EA Guingamp
Hjemmebane
Stade du Roudourou
Rue du Manoir 11, Guingamp
Kapacitet: 19003
Overflade: Græs
EA Guingamp Kampe
Her kan du se kampprogrammet for EA Guingamp i år.
EA GuingampKommende Kampe
Runde 1
EA Guingamp
Runde 2
Stade de Reims
Runde 3
EA Guingamp
Runde 4
SC Bastia
Runde 5
EA Guingamp
Runde 6
Troyes
Runde 7
EA Guingamp
Runde 8
AS Saint-Étienne
Runde 9
EA Guingamp
Runde 10
AC Ajaccio
Runde 11
EA Guingamp
Runde 12
Grenoble Foot 38
Runde 13
EA Guingamp
Runde 14
EA Guingamp
Runde 15
Amiens SC
Runde 16
EA Guingamp
Runde 17
Rodez AF
Runde 18
EA Guingamp
Runde 19
AS Nancy
Runde 20
EA Guingamp
Runde 21
Montpellier HSC
Runde 22
USL Dunkerque
Runde 23
EA Guingamp
Runde 24
Le Mans FC
Runde 25
EA Guingamp
Runde 26
Stade Lavallois
Runde 27
EA Guingamp
Runde 28
EA Guingamp
Runde 29
FC Annecy
Runde 30
EA Guingamp
Runde 31
Pau FC
Runde 32
Red Star FC
Runde 33
EA Guingamp
Runde 34
Clermont Foot
EA Guingamp Stillinger
Her kan du se EA Guingamps Ligue 2 stilling. EA Guingamp ligger lige nu på 5 plads i Ligue 2 stillingen.
| # | Hold | K | V | U | T | + | − | ± | P | Form |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 |
AC Ajaccio
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 2 |
Amiens SC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 3 |
AS Saint-Étienne
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 4 |
Clermont Foot
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 5 |
EA Guingamp
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 6 |
Troyes
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 7 |
FC Annecy
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 8 |
Grenoble Foot 38
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 9 |
Le Mans FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 10 |
Montpellier HSC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 11 |
AS Nancy
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 12 |
Pau FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 13 |
Red Star FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 14 |
Rodez AF
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 15 |
SC Bastia
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 16 |
Stade Lavallois
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 17 |
Stade de Reims
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 18 |
USL Dunkerque
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
EA Guingamp Spillere sæsonen 25/26
Her er alle 27 spillere på EA Guingamps hold i 25/26, til både Ligue 2 og andre turneringer som EA Guingamp er med i:
Babacar Mbaye
Goalkeeper
Trøje #1
Teddy Bartouche
Goalkeeper
Trøje #16
Noah Marec
Goalkeeper
Trøje #40
Alpha Sissoko
Defender
Trøje #2
Drahgo Ourega
Defender
Trøje #3
Matthis Riou
Defender
Trøje #6
Abdallah Ndour
Defender
Trøje #12
Lucas Maronnier
Defender
Trøje #13
Albin Demouchy
Defender
Trøje #14
Donatien Gomis
Defender
Trøje #14
Sohaib Naïr
Defender
Trøje #18
Hugo Dupont
Defender
Trøje #35
Idriss Planeix
Defender
Trøje #38
Dylan Louiserre
Midfielder
Trøje #4
Amine Hemia
Midfielder
Trøje #8
Théo Bris
Midfielder
Trøje #11
Amadou Sagna
Midfielder
Trøje #11
Kalidou Sidibé
Midfielder
Trøje #12
Lebogang Phiri
Midfielder
Trøje #15
Tanguy Ahile
Midfielder
Trøje #18
Rayan Touzghar
Midfielder
Trøje #19
Eden Gassama
Midfielder
Trøje #33
Severin Guendouz
Attacker
Trøje #7
Brighton Melchior
Attacker
Trøje #9
Jacques Siwe
Attacker
Trøje #17
Tieri Godame
Attacker
Trøje #33
Mehdi Merghem
Attacker
Trøje #79EA Guingamp Historie og Info
En Avant de Guingamp – ofte forkortet EAG eller blot Guingamp – er et af fransk fodbolds mest særprægede fænomener. Klubben blev stiftet i 1912 i den lille bretonske købstad Guingamp, hvor der kun bor omtrent 7.000 indbyggere, men hvor det røde og sorte klubemblem er allestedsnærværende. På trods af byens beskedne størrelse har EAG igennem mere end et århundrede etableret sig som en tilbagevendende faktor i det professionelle fodboldlandskab, har vundet nationale pokaltitler og spillet europæisk fodbold – alt sammen foran et publikum, der overstiger kommunens indbyggertal med flere tusinde.
