Dijon Football Côte-d’Or – oftest forkortet DFCO – er siden 1998 blevet synonym med ambitionerne om at forankre topfodbold i Bourgognes hovedstad. Klubben, der spiller sine hjemmekampe på det traditionsrige Stade Gaston-Gérard, er resultatet af en fusion mellem byens to daværende førende klubber og repræsenterer i dag både en herre- og en succesfuld kvindesektion. Trods økonomiske og infrastrukturelle udfordringer har DFCO på blot få årtier bevæget sig op gennem de franske divisionslag, oplevet flere sæsoner i Ligue 1 og tilhører aktuelt National, hvor jagten på professionel genkomst er i fuld gang.
Her på Fransk Fodbold kan du læse meget mere om Dijon FCO. Vi bringer dig de seneste Dijon FCO kampe, vi viser dig alle de aktuelle Dijon FCO stillinger, og du kan også få masser af spændende information om Dijon FCO og klubbens historie samt en oversigt over alle Dijon FCO spillere på holdet.
Vi opdaterer løbende stillinger og kampe, så du altid kan følge med i, hvordan det går for Dijon FCO i sæsonen her på Fransk Fodbold.
Dijon FCO Stillinger
Se de aktuelle Dijon FCO stillinger herunder, for alle turneringer som Dijon FCO deltager i:
Stillingerne kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Dijon FCO Kampe
Her kan du se alle de kampe som Dijon FCO skal spille på tværs af alle turneringer denne sæson. Du kan både se de spillede kampe samt kommende kampe for Dijon FCO.
Vi opdaterer kampprogrammet løbende så du altid kan følge med i alle Dijon FCO kampe og se alle resultaterne mens de sker.
Kommende Dijon FCO Kampe
Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Færdigspillede Dijon FCO kampe
Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Dijon FCO Spillere
Her kan du se alle spillere på Dijon FCOs hold:
Spillerlisten kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Dijon FCO Historie og Info
Dijon Football Côte-d’Or – oftest forkortet DFCO – er siden 1998 blevet synonym med ambitionerne om at forankre topfodbold i Bourgognes hovedstad. Klubben, der spiller sine hjemmekampe på det traditionsrige Stade Gaston-Gérard, er resultatet af en fusion mellem byens to daværende førende klubber og repræsenterer i dag både en herre- og en succesfuld kvindesektion. Trods økonomiske og infrastrukturelle udfordringer har DFCO på blot få årtier bevæget sig op gennem de franske divisionslag, oplevet flere sæsoner i Ligue 1 og tilhører aktuelt National, hvor jagten på professionel genkomst er i fuld gang.
Klubbens historie er rig på dramatiske oprykninger og smertelige nedrykninger, men også på markante cup-bedrifter, et stadig voksende lokalforankret fanmiljø og løbende modernisering af faciliteterne omkring spillertrup og talentudvikling. Fra de tidligste rødder i 1903 over fusionen i 1998 til de seneste års omstruktureringer trækker DFCO en rød – og gul samt sort – tråd gennem Dijons idrætskultur.
Under ledelse af Pierre-Henri Deballon siden juli 2024 arbejder klubben på at konsolidere sig organisatorisk og sportsligt. Samtidig fastholder den sin stærke identitet formet af byens vartegn, chouetten, og af et lokalt engagement, der rækker fra bredden til den professionelle scene. Nedenfor følger en dybdegående gennemgang af alle aspekter af Dijon FCO.
Historisk udvikling
Tidlige år i byens fodbold (1903-1998)
Fodbolden kom for alvor til Dijon i 1903 med etableringen af Cercle Laïque Dijonnais; selve fodboldsektionen så dagens lys i 1913. Frem til anden verdenskrig blev klubben en central aktør i regionen og indgik i 1945 en fusion med FC Dijon, hvilket skabte Cercle Sportif Laïque Dijonnais. Allerede samme år indtrådte klubben i den nyoprettede Division d’Honneur de Bourgogne og kunne i 1960 fejre sit første regionale mesterskab.
1960’erne bød på svingninger mellem amatørelitens øverste lag (CFA) og den regionale Division d’Honneur. Trods en titel i CFA-gruppens centerrække i 1964-65 blev beslutningen om ikke at overgå til professionel status fatal: holdet brød sammen og rykkede ned i 1967. I 1970’erne og 1980’erne dukkede flere mindre klubber op, og i 1978 fusionerede Gazélec Dijon, Centre social Grésilles og Association Sportive Fontaine d’Ouche til Dijon FC, som snart udviklede sig til byens anden magtfaktor.
