Stade Lavallois Mayenne Football Club, i daglig tale blot Stade Lavallois eller ganske enkelt Laval, er en af de mest markante fodboldinstitutioner i det vestlige Frankrig. Klubben, der har hjemme i departementet Mayennes hovedstad Laval, blev stiftet helt tilbage i 1902 og har siden udviklet sig fra et lokalt, alsidigt idrætsfællesskab til et professionelt fodboldflagskib, der flere gange har præget de øverste rækker i fransk fodbold. Den karakteristiske orange – i Frankrig kaldet « Tango » – trøje har gennem godt et århundrede været synonym med både lokal stolthed og et næsten legendarisk fællesskab mellem frivillige, spillere, ledere og tilskuere.

Gennem årene har Stade Lavallois oplevet bemærkelsesværdige højdepunkter, hvor de mest berømte momenter uden tvivl er debutten i den professionelle Division 1 i 1976, de to femtepladser i landets bedste række i begyndelsen af 1980’erne og det historiske europæiske eventyr i UEFA-Cuppen 1983-1984, hvor de undertippede mayennais sensationelt slog Dynamo Kiev ud. Samtidig har klubben formået at bevare et stærkt fokus på talentudvikling, hvilket allerede i 1979 udmøntede sig i et pioneragtigt center de formation og kulminerede i triumfen i Coupe Gambardella i 1984.

I nyere tid har Laval haft en omskiftelig tilværelse mellem Ligue 2 og National, men efter flere års sportslig og administrativ uro lykkedes det i foråret 2022 at vende tilbage til den næstbedste række som nykårede National-mestre. Nutidens projekt hviler på en kombination af lokal forankring, langsigtede kontrakter til spillere med « menneskelige værdier » og en ambition om at konsolidere klubben i det professionelle hierarki – alt sammen med udgangspunkt i det folkekære Stade Francis-Le Basser, hvor entusiasmen fortsat trækker et af de bedste publikumsgennemsnit i klubbens moderne historie.

Historisk udvikling

Grundlæggelsen og de allerførste skridt (1902-1918)

Stade Lavallois blev til den 17. juli 1902 på initiativ af den 20-årige kommunalt ansatte Joseph Gemain, mens Émile Sinoir – retoriklærer ved Lycée de Laval – indtog formandsposten. Allerede samme år blev de første træningspas afviklet på en mark i kvarteret La Senelle, og den 9. november 1902 spillede klubben sin første registrerede fodboldkamp mod Stade Rennais. På daværende tidspunkt bar spillerne røde trøjer og sorte shorts, men disse farver skulle hurtigt vige for andre kombinationer.

Mens fodbolden i det unge forbund USFSA endnu var centreret om Paris og Nordfrankrig, deltog de lavalloise pionerer fra 1903 i Bretonsk Mesterskab og skiftede efter få år til grøn-hvid stribede trøjer. Den 27. september 1909 blev klubbens fodboldsektion officielt godkendt, og før Første Verdenskrig nåede Stade Lavallois at spille fast i den såkaldte « première série » under USFSA-komitéen i Bretagne.

Mellemkrigstid og orange gennembrud (1918-1940)

Efter krigsafslutningen var Stade Lavallois blandt stifterne af den nye Ligue de l’Ouest (LOFA). Her placerede man sig i den øverste amateurække, Division d’Honneur Ouest, og 16. september 1923 tog klubben et af sine mest skelsættende identitetsvalg: indførelsen af den iøjnefaldende orange trøje, en farve der senere skulle blive selve klubbens signatur. Årene bød dog også på udfordringer: flere nedrykninger, økonomiske skrupler og et konstant behov for at balancere ambitioner med begrænsede midler.

Krisetid, krig og genstart (1940-1964)

Anden Verdenskrig betød suspension af de nationale turneringer, men Laval fortsatte med at spille en række uofficielle kampe og beholdt sammenholdet omkring klubben, til trods for arrestationen og deportationen af centrale ledere såsom Francis Le Basser og Pierre Coste. Efter befrielsen genoptog klubben deltagelsen i LOFA’s rækker og fik fra 1947 en uomgængelig nøglefigur i præsident Henri Bisson.

Bisson styrede de orange igennem en solid genopbygning. I løbet af 1950’erne og starten af 1960’erne pendlede klubben mellem Promotion d’Honneur og Division d’Honneur, men i 1964 kulminerede indsatsen med et DH-mesterskab og oprykning til Championnat de France amateur (CFA) – datidens højeste amaturniveau.

