
FC Nantes
Hjemmebane
Stade de la Beaujoire - Louis Fonteneau
5, boulevard de la Beaujoire, Nantes
Kapacitet: 38285
Overflade: Græs

FC Nantes Kampe
Her kan du se kampprogrammet for FC Nantes i år.
FC NantesKommende Kampe
Runde 1


Runde 2


Runde 3


Runde 4


Runde 5


Runde 6


Runde 7


Runde 8


Runde 9


Runde 10


Runde 11


Runde 12


Runde 13


Runde 14


Runde 15


Runde 16


Runde 17


Runde 18


Runde 19


Runde 20


Runde 21


Runde 22


Runde 23


Runde 24


Runde 25


Runde 26


Runde 27


Runde 28


Runde 29


Runde 30


Runde 31


Runde 32


Runde 33


Runde 34


FC Nantes Stillinger
Her kan du se FC Nantess Ligue 1 stilling. FC Nantes ligger lige nu på 6 plads i Ligue 1 stillingen.
# | Hold | K | V | U | T | + | − | ± | P | Form |
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
1 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
2 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
3 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
4 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
5 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
6 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
7 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
8 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
9 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
10 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
11 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
12 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
13 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
14 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
15 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
16 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
17 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
18 |
![]() |
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
FC Nantes Spillere sæsonen 25/26
Her er alle 19 spillere på FC Nantess hold i 25/26, til både Ligue 1 og andre turneringer som FC Nantes er med i:

Anthony Lopes
Goalkeeper
Trøje #16
Patrik Carlgren
Goalkeeper
Trøje #30
Alexis Mirbach
Goalkeeper
Trøje #57
Nicolas Cozza
Defender
Trøje #3
Fabien Centonze
Defender
Trøje #18
Nathan Zézé
Defender
Trøje #44
Sékou Doucouré
Defender
Trøje #72
Kelvin Amian
Defender
Trøje #98
Johann Lepenant
Midfielder
Trøje #8
Francis Coquelin
Midfielder
Trøje #13
Dehmaine Tabibou
Midfielder
Trøje #17
Bahmed Deuff
Midfielder
Trøje #52
Louis Leroux
Midfielder
Trøje #66
Yassine Benhattab
Midfielder
Trøje #90
Youssef El-Arabi
Attacker
Trøje #9
Herba Guirassy
Attacker
Trøje #11
Adel Mahamoud
Attacker
Trøje #23
Mostafa Abdallah
Attacker
Trøje #31
Matthis Abline
Attacker
Trøje #39FC Nantes Historie og Info
Football Club de Nantes – oftest blot omtalt som FC Nantes eller ”Les Canaris” – er et af de mest markante navne i fransk fodboldhistorie. Klubben har siden grundlæggelsen i 1943 sat sit præg på sporten med en imponerende pokalsamling, en legendarisk spillestil døbt jeu à la nantaise og et træningsmiljø, der har udklækket flere verdensmestre og internationale profiler end de fleste øvrige franske klubber.
Fra begyndelsen som en lokal fusion mellem fem modest dimensionerede foreningshold har Nantes udviklet sig til en institution, der både regionalt og nationalt nyder stor opbakning. Otte franske mesterskaber, fire Coupe de France-triumfer, en historisk rekord på 92 hjemmekampe i træk uden nederlag og en episk Champions League-semifinale i 1996 er blot nogle få nedslagspunkter i en fortælling, der spænder fra krigsårene til nutidens Ligue 1-hverdage.
Klubbens identitet hviler på tre uadskillelige søjler: et gulkrydret grøn farveunivers inspireret af stifteren Jean Le Guillous væddeløbshest ”Ali Pacha”, et kollektivt og teknisk betonende boldspil forfinet af trænertrioen José Arribas – Jean-Claude Suaudeau – Raynald Denoueix, samt et ungdomsakademi i La Jonelière, der stadig næres af drømmen om at bringe næste generation fra egen by op på Frankrigs største scener.
Historisk overblik
Grundlæggelsen og de tidlige år (1943-1963)
FC Nantes så dagens lys 21. april 1943 som et resultat af en fusion mellem Saint-Pierre de Nantes, Stade Nantais UC, AC Batignolles, ASO Nantaise og La Mellinet. Under krigen var hensigten at skabe én stærk enhed, der på sigt kunne bide skeer med de bedste hold i landet. Den første formand blev Marcel Braud, mens initiativtageren Marcel Saupin hurtigt overtog roret.
Allerede i 1945 tog klubben skridtet til professionel status og blev optaget i 2. division. Resultaterne var svingende, og efter en nærdødsoplevelse i sæsonen 1949-50 valgte byen at øge den økonomiske støtte, hvilket muliggjorde ansættelsen af Émile Veinante i 1951. Det sportslige gennembrud lod dog vente på sig, og en række trænere kom og gik, indtil præsident Jean Clerfeuille i 1960 udpegede amatørtræneren José Arribas som ny chef – et af de mest skelsættende valg i Nantes’ historie.
Den første guldalder under José Arribas (1963-1976)
I sommeren 1963 rykkede Nantes for første gang op i landets bedste række. Allerede i anden sæson gav Arribas’ revolutionære 4-2-4-system pote: de gul-grønne blev franske mestre 1964-65 og gentog bedriften i 1965-66 med både bedste angreb (84 mål) og bedste forsvar. Profiler som Jacky Simon og Philippe Gondet blev landskendte, og tre Nantes-spillere repræsenterede Frankrig ved VM 1966.
Efter et formdyk i årene 1967-71 blev fokus rettet mod struktur og talentudvikling. Hen imod 1973 var fundamentet genrejst; anført af argentineren Ángel Marcos, Henri Michel og Patrice Rio blev det tredje mesterskab sikret. Arribas forlod klubben i 1976 efter 16 sæsoner, tre mesterskaber, en Coupe de la Ligue og et hav af æstetiske overskrifter om ”det flydende spil”.
Fortsat succes med Jean Vincent og Jean-Claude Suaudeau (1976-1988)
Efterfølgeren Jean Vincent fortsatte i samme ånd: unge egne talenter fik chancen, og i 1977 kom titel nummer fire. I 1978 indviede klubben trænings- og talentcentret ved La Jonelière, og 1979 bød på den første Coupe de France-sejr (4-1 over Auxerre).