Cercle nåede mellem 1987 og 1991 helt op i Division 2 (det daværende næstbedste niveau), men økonomiske vanskeligheder slog hurtigt hårdt. Samtidig arbejdede Dijon FC sig op under træner Daniel Joseph. Ved indgangen til 1990’erne var begge klubber i CFA – et udgangspunkt, der skulle bane vejen for den afgørende fusion.
Fusionen og grundlæggelsen af DFCO (1998)
Efter flere mislykkede forsøg tog den lokale avis Le Bien public 8. februar 1998 initiativ til at samle begge klubbers ledelser. Den 10. april samme år blev foreningen Dijon Football Côte-d’Or stiftet (lov 1901), og farverne – blå, gul og rød – blev fastlagt for at repræsentere både de to klubbers og byens historie. Den 24. april 1998 godkendte det franske fodboldforbund fusionen; fem dage senere stemte Cercle-repræsentanterne ja og banede dermed vejen for et fælles hold, der fortsatte i CFA.
De første skridt: CFA til National (1998-2004)
Under Noël Tosi var målsætningen straks oprykning, men en sidste-runde-nederlag forhindrede succesen i debutsæsonen. Daniel Joseph overtog, og i 1999-2000 sikrede DFCO både oprykning til National og titlen som fransk amatørmester efter sejr over Alès – klubbens allerførste trofæ.
To sæsoner i National blev overlevelsespræget, først under Joseph, siden Mario Relmy. Vendepunktet kom i 2002 med ansættelsen af Rudi Garcia, der professionaliserede organisationen frem mod 2004. I samme sæson skrev DFCO sig ind i Coupe de France-historien med sejre over Saint-Étienne, Lens, Reims og Amiens, inden Châteauroux satte en stopper i semifinalen. Top-3-placeringen i National sikrede samtidig oprykningen til Ligue 2.
Etablering i Ligue 2 (2004-2011)
Oprykningen betød opdeling i en professionel og en amatørsektion. Trods beskedne midler imponerede DFCO med en 4.-plads i debutåret 2004-05 og sendte Bordeaux ud af Coupe de la Ligue. De følgende sæsoner bød på stabile øvre placeringer – 5.-plads i 2005-06 og 8.-plads i 2006-07 – men også hyppige trænerskift: Rudi Garcia forlod i 2007 posten til Serge Romano, som i december gik videre til Faruk Hadžibegić. Under sidstnævnte blev nedrykning afværget på sidste spilledag i 2008.
I 2008-09 tiltrak klubben navne som Éric Carrière, men trods profiler holdt resultaterne sig midt i tabellen. Interne uoverensstemmelser førte til, at Patrice Carteron i 2009 overtog roret; efter en mellemsæson sikrede han historisk oprykning til Ligue 1 som nummer tre i 2010-11. Angriberen Sebastián Ribas blev samtidig ligaens topscorer med 23 mål.
Debuten i Ligue 1 (2011-2012)
7. august 2011 spillede DFCO sin første kamp i Ligue 1 – et 1-5-nederlag mod Rennes, men også første mål på øverste niveau. De første sejre fulgte mod Lorient og Évian, og holdet overvintrede på 16.-pladsen. Foråret bød på mindeværdige momenter, bl.a. sejr på Stade Vélodrome mod Marseille, men en sejrløs slutspurt sendte klubben retur til Ligue 2 på sidste spilledag. Med 63 indkasserede mål var forsvaret det svageste i ligaen, og både præsident Bernard Gnecchi og træner Carteron forlod efterfølgende posten.
Tilbage i Ligue 2 (2012-2016)
Olivier Delcourt indtrådte som præsident, og Olivier Dall’Oglio blev ny cheftræner. Ambitionen var hurtig tilbagevenden til eliten, men placeringerne 7, 6 og 4 i de første tre år var lige akkurat ikke nok. I 2015-16 kom dog den bedste sæson i klubbens historie: 11 hjemmesejre, ligaens skarpeste angreb og sikker oprykning tre runder før tid – DFCO sluttede som nummer to efter Nancy.
Fem år med skrøbeligt Ligue 1-fodfæste (2016-2021)
Debutsæsonen 2016-17 endte på en hårdt tilkæmpet 16.-plads. Året efter kulminerede Dall’Oglio-æraen med 11.-plads og 48 point – klubrekord i toppen – samt 55 sæsonmål, hvor Júlio Tavares (12) og Kwon Chang-Hoon (11) førte an.