Historien om Guingamp er fortællingen om utrætteligt foreningsarbejde, om unge skolelærere der i 1912 dannede en idrætsforening under navnet »En Avant«, om lokale fabrikanter der i efterkrigstiden byggede holdet op omkring virksomhedens arbejdere, og om fremsynede ledere der, uden at ryste på hånden, tog springet ind i professionel fodbold i 1984. Klubben har siden da tilbagelagt en bemærkelsesværdig rejse, som omfatter tre oprykninger til Ligue 1, flere ophold i Frankrigs næstbedste række, uforglemmelige triumfer i Coupe de France og vigtige europæiske oplevelser – heriblandt sejren i UEFA Intertoto Cup i 1996.
I dag spiller EAG i Ligue 2, men klubbens identitet er fortsat formet af den samme ånd, som allerede i mellemkrigstiden satte politiske og kulturelle aftryk i lokalområdet: rød og sort som symbol på laïcité og socialt fremskridt, et stadion der trodser alle statistikker i forhold til byens befolkningstal, og et bagland af dedikerede »Kalon«-supportere, der tilmed ejer en andel af aktiekapitalen. Nedenfor gennemgås alle væsentlige facetter af En Avant de Guingamp – fra de tidligste år til nutiden, fra bestyrelseslokalet til tribunerne og fra lokale drengehold til europæiske cupfinaler.
Historisk overblik
Pionertiden (1912-1920)
Klubben blev grundlagt i efteråret 1912 af skoleinspektør Pierre Deschamps, der stiftede en »Société d’éducation physique« under navnet »En Avant«. Foreningen dyrkede flere idrætsgrene, men fodbold fik hurtigt forrang. De første kampe er registreret allerede i februar 1913, og i april 1914 vandt holdet sin første titel ved et regionalt turneringsstævne. Først den 22. december 1918 blev klubbens vedtægter dog officielt deponeret hos myndighederne. I disse år spillede man, afhængigt af ledige arealer, på byens marker, på stadion Cozen eller sågar på bytorvet Place du Vally.
Struktur og stadionbyggeri (1920-1940)
I 1920 overtog André Lorgeré præsidentposten. Under hans ledelse – og med hjælp fra bl.a. Yves Jaguin og læreren Georges Voisin – lejede klubben et område på byens højdedrag Montbareil. Her opførtes i 1922 et nyt anlæg, der i 1947 blev navngivet Stade Yves-Jaguin. I 1929 sikrede Guingamp sig for første gang adgang til Division d’Honneur efter en episk finaleserie mod Stade Briochin. Cup-kampe mod prominente hovedstadsklubber, heriblandt Racing Club de France i 1933, gav samtidig klubben et første strejf af national bevågenhed.
Efterkrigsårene og »usine-holdet« (1943-1958)
En aftale fra 30. december 1943 mellem EAG og industrivirksomheden Tanvez bragte fabriksejer Hubert Couquet ind i bestyrelsen og efterhånden i præsidentstolen. Arbejdere blev ansat med dobbeltfunktion: fabriksliv til hverdag og fodbold i weekenden. Med træner Armand Deruaz i spidsen vendte klubben i 1949 tilbage til Division d’Honneur og leverede bl.a. en opsigtsvækkende pokalskalp mod Le Mans’ professionelle mandskab i december 1949. Perioden sluttede dog med sportslig nedgang, og i 1957 faldt man helt ned i Promotion d’Honneur.
Talenternes tid (1958-1972)
Præsidentskiftet til Joseph Le Monnier i 1966 og et stærkt ungdomsarbejde bragte ny energi. Cadet- og minimehold blev flere gange departementsmestre, og 1970-generationen nåede kvartfinalen i Coupe Gambardella mod AS Saint-Étienne. Disse unge – bl.a. Yvan Le Quéré, Joël Anthoine og Hervé Le Coz – skulle senere stå bag klubbens første store seniorbedrifter.
