatorår og lederskifte

Salget af stjernespillere og fejlslagne transfers sendte Metz ned i 2002. Efter gentagne op- og nedrykninger kulminerede en skuffende 2007-2008-sæson med sportsligt kollaps og racisme-skandalen (“affaire Ouaddou”). Carlo Molinari trådte i 2009 tilbage som formel præsident, og Bernard Serin overtog hovedansvaret.

2009-2015 – National, lyncomeback og kortvarig Ligue 1-afd.

Serin-årene begyndte med to knebne fjerdepladser i Ligue 2, efterfulgt af en historisk nedrykning til Championnat National i 2012. Under Albert Cartier vendte holdet straks tilbage til Ligue 2 som vicemester, og allerede i 2014 sikrede Metz sig mesterskabet i Ligue 2. Overlevelsen i den bedste række glippede dog i 2014-2015.

2015-2024 – Gentagne elevatorår og ny betonering af identitet

Mellem 2015 og 2024 rykkede Metz hele fem gange mellem Ligue 1 og Ligue 2, med Philippe Hinschberger, Frédéric Antonetti og László Bölöni på trænerbænken i skiftende perioder. Klubben vandt Ligue 2 i 2019 og 2023 og fik undervejs fremvokset stortalenter som Georges Mikautadze og Lamine Camara.

2024-2026 – Ny sportslig ledelse og tilbagevenden til Ligue 1

Efter nedrykningen i 2024 afløste Stéphane Le Mignan László Bölöni. Trods svingende spil sikrede Metz sig igen oprykning via playoff-sejre over Dunkerque og Reims. Sæsonen 2025-2026 markerer således klubbens 65. kampagne i den franske elite.

Identitet og symbolik

Logo og Graoully-dragen

Det velkendte våbenskjold fra 1967 kombinerede bynavnet, den mosellanske drage Graoully og Lorriane-korset i grenat og hvidt. I 2021 lancerede klubben en minimalistisk fortolkning, hvor korset blev redesignet. Ændringen skabte heftig debat blandt fans, men både Graoully-maskotten “Grayou” (indført 2018) og farverne blev bibeholdt.

Croix de Lorraine

Korset pryder spillertrøjen siden 1944-1945 som markør for Moselle-områdets tilbagevenden til Frankrig efter krigen. I 1999 forsvandt det kortvarigt, men fra 2015 har Metz igen båret det som landets eneste professionelle klub med et politisk-religiøst symbol permanent på dragtens front.

Klubfarver

• 1919: hvid-blå-rød (CAM-æraen)
• 1924: grenat + hvid indføres af atletik- og rugbysektionerne.
• 1936: grenat-hvid gøres permanent efter episode med OM-publikum.
• 1978-1983: sort-hvide alternativer under præsident Dumartin.
• I moderne tid: grenat hjemme, hvid eller sort ude; lejlighedsvis gul tredjetrøje som reference til Jaumont-stenen.

Udstyrsleverandører

Stadion og faciliteter

Stade Saint-Symphorien

Åbnet 1923 på Île Saint-Symphorien og gradvist udvidet: 10 000 pladser i 1930’erne, 27 000 efter sydtribunens genopbygning (2021) og 28 786 efter første hjørnebyggeri (2022). Stadion ejes gennem en 50-årig emphyteotisk lejekontrakt af klubbens ejendomsselskab, Immobilière Saint-Symphorien.

Træningscenter og akademi

Metz har haft eget talentcenter siden 1975. Siden 1995 ligger centeret på Saint-Symphorien-øen med tilhørende plæner. Projektet fra 2018 omfatter et nyt anlæg på flyvestationen i Frescaty til 28 mio. €. Akademiet rangerede som nr. 4 i Frankrig i 2015 og har produceret profiler som Rigobert Song, Emmanuel Adebayor, Sadio Mané, Kalidou Koulibaly og Miralem Pjanić.