I 2018-19 begyndte fantastisk med tre sejre, men en lang resultatkrise endte med fyresedlen til Dall’Oglio. Antoine Kombouaré reddede klubben via playoff-sejr over RC Lens (4-2 samlet). Sæsonen 2019-20 blev afbrudt af Covid-19 efter 28 runder, men DFCO lå uden for nedrykning på 16.-pladsen.
2020-21 tog en dramatisk drejning: massive afgange – blandt andre Tavares, Gomis og Aguerd – og et storstilet transfervindue anført af Roger Assalé blev ikke omsat til point. Stéphane Jobard blev afløst af David Linarès i november, men en serie på 12 liganederlag i træk tangerede en 87 år gammel rekord, og 25. april 2021 betød et 1-5-nederlag til Rennes definitiv nedrykning.
Omstrukturering og ny nedtur (2021-2023)
Tilbage i Ligue 2 åbnede DFCO i det nye performance-center i Saint-Apollinaire, men starten blev svær. Efter blot fem runder af 2021-22 blev Linarès erstattet af Patrice Garande. Trods et på papiret stærkt transfervindue – døbt “Ligue 2’s PSG” af flere – endte sæsonen i midterfeltet, og Garande forlod posten.
Som led i et nyt projekt ansatte klubben Omar Daf i juni 2022. De sportslige vanskeligheder fortsatte, og med udsigten til fire nedrykkere blev trykket massivt. 3. april 2023 hentede ledelsen Pascal Dupraz ind på en redningsmission, men det lykkedes ikke at vende skuden: DFCO rykkede ned i National.
Seneste udvikling (2024- )
Som led i en økonomisk restruktureringsplan solgte klubben i september 2024 sit anlæg i Saint-Apollinaire til Dijon Métropole for 11,9 mio. €. Samtidig overtog Pierre-Henri Deballon præsidentposten i juli 2024, og Benoît Tavenot står fra 2023 i spidsen for førsteholdet. I april 2025 nåede DFCO for første gang nogensinde finalen i Coupe Gambardella på ungdomssiden – et lysende tegn på talentarbejdets fortsatte styrke.
Identitet og symboler
Navnet
Dijon Football Côte-d’Or henter sin identitet i både byen og departementet Côte-d’Or (nr. 21). Forkortelsen DFCO er i dag den alment brugte betegnelse, også internationalt.
Logoets udvikling
- 1998: Første DFCO-logo viser Porte Guillaume med en gul chouette (ugle) – begge markante bysymboler.
- 2006: Porte Guillaume forsvinder; ugleflugt på rød baggrund danner et “V” for sejr, med “1998” mellem vingerne.
- Nuværende: Opdateret udgave af 2006-logoet; rød helbaggrund, hvide bogstaver “DFCO” og “1998”.
Klubfarver og dragter
Ved fusionen var hjemmefarven blå, udebane hvid, mens gult blev brugt i særlige kampe som hyldest til Cercle Dijon. Et rødt tredjesæt i 2005-06 bragte så stor sportslig succes, at farvepaletten blev ændret permanent: rød som primær, sort og hvid som sekundære farver. Gult og blå har dog lejlighedsvis været genintroduceret i cupturneringer.
Mascotten Lolie
Siden 2013-14 har Lolie la Chouette været officiel maskot. Lolie fremstår i klubbens farver – primært rød – og bærer nummer 21 til ære for Côte-d’Or. Hun deltager ved hjemmekampe, træningsbesøg og det årlige DFCO Tour, hvor professionelle møder børn i de lokale klubber.
Sportslige meritter og rekorder
Nationale titler
| Konkurrence | Antal titler | År |
|---|---|---|
| Championnat de France Amateur | 1 | 1999-2000 |
Bemærkelsesværdige cup-præstationer
- Coupe de France 2003-04: Semifinale efter sejre over AS Saint-Étienne, RC Lens, Stade de Reims og Amiens SC.
- Coupe de la Ligue 2004-05: 1/8-finalesejr mod Girondins de Bordeaux.
- Barrage 2019: Overlevelse i Ligue 1 via samlet 4-2 mod RC Lens.