De første nationale meritter (1964-1968)

Debut-året i CFA overraskede alle: Stade Lavallois vandt den vestlige pulje allerede i første forsøg og spillede sig helt frem til den nationale finale, som dog blev tabt knebent til Gazélec Ajaccio. De efterfølgende sæsoner var præget af stabil midterplacering, men vigtigst var ansættelsen af den tidligere forsvarsspiller Michel Le Milinaire som cheftræner i 1968.

L’ère Le Milinaire – fra CFA til Division 1 (1968-1982)

Partnerskabet mellem træner Michel Le Milinaire og præsident Henri Bisson skulle vise sig revolutionerende. Via nyindført sportslig professionalisme, klog spillerrekruttering og en unik klubkultur rykkede Laval i 1970 ind i den nyoprettede Division 2. Særligt sæsonen 1975-1976 blev historisk: et mandskab med navne som Raymond Keruzoré, Souleymane Camara og Bernard Blanchet sluttede som nummer to i sin pulje og vandt efterfølgende det afgørende oprykningsplay-off mod Red Star. Den 14. juni 1976 valgte klubbens bestyrelse – efter heftige interne diskussioner – at acceptere fuld professionalisering, hvorved Stade Lavallois blev første reelle amatørklub til at entre Division 1.

Trods skeptikeres forudsigelser om en hurtig retræte etablerede de mayenne-orange sig på forbilledlig vis i eliten. To gange, i 1982 og 1983, sluttede man helt oppe som nummer fem, og i 1982 kunne man endda løfte den daværende Coupe d’Été. Året efter gav femtepladsen billet til UEFA-Cuppen, og 29. september 1983 gik Laval over i europæisk fodboldhistorie ved at eliminere Dynamo Kiev med samlet 1-0.

Europæisk apogæum og begyndende økonomisk pres (1983-1989)

I anden runde mod Austria Wien var eventyret tæt på at fortsætte, men trods en 3-0-første halvleg på hjemmebane endte kampen 3-3, og avanceringen glippede. Parallelle udfordringer lurede: lønudviklingen i fransk topfodbold steg eksplosivt, og selv med et højt anset talentakademi kunne de økonomiske realiteter ikke ignoreres. Efter 13 sæsoner i Division 1 blev Stade Lavallois i 1989 degraderet, kort efter den visionære Henri Bissons død.

Nedtur, pokalglimt og langvarigt D2-ophold (1989-2005)

I Division 2 opbyggede Laval hurtigt et ry som hårdtslående outsider. Holdet nåede semifinaler i Coupe de France i både 1993 og 1997, mens oprykningen til Ligue 1 flere gange var inden for rækkevidde – mest dramatisk i 1996, hvor man tabte alt på sidste spillerunde i Perpignan. En lang række trænere – herunder Denis Troch og Hervé Gauthier – styrede klubben gennem disse år, inden økonomiske og sportslige realiteter i 2006 førte til nedrykning i Championnat National.

National-år, statusskift og tilbagevenden (2006-2022)

Efter to sæsoner vendte Laval i 2009 tilbage til Ligue 2, men perioden 2013-2017 blev præget af sportslig overlevelseskamp. I 2017 rykkede klubben atter ud af den professionelle pyramide, mistede kortvarigt sit professionelle status og gennemgik ledelsesrokader samt hyppige trænerskift. Først med Laurent Lairys tiltrædelse i 2021 indledtes et projekt med længere kontrakter, stabiliseret trænerteam under Olivier Frapolli og et klart økonomisk kompas. Resultatet kom prompte: den 2. maj 2022 sikrede Laval oprykningen til Ligue 2, og fire dage senere blev National-mesterskabet formelt hjemtaget.

Nutiden i Ligue 2

Sæsonen 2022-2023 viste hurtigt betydningen af det nye momentum. Med Julien Maggiotti som kreativ drivkraft blev hjemmebanekampene i et hidtil uset omfang udsolgt, og klubben sikrede overlevelsen i næstbedste række efter en højdramatisk afslutning, hvor Djibril Diaws scoring i tillægstiden i sidste spillerunde sikrede endnu en tango-fest i Mayenne.

Identitet og kultur

Klubfarver og logo

Stade Lavallois’ visuelle identitet har udviklet sig betydeligt: fra de oprindelige røde og sorte farver over en kort grøn-hvid periode til den permanente orange siden 1923. Ifølge overleveringen skyldtes skiftet et ønske om en mere holdbar nuance end de dengang hurtigt falmende røde trøjer. Nudagens logo – introduceret i 2015 efter en konkurrence blandt designere – viser et moderne skjold i orange og sort, mens en lille stjerne siden 2022 pryder toppen som minde om National-titlen.