Noël Le Graëts første æra: Raketten mod professionel fodbold (1972-1977)
Den 3. juni 1972 overtog 30-årige Noël Le Graët formandskabet, ansatte 22-årige Sylvestre Salvi som spillende træner og overværede en cup-sensationsrække, hvor fire Division 2-hold blev elimineret og kvartfinalen kun glippede knebent. I 1974 vandt klubben Division Supérieure Régionale, i 1976 Division d’Honneur og i maj 1977 sikrede man – blot ét år efter ankomsten til Division 3 – oprykningen til Division 2.
Stabilitet og professionalisering (1977-1991)
Efter et første, vanskeligt D2-år blev Guingamp hurtigt et hold i den øvre halvdel. René Cédolin, siden Raymond Keruzoré, skabte offensivt spil, og 1984 markerede et afgørende skifte, da klubben antog fuld professionel status. Publikumsinteressen nødvendigg jorde et større stadion: Stade de Roudourou åbnede 21. januar 1990 med en venskabskamp mod Paris Saint-Germain. Samme efterår rykkede Le Graët videre til Liga-ledelsen, mens Bertrand Salomon blev ny præsident.
Fra National til Europa (1991-1998)
En liga-reform sendte Guingamp i 1993 ned i National, men med Francis Smerecki som træner rykkede man straks op igen. I 1995 opnåede EAG sin første Ligue 1-oprykning efter en andenplads i Ligue 2 bag Marseille. Debuten i topdivisionen sluttede med en 10.-plads, og i 1996 gav sejren i UEFA Intertoto Cup adgang til UEFA-Cuppen, hvor Inter Milan blev stopklods. I 1997 nåede klubben sin første Coupe de France-finale (nederlag til Nice på straffespark).
Aubert-årene og nye stjerneskud (1998-2002)
Jean-Pierre Papin lagde støvlerne på hylden i EAG, inden Guy Lacombe førte klubben tilbage til Ligue 1 i 2000. Her fik verden for alvor øje på Florent Malouda og Didier Drogba, som i 2002-03 udgjorde et målfarligt angrebspar og førte Guingamp til en syvendeplads – kun seks point fra mesterskabet!
Pokaltitel nummer 1 og nedtur (2003-2010)
Efter salget af Malouda og Drogba fulgte nedrykning til Ligue 2 i 2004. Hverdagen i den næstbedste række var præget af svingende resultater og hyppige trænere. Alligevel kom det uforglemmelige højdepunkt den 9. maj 2009, hvor EAG som Ligue 2-hold besejrede Rennes 2-1 i Coupe de France-finalen. Sæsonen efter endte dog i mareridt – nedrykning til National i 2010.
Gourvennec-perioden: genrejsning, ny pokal og Europa (2010-2016)
Jocelyn Gourvennec tog over som træner, sørgede for øjeblikkelig retur til Ligue 2 i 2011 og rykkede to år senere op i Ligue 1. Debutsæsonen 2013-14 blev reddet på målstregen, men kronen på værket var endnu en Coupe de France-finale mod Rennes – og endnu en bretonsk sejr, denne gang 2-0. Dermed ventede gruppespil i Europa League 2014-15, hvor Guingamp gik videre til 1/16-finalen og kun blev stoppet af Dynamo Kijev. I Ligue 1 blev det til en 10.-plads.
Kombouaré-resultater og historisk bundnotering (2016-2020)
Antoine Kombouaré overtog i 2016 og sluttede som nummer 10 i 2016-17. Men sæsonen 2018-19 blev den værste nogensinde: kun fem sejre, 28 scorede mål og hele 68 indkasserede. Nedrykningen var uundgåelig, trods en opsigtsvækkende vej til Coupe de la Ligue-finalen – hvor Strasbourg vandt på straffespark.
Stabilisering i Ligue 2 (2020-)
Efter en turbulent periode med hyppige trænerskift er Frédéric Le Grand siden september 2020 klubbens præsident. Stéphane Dumont førte holdet til placeringerne 6-6-9 i perioden 2022-2024, og i maj 2024 blev Sylvain Ripoll præsenteret som ny cheftræner. Målet er et rodfæstet, konkurrencedygtigt Ligue 2-mandskab med realistiske ambitioner om at bejle til oprykningspladserne.