Individuelle hædersbevisninger
| Pris | Sæson | Modtager(e) |
|---|---|---|
| Topscorer, National | 2002-03 | Mallo Diallo (18 mål) |
| Topscorer, National | 2003-04 | Sébastien Heitzmann (22 mål) |
| Topscorer, Ligue 2 | 2010-11 | Sébastián Ribas (23 mål) |
| Bedste spiller, Ligue 2 | 2010-11 | Sébastián Ribas |
| Bedste målmand, Ligue 2 | 2015-16 | Baptiste Reynet |
| Bedste træner, Ligue 2 | 2015-16 | Olivier Dall’Oglio |
| Årets hold, Ligue 2 | 2010-11 | S. Ribas, B. Corgnet |
| Årets hold, Ligue 2 | 2015-16 | B. Reynet, C. Jullien, F. Sammaritano, L. Diony |
| Bedste speaker, Ligue 2 | 2012-13 & 2015-16 | Anthony Buonocore |
Klubrekorder
- Flest kampe: Stéphane Mangione – 283.
- Flest mål: Júlio Tavares – 80.
- Ældste spiller: Stéphane Grégoire – 39 år, 3 måneder, 23 dage (25. maj 2007).
- Yngste spiller: Patrick M’Pondo – 17 år, 2 måneder, 17 dage (27. oktober 2001).
- Største sejr: 12-1 mod US Mahault Baie (Coupe de France 1998-99).
- Største nederlag: 0-8 mod Paris Saint-Germain (Ligue 1 2017-18).
- Længste nederlagsrække i Ligue 1: 12 kampe (januar-april 2021).
- Dyreste køb: Brice Jovial – €2 mio. fra Le Havre AC.
- Dyreste salg: Loïs Diony – €10 mio. til AS Saint-Étienne (inkl. bonusser).
Organisation og ledelse
Præsidenter gennem tiden
| Periode | Navn |
|---|---|
| 1998-? (før 2012) | Bernard Gnecchi |
| 2012-2024 | Olivier Delcourt |
| Juli 2024- | Pierre-Henri Deballon |
Trænerhistorik
| År | Træner |
|---|---|
| 1998-1999 | Noël Tosi |
| 1999-2001 | Daniel Joseph |
| 2001-2002 | Mario Relmy |
| 2002-2007 | Rudi Garcia |
| Jun-Dec 2007 | Serge Romano |
| Dec 2007 (caretaker) | Frédéric Bompard |
| Dec 2007-Jun 2009 | Faruk Hadžibegić |
| 2009-2012 | Patrice Carteron |
| 2012-2018 | Olivier Dall’Oglio |
| 2019 | Antoine Kombouaré |
| 2019-2020 | Stéphane Jobard |
| 2020-2021 | David Linarès |
| 2021-2022 | Patrice Garande |
| 2022-2023 | Omar Daf |
| 2023 | Pascal Dupraz |
| 2023- | Benoît Tavenot |
Nøglenavne på banen
Gennem årene har profiler som Sebastián Ribas, Júlio Tavares, Baptiste Reynet, Éric Carrière og Kwon Chang-Hoon sat et markant aftryk på klubbens identitet og statistikker. I alt har over 300 spillere repræsenteret DFCO siden 1998.
Infrastruktur
Stade Gaston-Gérard
| Fakta | Tal |
|---|---|
| Indviet | 19-21. maj 1934 (som Parc municipal des sports) |
| Navngivet efter | Borgmester Gaston Gérard (fra 1969) |
| Kapacitet (2024) | 15 459 pladser |
| Rekordtilskuertal | 15 160 mod Paris SG – 14. oktober 2017 |
| Årlig leje | 500 000 € til Dijon Métropole |
Siden 2009 er både nord- og sydtribune blevet genopbygget, mens en ny østtribune (Caisse d’Épargne Bourgogne Franche-Comté) åbnede i 2017 med 4 849 pladser og 20 loger. Stadionet har således løbende fulgt klubbens sportslige ambitioner.
Træningsanlægget “Les Poussots”
Anlægget mellem rue Ernest Petit og Suzon stammer fra 1953 og fungerer i dag som både træningsfacilitet, klubkontor og fanshop. Det professionelle område råder bl.a. over:
- Stort spiller- og stabsværelse
- Fysioterapi, jacuzzi og sauna
- Særskilt videorum samt pressezone
- Flere halv- og helbaner samt målmandsspecifikke zoner
Performance- og talentcenter i Saint-Apollinaire
Et moderne kompleks blev taget i brug i 2020 for førsteholdet. Finansielle hensyn førte i september 2024 til salg af området til lokalmyndighederne, men DFCO fortsætter som hovedbruger. Centeret inkluderer topmoderne baner, fitness- og genoptræningszoner og huser også ungdomsakademiet, der fra juli 2022 ledes af Stéphane Roche.