Hymnen « Allez Laval » og musikalske indslag

Allerede i 1976, netop i forbindelse med oprykningen til Division 1, udkom singlen « Allez Laval », skrevet af Jean Foucher til en melodi af Jean-Michel Caradec og indspillet af Les Enfants de la Balle. Næsten fire årtier senere – i december 2015 – præsenterede det lokale rockband Archimède en ny officiel hymne ved navn « Tango », som ligeledes er blevet fast inventar før kampstart på Stade Francis-Le Basser.

Sportslige meritter

Titler og højeste placeringer

• Championnat National: Mester 2021-2022
• Division d’Honneur Ouest: Mester 1963-1964
• Coupe de la Ligue (gammel version): Vinder 1982 og 1984
• Coupe Gambardella: Vinder 1984
• Bedste Division 1-placering: To femtepladser (1982, 1983)
• UEFA-Cuppen: Deltagelse 1983-1984 – sensationel sejr over Dynamo Kiev i første runde

Udvalgte pokalresultater

Klubbens strukturer

Stade Francis-Le Basser

Den nuværende hjemmebane blev taget i brug 13. august 1970 og rummer i dag 11 107 tilskuere. I slut-70’erne oplevede anlægget sine hidtil største folkemængder – kulminerende med 20 849 tilskuere mod AS Saint-Étienne den 24. august 1979. Stadionet gennemgik en større renovering i 2001-2002, hvor atletikbanen blev fjernet og den nuværende Crédit Mutuel-tribune opført. Fremtidige planer sigter mod en trinvis modernisering, men med respekt for det historiske « oransje tempel » midt i byen.

Trænings- og ungdomsfaciliteter

Fra 1970 til 2012 foregik de fleste træningspas på plads Henri-Bisson tæt på stadion. I januar 2012 flyttede førsteholdet til det topmoderne anlæg Les Gandonnières, hvor seks baner, balneoterapi, styrketrænings- og videofaciliteter giver professionelle rammer. Samme område huser siden 2019 også ungdomsafdelingen i det dedikerede « Espace Michel Le Milinaire », opkaldt efter den legendariske træner.

Center de formation

Allerede i 1935 grundlagde klubben en « skole for fodbold », men det virkelige gennembrud kom i 1979, da kravet om ungdomsudvikling i Division 1 førte til etableringen af et af landets første professionelle centre. Under Bernard Maligornes ledelse blev academy-miljøet hurtigt en reference, hvilket 1984-triumfen i Coupe Gambardella samt senere generationer som Nordi Mukiele og Serhou Guirassy vidner om.

Økonomi, ejerskab og sponsorer

Juridisk struktur

Efter at have været Frankrigs sidste klub med den gamle SEMSL-model omdannedes Stade Lavallois i 2005 til en SASP (Société Anonyme Sportive Professionnelle), hvilket gav klubben de selskabsformer, der kræves i moderne profsport.

Kapital og aktionærkreds

I 2022 bestod ejerkredsen af tre blokke: et industrielt konsortium anført af lokale giganter som Lactalis, Actual og Gruau (over 70 %), en sammenslutning af 73 mindre virksomheder organiseret i SAS Tango Entreprises (ca. 20 %) samt moderforeningen Stade Lavallois (omkring 6 %). Klubben beskæftiger aktuelt knap 50 fuldtidsansatte.

Hovedpartnere

Mejerikoncernen Lactalis har siden 1973 prydet brystet på den orange trøje – først under navnet Besnier, senere gennem mærker som Président og Lactel. Dertil kommer blandt andre bemandingsvirksomheden Actual og byggefirmaet Lucas som fremtrædende trøjesponsorer.

Ledelse og nøglepersoner

Præsidenter siden 1902

(Udvalgte repræsentative perioder; listen er langt mere omfattende, men kun de historisk mest toneangivende profiler er nævnt her.)

Cheftrænere – et udpluk

• Michel Le Milinaire (1968-1992) – arkitekt bag CFA-triumf, D2-oprykning, Division 1-etablering og europæisk eventyr.
• Bernard Maligorne (1992-1994) – akademimand, der førte holdet til Coupe de France-semifinale.
• Denis Troch (1995-1997 og 2004-2006) – to perioder, hvor han blandt andet opnåede endnu en Coupe de France-semifinale.
• Olivier Frapolli (2019-) – den nuværende træner, kåret til årets coach i National 2022.