Identitet og symbolik
Farvernes betydning
Rød og sort er siden 1912 klubbens signatur. Valget var ikke tilfældigt: som et laïcistisk, progressivt projekt kom En Avant ideologisk i opposition til byens katolske Stade Charles-de-Blois, der spillede i blå og hvid. Rød og sort repræsenterede i begyndelsen de antiklerikale strømninger og koblede klubben til tidens socialdemokratiske presse, hvor aviser som Vorwärts eller Avanti bar lignende slogans.
Logo-udvikling
Klubbens emblem har altid båret initialerne »EAG« samt de røde og sorte felter. Designet er justeret flere gange, men grundelementerne er fastholdt som bindeled mellem fortid og nutid.
Trøjehistorik
EAG introducerede i 2014-15 sit første officielle »third«-sæt i forbindelse med Europa League. Siden har alternative farvekombinationer (hvidt/gråt eller helt sort) suppleret de klassiske røde hjemme- og sorte udebanetrøjer, afhængigt af modstanderens farver.
Stadioner og faciliteter
Stade de Roudourou
Åbnet 21. januar 1990 og i dag godkendt af UEFA. Kapaciteten er 19.060 tilskuere, hvoraf ca. 17.500 er siddepladser. Modernisering til Europa League 2014-15 har givet arenaen bedre lys, presse- og VIP-forhold samt et markant løft af publikumsfaciliteterne.
Tidligere hjemmebane: Stade Yves-Jaguin
Mellem 1922 og 1990 var dette Guingamps bastion på højdedraget Montbareil. Efter førsteholdets flytning til Roudourou benyttede ungdoms- og reservehold anlægget indtil det blev revet ned i 2019 og erstattet af et boligkvarter.
Akademi og træningscenter
På nabokommunen Pabus jord råder EAG over to græs- og to kunstbaner, en plæne til teknisk træning samt et 1.000 m² stort hovedhus med reception, styrkerum, balneoterapi og behandlingslokaler. Centeret er klassificeret i kategori 1-A af det franske fodboldforbund.
Organisatorisk struktur
Præsidenter gennem tiden
| Periode | Præsident |
|---|---|
| 1912-1920 | Pierre Deschamps |
| 1920-1940 | André Lorgeré |
| 1940-1945 | Yves Jaguin |
| 1945-1958 | Hubert Couquet |
| 1958-1966 | Louis Menguy |
| 1966-1972 | Joseph Le Monnier |
| 1972-1991 | Noël Le Graët |
| 1991-1998 | Bertrand Salomon |
| 1998-2002 | Alain Aubert |
| 2002-2011 | Noël Le Graët (2. periode) |
| 2011-2020 | Bertrand Desplat |
| 2020- | Frédéric Le Grand |
Trænere – milepæle
- Armand Deruaz (1947-1953) – første officielle cheftræner.
- Raymond Keruzoré (1981-1986) – skabte offensivt spil og nærmede sig Ligue 1.
- Francis Smerecki (1993-1998) – førte klubben fra National til Ligue 1 og til Coupe de France-finale.
- Guy Lacombe (1999-2002) – stod bag oprykningen i 2000 og udviklingen af Drogba/Malouda.
- Jocelyn Gourvennec (2010-2016, 2018-2019) – to oprykninger, én Coupe de France og europæisk gruppespil.
- Antoine Kombouaré (2016-2018) – sikrede to top-10-placeringer i Ligue 1.
- Sylvain Ripoll (2024-) – ny mand med opgave at styre projektet i Ligue 2.
Sportslige meritter
Titel-tavle
| Konkurrence | Placering | Sæson(er) |
|---|---|---|
| Coupe de France | Vinder | 2008-09, 2013-14 |
| Coupe de France | Finalist | 1996-97 |
| Coupe de la Ligue | Finalist | 2018-19 |
| UEFA Intertoto Cup | Vinder | 1996 |
| Ligue 2 | Runner-up | 1994-95, 1999-2000, 2012-13 |
| Championnat National | Vinder | 1993-94 |
Europæiske deltager-rækker
- 1996-97 UEFA Cup – 1/32-finale mod Inter Milano.