Økonomi og kommercielle forhold
Sponsorer
- DVF – Dijonnaise de Voies Ferrées (siden 2001)
- Doras (2007-2013)
- Veolia (siden 2010)
- Leader Intérim (siden 2010)
- Sita Suez (2004-2010)
- Offentlige partnere: Byen Dijon (2003-06), Dijon Métropole (2004-08), Regionen Bourgogne (2003-04)
- Velgørenhed: Autour des Williams, Coup d’Pouce
Udstyrsleverandører
Klubben har siden 1998 samarbejdet med flere leverandører; skiftende kontrakter har fulgt holdets opstigning og nye markeder.
Transferbalance
| Type | Spiller | Beløb | Klub | År |
|---|---|---|---|---|
| Største køb | Brice Jovial | ≈ €2 mio. | Le Havre AC | – |
| Største salg | Loïs Diony | ≈ €10 mio. | AS Saint-Étienne | – |
Fans og kultur
Supportergrupper
Det lokale fanmiljø har siden 1998 omfattet flere grupper:
- Blue Panthers Dijon (tidl. Supras Dijon) – første ultra-inspirerede gruppe, aktiv 2002-04.
- Dogs Dijon / Fanatics – fusionerede til Brigade Ouest, senere re-brandet til Dogs Dijon; gruppen gik i dvale i 2012.
- Les Téméraires – stiftet 1998, placeret i Tribune Rougeot, ca. 300 medlemmer.
- Lingon’s Boys – skabt 2012 i Tribune Nord; markerede 10-årsjubilæum i 2022.
Selv om den klassiske ultra-kultur ikke dominerer som hos flere større franske klubber, skaber grupperne regelmæssigt tifos, konfetti-kaster og organiserer udebaneture.
Mediedækning
Regionalt dækker France Bleu Bourgogne, Radio Dijon Campus og K6FM dagligt DFCO. Le Bien public, Le Châtillonnais et l’Auxois samt France 3 Bourgogne leverer artikler og tv-indslag. Klubben selv udgiver Chouett’Infos til hjemmekampe og kvartalsmagasinet DFCO Mag. Nationalt finder man hyppige omtaler i L’Équipe, France Football, So Foot m.fl.
Aktuel sportslig struktur
Herretruppen 2024-2025
DFCO råder over en professionel førsteholdstrup registreret til National-turneringen; detaljeret spillerliste fremgår af klubbens officielle kanaler pr. 4. februar 2025.
Spillere på udlån
En række spillere er kontraktbundet til DFCO men udlejet for at opnå spilletid; oversigten opdateres løbende af klubben.
Kvindeholdet
DFCO’s kvindesektion spiller i landets bedste række, D1 Arkema, og er fuldt integreret i klubbens struktur med adgang til samme faciliteter på Gaston-Gérard og i Saint-Apollinaire.
Fremtidsperspektiver
Efter tilbagefaldet til National er strategien todelt: økonomisk konsolidering gennem salg af ikke-strategiske aktiver samt fortsat satsning på et talentbåret projekt med stærk lokal forankring. Samtidig har klubben et erklæret mål om at genvinde professionel status og vende tilbage til Ligue 2 hurtigst muligt, men i et bæredygtigt tempo der undgår tidligere faldgruber.
Med et moderniseret stadion, et veludstyret træningsmiljø og en ungdomsfinale i Gambardella som frisk bevis på potentialet er fundamentet til stede. Meget vil dog afhænge af stabilitet på ledelses- og trænersiden under Pierre-Henri Deballon og Benoît Tavenot samt fortsat opbakning fra by, sponsorer og de dedikerede “Chouettes” på tribunerne.
Konklusion
Dijon FCO fremstår i dag som en klub med et usædvanligt rigt narrativ i forhold til dens relativt korte officielle levetid. Fra lokale fusionsforhandlinger til scenerne i Ligue 1 har DFCO bevist evnen til at rejse sig imod oddsene og skabe stærke emotionelle bånd i og uden for Bourgogne. De seneste års nedrykninger tegner et udfordrende billede, men klubbens historik vidner lige så meget om modstandskraft og evne til fornyelse. Chouettens vinger – symbolerne i logoet – peger fortsat opad.