Med assistance fra Suaudeau blev mesterskab nummer fem vundet i 1980; på det tidspunkt havde holdet sat den fortsat gældende franske rekord på 92 hjemmekampe uden nederlag. Jean-Claude Suaudeau rykkede selv i chefstolen i 1982 og styrkede defensiven med Maxime Bossis, midtbanen med Seth Adonkor og angrebet med Vahid Halilhodžić og José Touré. Guldet kom igen i 1983, men stigende økonomiske krav tvang Nantes til løbende at sælge stjernerne, hvilket gradvist svækkede resultaterne. I 1988 blev Suaudeau afskediget efter to middelmådige placeringer.
Krise og genrejsning (1988-2004)
Miroslav Blažević, derefter en række kortlivede projekter og fortsatte spillersalg kastede klubben ud i en eksistenskrise. I 1992 var Nantes få dage fra administrativ nedrykning, men en rekonstruktion og navneskiftet til FC Nantes Atlantique reddede licensen.
Suaudeau vendte tilbage som træner i 1991 og lod Raynald Denoueix styre akademiet. Sammen formede de en atletisk, hurtigspillende generation med Patrice Loko, Christian Karembeu, Claude Makélélé, Reynald Pedros og Japhet N’Doram. Kulminationen kom i 1994-95, hvor Nantes gik 32 ligakampe ubesejret og tog klubbens syvende mesterskab. Året efter nåede samme kerne semifinalen i Champions League mod Juventus.
Da nøglespillerne blev solgt, trak Suaudeau sig i protest i 1997, og Denoueix overtog. Han førte Nantes til to Coupe de France-titler (1999, 2000) og mesterskabet i 2001 med teknisk stærke profiler som Éric Carrière og Olivier Monterrubio. Efterfølgende ebbede resultaterne ud trods enkelte pokalfinaler, og stilen ”à la nantaise” gled i baggrunden.
De svære år (2005-2013)
Sæsonerne 2004-05 og 2005-06 blev overlevelseskamp; i 2007 rykkede Nantes for første gang i historien ned efter 44 år i træk i eliten. Vilde protester fulgte, og klubben skiftede ejer til Waldemar Kita. En kaotisk årti lang periode med hyppige trænerskift leverede blot én kortvarig oprykning (2008) efterfulgt af ny nedrykning (2009). Først under den tidligere spiller Michel Der Zakarian stabiliserede Nantes sig i toppen af Ligue 2 og vendte tilbage til Ligue 1 i 2013.
Tilbage i Ligue 1 og udviklingen frem mod 2025
Comeback-sæsonen 2013-14 sluttede som nummer 13, trods fratrukne point i ”affaire Touré”. Klubbens økonomi begrænsede indkøb, og et midlertidigt transferforbud i 2014-15 betød satsning på egne unge spillere. Lave scoringsgennemsnit og solide forsvar var kendetegn i Der Zakarians resterende tid, inden René Girard kortvarigt tog over og efterfulgtes af Sérgio Conceição, der løftede mandskabet til syvendepladsen 2016-17.
Claudio Ranieri (2017-18) og Miguel Cardoso/Vahid Halilhodžić (2018-19) stod for skiftende strategier, men foråret 2019 blev overskygget af Emiliano Salas tragiske flyulykke. Christian Gourcuff og senere Raymond Domenech præsterede ikke vedvarende resultater, og i februar 2021 blev Antoine Kombouaré ansat. Han reddede klubben via playoff mod Toulouse, hævede den til en niendeplads 2021-22 og sikrede den fjerde Coupe de France ved at besejre Nice 1-0 i 2022.
Den efterfølgende europæiske kampagne bød på gruppesejr over Olympiakos og videre avancement, inden Juventus blev endestationen i 1/16-finalen. Interne udskiftninger betød dog, at Pierre Aristouy og senere Jocelyn Gourvennec også fik chancen på trænerbænken, inden Kombouaré vendte tilbage i marts 2024 og afværgede endnu en nedrykning. Efter 2024-25-sæsonen meddelte ledelsen, at man ønskede et nyt kapitel med større fokus på boldbesiddende spil og egen talentmasse.
Spillestil: Jeu à la nantaise
Begrebet beskriver et tempofyldt, pasningsorienteret kollektivspil baseret på konstant bevægelse, trianguleringer og lynhurtige positionsskift. Arribas’ grundprincipper blev ført videre af Suaudeau og Denoueix: kort pasningsafstand, en-touch-spil, players in motion og maksimal udnyttelse af banens bredde og dybde. Resultatet var hold, der ofte fremstod uforudsigelige og ineffektive at presse, fordi bolden aldrig hvilede længe på samme spiller.