- 2009-10 Europa League – playoffrunde mod Hamburger SV.
- 2014-15 Europa League – 1/16-finale mod Dynamo Kijev.
Profiler og rekorder
Udvalgte spillere fra førsteholdet gennem tiderne
- Didier Drogba – kom til januar 2002, bidrog med 17 mål i ligasæsonen 2002-03.
- Florent Malouda – gennembrud fra venstre kant i 2001-02.
- Stéphane Guivarc’h – klubbens egen topscorer i 1990’erne, senere verdensmester 1998.
- Vincent Candela – fransk landsholdsspiller under sin tid i EAG.
- Stéphane Carnot – midtbane-arkitekt og matchvinder i flere europæiske kampe.
- Claudio Beauvue – 17 Ligue 1-mål i sæsonen 2014-15.
»Århundredets hold« (valgt af Ouest-France, 2012)
| Mål | Angelo Hugues |
| Forsvar | Vincent Candela – Nestor Fabbri – Marek Józwiak – Jérôme Foulon |
| Midtbane | Stéphane Carnot – Claude Michel – Christophe Le Roux – Florent Malouda |
| Angreb | Didier Drogba – Stéphane Guivarc’h |
| Træner | Francis Smerecki |
Supporterkultur
Kop Rouge og andre grupper
Det organiserede fanmiljø har siden 1993 været domineret af »Kop Rouge« og dets regionale filialer (29, Île-de-France, Occitanie m.fl.). Desuden findes Red Boys (1996), mens grupper som New School Gwengamp (2003-2010) og Armoric Clan (2012-2017) er opløst.
Kalon – Supportere som aktionærer
I 2017 åbnede klubben for direkte fansindflydelse gennem aktiekøb. 15.206 supportere blev registreret på et oplyst »Kalon-mur« i Roudourous hovedallé, og foreningen bruger midlerne både til EAG-aktier og lokale velgørenhedsprojekter.
Priser for tribuneatmosfære
- Vinder af Ligue 1’s »Championnat de France des tribunes«: 2013-14, 2014-15, 2016-17.
- Nr. 2 i Ligue 2: 2012-13; Nr. 3 i Ligue 1: 2015-16.
Rivaliseringer
Lokale opgør
- Stade Charles-de-Blois – klassisk skolernes og kirkens derby fra 1920’erne.
- Stade Briochin – departemental rival, særligt markant i 1970’erne og i D2-sæsonen 1994-95.
- Stade Brestois 29 – rivalisering skærpet efter Brests økonomiske kollaps i 1991.
- Stade Rennais – »kornmark mod metropol«, kulminerende i to Coupe de France-finaler, begge vundet af Guingamp.
Økonomi og strategi
EAG har tradition for beskedne, men stabile driftsbudgetter og en lønstruktur, der afspejler klubbens størrelse. Siden 2011 har investeringerne i akademi og træningsfaciliteter dog oversteget 5 mio. € med henblik på langsigtet talentudvikling. Fan-aktiemodellen og lokale sponsoraftaler er væsentlige engangementer, mens transferindtægter – fx salg af Drogba og Malouda – historisk har banet vejen for infrastrukturelle forbedringer.
Fremtidsperspektiver
Med udgangspunkt i en solid ungdomssektor, et stadion der allerede opfylder Ligue 1-krav og en ledelse der prioriterer bæredygtig økonomi, går En Avant de Guingamp de næste sæsoner i møde med ambitionen om igen at tage plads blandt de 40 stærkeste klubber i Frankrigs to øverste rækker – og, hvis resultaterne flasker sig, at genopleve de magiske europæiske aftener som har kendetegnet klubben siden Intertoto-bragene i 1996.
Bibliografi og videre læsning
- Jean-Michel Le Boulanger: En avant Guingamp : le défi permanent (2001).
- Jean-Michel Le Boulanger: En avant Guingamp : 1912-1995, l’aventure (1995).
- Pierre Henry-Dufeil: L’Impensable Exploit. La Coupe de France à Guingamp (2013).
Eksterne kilder
- Officiel hjemmeside: eag.bzh
- Statistiske databaser: UEFA, Transfermarkt, Soccerway