Sportslige meritter

Pokaler og titler

• Coupe de France: vinder 1984, 1988; finalist 1938
• Coupe de la Ligue: vinder 1986, 1996; finalist 1999
• Ligue 2: mestre 1935, 2007, 2014, 2019; vicemestre 1951, 1961, 1967, 2023
• Bedste Ligue 1-placering: 2. plads 1998
• UEFA Intertoto Cup: finalist 1999

Europæiske højdepunkter

Rekorder

• Flest sæsoner i Ligue 1 i træk: 35 (1967-2002)
• Største ligasejr: 8-0 vs. Red Star (1947)
• Største liganederlag: 2-11 vs. RC Paris (1962)
• Målrigeste Ligue 1-angreb: 72 mål (1976)
• Europæisk sensation: 4-1 i Camp Nou over FC Barcelona (1984)

Organisation og økonomi

Juridisk struktur

Klubben består af en foreningsdel med FFF-medlemskab og et aktieselskab, FC Metz SA, med en aktiekapital på 7,4 mio. € og 50-99 ansatte. Omsætningen i regnskabsåret 2023 blev 50,7 mio. €.

Budgetudvikling (uddrag)

Alle budgetter godkendes årligt af DNCG; klubben har i de seneste år fastholdt en konservativ lønstruktur og anvendt transferoverskud (bl.a. salget af Mikautadze til Lyon for 18,5 mio. € i 2024) til infrastruktur og talentudvikling.

Hold og nøglepersoner

Professionel trup 2025-2026 (uddrag)

Spillere på udlån, kontraktoplysninger og eventuelle ungdomsoprykninger fastlægges af sportschef og cheftræner Stéphane Le Mignan forud for sæsonstart.

Rekordindehavere

• Flest kampe: Sylvain Kastendeuch – 524
• Flest mål: Nico Braun – 107
• Ligue 1-topscorer for Metz: Jules Bocandé – 23 mål (1986)

Udvalgte legender (“XI de légende”, april 2024)

Trænere og ledere

Første professionelle træner var ungareren Péter Fábián (1933-1936), mens Joël Muller (1989-2000) stadig holder klubrekorden for længste ansættelse. Aktuel cheftræner er Stéphane Le Mignan, hentet i 2024 fra US Concarneau.

Fans, kultur og rivaler

Tilskuerudvikling

Metz har traditionelt høje tilskuertal. Rekorden på Saint-Symphorien lyder på 28 766 (vs. OM, 1992). I National 2012-2013 havde klubben 8 665 i snit – det højeste nogensinde i tredje niveau.

Ultragrupper

• Horda Frénétik 97 – tribune Est, grundlagt 1997; kendt for antiracistiske initiativer.
• Gruppa Metz – tribune Ouest, opstået 2012 efter spaltning fra GG95.

Venskaber og fjendskaber

Venskaber: Toulouse FC (Frankrig), 1. FC Kaiserslautern & Eintracht Trier (Tyskland), LR Vicenza (Italien). Rivaler: primært AS Nancy-Lorraine (Lorraine-derby), dernæst RC Strasbourg. Historisk spænding fandtes mod den nu opløste FC Nancy (før 1968) og mod ASM i mellemkrigstiden.

CLUB FC Metz Moselle

Siden 2011 samarbejder Metz med otte lokale amatørklubber om talentudvikling og fastholdelse af spillere, hvilket giver klubben en stærk forankring i hele departementet Moselle.

Internationale relationer

Partnerskaber

• Académie Génération Foot (Senegal, siden 2000) – produktion af elitespillere som Mané, Sakho, Sarr.
• RFC Seraing (Belgien, siden 2013) – ejerandel og regelmæssige udlån.
• CA River Plate (Argentina, samarbejde 2014) – udlån af Federico Andrada.

Klubben i samfundet

Presse og medier

Dagbladet Le Républicain Lorrain, tv-stationen Moselle TV’s Graoully Mag og webmediet Let’s Go Metz dækker klubben intensivt. Filmen “Jouer avec le feu” (2025) benytter stadion som kulisse.

Kendte tilhængere

• Robert Pirès – 1998-verdensmester og eks-Metz-profil
• Tennisstjernen Ugo Humbert
• Sanger Yanns (partnerskab 2023-2025)
• Skuespiller Hugo Becker
• Koh-Lanta-deltager Arnaud Deshayes

Konklusion

FC Metz repræsenterer et særegent miks af regional stolthed, solid talentudvikling og en dramatisk sportshistorie, hvor triumfer ofte er blevet efterfulgt af nedture – og omvendt. Efter endnu en spektakulær retur til Ligue 1 i 2025-2026 står klubben atter over for udfordringen: at forankre sig permanent i den øverste række, mens akademi, økonomi og fansenes passion fortsat udgør rygraden i projektet. Uanset fremtidige resultater vil drage-logoet, grenat-farven og det dobbelte Lorraine-kors også i kommende generationer symbolisere den særlige fodboldidentitet fra Moselle.