I 1990’erne blev konceptet yderligere raffineret: lynhurtige omstillinger, fysisk power fra Karembeu og Makélélé kombineret med teknisk finesse fra Pedros og N’Doram. Rekorden på 32 kampe uden nederlag i 1994-95 læses bedst som et vidnesbyrd om, hvor effektivt disse principper kan være, når hele truppen mestrer dem fra ungdomsårene.
Klubbens identitet
Farver og trøjer
Gul og grøn blev valgt af stifter Jean Le Guillou, der mente, at hans væddeløbshests held ville smitte af på fodboldprojektet. Spillernes gule trøje (ofte med grønne kanter) og grønne eller hvide shorts har siden givet tilnavnet ”Canaris”. Udebanetrøjerne har varieret – fra hvid og rød til mørkeblå, grå eller helgrøn – men hjemmedragten er forblevet ikonisk.
Logoer
Det første egentlige våbenskjold blev indført i 1976: en goélette (sejlbåd) i gult på grøn baggrund omgivet af hermeliner fra byvåbnet. Logoet har siden gennemgået flere re-designs, blandt andet et variant inspireret af FC Barcelona i 2008 og et minimalistisk monogram fra 2019, der skabte heftig debat blandt fans.
Kælenavne
- Les Canaris – hentydning til de kanariegule trøjer.
- Les Jaunes et Verts – den ganske bogstavelige beskrivelse af farverne.
- La Maison Jaune – billedligt udtryk for klubbens status som fodboldens ”gule hus”.
Organisation og ledelse
Ejerskab og selskabsstruktur
Klubben drives som en société anonyme sportive professionnelle (SASP) med en aktiekapital på 500.000 €. Indtil 1992 var FC Nantes en traditionel forening; økonomisk krise tvang dog til oprettelsen af en SAOS, hvorefter ejerskabet skiftede hænder flere gange. Socpresse overtog i 2001, og siden 2007 har Waldemar Kita været eneejer.
Præsidenter gennem tiden
Periode | Præsident | Bemærkninger |
---|---|---|
1943-1944 | Marcel Braud | Første formand |
1944-1955 | Marcel Saupin | Stadion opkaldt efter ham |
1955-1958 | Jean Le Guillou | Medstifter, farvernes bagmand |
1958-1959 | Charles Stéphan | Udpeget af kommunen |
1959-1968 | Jean Clerfeuille | Førte klubben til de to første mesterskaber |
1969-1986 | Louis Fonteneau | Fire mesterskaber og ny stadion |
1986-1992 | Max Bouyer | Kostbare indkøb, økonomisk uro |
1992-1996 | Guy Scherrer | Genopbygning vía akademiet |
1996-1999 | Jean-René Toumelin | Kort overgangsperiode |
1999-2001 | Kléber Bobin | Mesterskab 2001, to pokaler |
2001-2005 | Jean-Luc Gripond | Resultatmæssig nedtur |
2005-2007 | Rudi Roussillon | Første nedrykning i historien |
2007- | Waldemar Kita | Kontroversiel langvarig ejerperiode |
Sportslig ledelse
Robert Budzynski var sportsdirektør fra 1970 til 2005 – en enestående 35-årig epoke, hvor hans transferstrategi kombinerede begrænsede midler med præcis scouting. Japhet N’Doram, Xavier Gravelaine, Gilles Favard og siden Samuel Fenillat har varetaget roller omkring rekruttering og akademi.
Trænere
År | Træner | Meritter |
---|---|---|
1960-1976 | José Arribas | 3 ligatitler, 1 Ligacup, filosofien bag ”jeu à la nantaise” |
1976-1981 | Jean Vincent | 2 ligatitler, 1 Coupe de France |
1982-1988 | Jean-Claude Suaudeau | 2 ligatitler |
1991-1997 | Jean-Claude Suaudeau | 1 ligatitel (1995) |
1997-2001 | Raynald Denoueix | 1 ligatitel, 2 Coupe de France |
2021-2025 | Antoine Kombouaré | 1 Coupe de France (2022) |
Klubben har i alt haft 20 forskellige cheftrænere. Arribas er den længst siddende, mens kombinationen af Suaudeau og Denoueix i akademi og førstehold næppe har sin lige i fransk fodbold.
Spillerudvikling og talentakademi
Siden åbningen af La Jonelière i 1978 har Nantes’ ungdomsafdeling sat standarden i Frankrig. Tre Coupe Gambardella-pokaler (1974, 1975, 2002) og U17-guld i 2019 er håndgribelige beviser, mens kvalitetsstemplet for alvor ses på A-landsholdslister: Didier Deschamps, Marcel Desailly, Christian Karembeu, Claude Makélélé, Mickaël Landreau og senest Alban Lafont er alle gamle Jonelière-beboere.