Individuelle hædersbevisninger

Henri Bisson blev udnævnt til « Årets leder » i 1976 og rangerer stadig højt på lister over de største præsidenter i fransk fodbold. Trænerikonet Michel Le Milinaire fik France Footballs pris som årets træner både i 1979 og 1983, mens midtbanegeniet Raymond Keruzoré modtog Étoile d’Or for sin 1976-1977-sæson.

Spillere gennem tiderne

Klubbens ikoner

• Raymond Keruzoré – kåret til « Århundredets spiller » ved 100-års-jubilæet.
• Jean-Pierre Tempet – landsholdsmålmand med fem A-kampe mellem 1982 og 1983.
• Uwe Krause – 62 mål fra 1980 til 1983, altafgørende for femtepladsen i 1982.
• Erwin Kostedde – delt topscorer i Division 1 1979-1980 med 21 mål.

Franske A-landsholdsspillere i orange

Spillere, der senere blev verdensstjerner

Frank Lebœuf (verdensmester 1998), François Omam-Biyik, Pierre-Emerick Aubameyang, Nordi Mukiele og Djimi Traoré er blandt de profiler, der har brugt Laval som karrierespringbræt.

Supportere og omdømme

Publikum og grupperinger

Mayenne har et af Frankrigs højeste antal fodboldlicenser per indbygger, og tilskuerengagementet omkring Stade Lavallois er veldokumenteret. Klubben blev tildelt prisen for bedste publikum i Division 2 allerede i 1972-1973, og i moderne tid har man gentaget bedriften i National (2009) og placeret sig højt i Ligue 2’s tribune-konkurrence. I dag tæller fanbasen blandt andet ultra-gruppen Laval Crew 2017 samt de historiske Socios-tilknyttede « Gotan’s ».

Rivaliseringer

Lokalt var US Beauregard den tidlige hovedmodstander, men siden 1970’erne har der udviklet sig intense derbyer mod Rennes, Nantes, Angers og især Le Mans – sidstnævnte kendt som « Derby du Maine ».

« But à Laval » og mediedækning

Udsagnet « But à Laval ! » (Mål i Laval!) er velkendt i fransk radiohistorie, især takket være kommentatoren Thierry Ruffat, som fra 1982 til 2020 formidlede næsten 1 000 kampe for France Bleu Mayenne. Klubben driver i dag egne digitale kanaler, herunder web-tv-formatet « Stade Lavallois TV » lanceret i 2022.

Stade Lavallois i kultur og samfund

Litteratur, film og humor

Pascale Rozes novelle « Noir Tango » (1994) og Thomas Pouteaus selvbiografiske fodboldbog (2019) er eksempler på litterære værker, hvor klubben spiller en central rolle. I filmen La Vie scolaire (2019) optræder Lavals trøje, og komikeren Alison Wheeler har gjort byens berømte friturebod « Chez Bouboule » til fast indslag i sine sketches – et vidnesbyrd om klubbens plads i populærkulturen.

Nutidigt spillertrup og perspektiver

Klubbens professionelle trup opdateres løbende; siden oprykningen i 2022 har strategien været at forlænge kontrakter med nøglefigurer som Jimmy Roye, Bryan Gonçalves og målmand Alexis Sauvage, samtidig med at talentspejdernettet – især i Île-de-France – fortsætter at levere profiler som Bamo Meïté og Dembo Sylla. Detaljeret spillerliste pr. 1. juli 2025 fremgår af klubbens officielle kanaler.

Fremtidige udfordringer og ambitioner

Med titlen « Ambition Horizon 2020 » opdateret til et nyt femårs-sigte fokuserer Stade Lavallois på:

1. Vedvarende sportslig stabilitet i Ligue 2 og på sigt realistisk drøm om Ligue 1.
2. Udbygning og modernisering af Stade Francis-Le Basser uden at miste den historiske sjæl.
3. Fortsat udvikling af akademi-strukturen som økonomisk og sportslig motor.
4. Styrkelse af bæredygtige partnerskaber med lokale virksomheder og institutioner.

Få franske klubber formår på samme måde som Laval at kombinere hundrede års tradition med en erklæret vilje til innovation. Med et engageret erhvervsliv i ryggen, en talentfabrik der igen leverer, og en fanbase, der trofast fylder tribunerne, har « les Tangos » alle forudsætninger for at skrive næste kapitel i en allerede bemærkelsesværdig historie.