I 2024 nåede U19-holdet som blot andet franske mandskab nogensinde frem til Final Four i UEFA Youth League; kvartfinalen på en fuldstændig udsolgt Beaujoire (19.000 tilskuere) mod FC København blev et regionalt samtaleemne i uger.
Stadioner og træningsfaciliteter
Stade Marcel-Saupin
Anlagt som Stade Malakoff i 1937 og omdøbt i 1965 til ære for præsident Marcel Saupin. Kapaciteten blev gradvist løftet til knap 30.000, men beliggenheden midt i byen umuliggjorde yderligere udvidelser. Efter delvis nedrivning i 2007 fungerer anlægget i dag især som hjemmebane for reserveliga-holdet.
Stade de la Beaujoire – Louis Fonteneau
Åbnet 8. maj 1984 og renoveret til VM 1998; i dag godkendt til 35.322 tilskuere. Den første kamp (Frankrigs landshold mod FC Nantes) endte med fransk sejr, og siden har arenaen huset Liga-, Champions League- og VM-kampe samt rugby.
La Jonelière
Det 14 hektar store José Arribas-center rummer syv baner, fitness-anlæg, balneoterapi og et historisk ”foss”-område, hvor Suaudeau instruerede talenter i småspil på begrænset plads. Her har legender som Deschamps og Pedros taget deres første skridt som professionelle.
Resultater og titler
Trofæoversigt
Konkurrence | Sejre | År |
---|---|---|
Ligue 1 | 8 | 1965, 1966, 1973, 1977, 1980, 1983, 1995, 2001 |
Coupe de France | 4 | 1979, 1999, 2000, 2022 |
Coupe de la Ligue | 1 | 1965 |
Trophée des Champions / Challenge | 3 | 1965, 1999, 2001 |
Internationale højdepunkter | - | CL-semifinale 1996, Cup Winners Cup-semifinale 1980 |
Europa-resultater i udvalgte år
- 1979-80: semifinalist i Cup Winners Cup, elimineret af Valencia.
- 1995-96: semifinalist i Champions League, samlet 4-3 mod Juventus.
- 1994-95: kvartfinale i UEFA-Cup, exit mod Inter.
- 2022-23: 1/16-finale i Europa League, exit mod Juventus.
Statistik og rekorder
- Flest ligakampe: Henri Michel og Jean-Paul Bertrand-Demanes (532).
- Flest ligamål: Bernard Blanchet (111), efterfulgt af Philippe Gondet (98).
- Største udebanenederlag: 1-7 mod AS Monaco, 15. februar 2025.
- Højeste hjemmebane-tilskuertal: 44.297 (mod Bordeaux, 1985 på Beaujoire).
- Rekordstimen: 92 hjemmekampe uden nederlag (1976-1981).
- Langeste ubesejrede ligastræk: 32 kampe i 1994-95.
Profiler og legender
Udvalgt guldfirer: Mesterskabet 1995
Holdet bestod af keeper Dominique Casagrande; en forsvarslinje med Christophe Pignol, Serge Le Dizet, Éric Decroix, Christian Karembeu; midtbane med Jean-Michel Ferri, Claude Makélélé, Japhet N’Doram, Reynald Pedros; og den frygtindgydende duo Nicolas Ouédec – Patrice Loko i front. Ti gange vandt de 3-0 hjemme – det såkaldte ”tarif maison”.
Pensioneret trøjenummer
Nummer 9 blev i 2019 taget permanent ud af cirkulation til minde om Emiliano Sala, der scorede 48 ligamål for klubben og omkom ved flyulykken 21. januar 2019.
Nutidigt førstehold (2025-26)
Udpluk af den registrerede trup pr. juli 2025 – nummer 9 er ikke i brug.
# | Spiller | Position | Nationalitet |
---|---|---|---|
1 | Alban Lafont | Målmand | FRA |
5 | Pedro Chirivella | Midtbane | ESP |
7 | Moses Simon | Angriber | NGA |
10 | Ludovic Blas | Midtbane/FW | FRA |
14 | Douglas Augusto | Midtbane | BRA |
19 | Matthis Abline | Angriber | FRA |
Supporterkultur
Grupper og atmosfære
Det organiserede fanmiljø begyndte med ”Allez Nantes” (1946) og ”Les Canaris” (1972), som i 1976 fusionerede til ”Allez Nantes Canaris”. Siden 1998 har ultras-gruppen ”Brigade Loire” domineret tribune Loire. Fanbasen er kendt for både høj klapsalver og streng dom over dårlige præstationer – et udtryk for den historisk høje æstetiske standard.
Rivaliseringer
- Derby de l’Atlantique: Bordeaux – den ældste og mest traditionsbundne duel.
- Saint-Étienne: ”Loire-derbyet” mellem to af 60’ernes og 70’ernes magtfaktorer.
- Derby breton: Rennes – nyere, men intens efter Nantes’ tilbagevenden til Ligue 1.
- Angers: Det oprindelige naboopgør før 1963.
Økonomi og nøgletal
Budgetudvikling siden 2008 (udvalgte sæsoner)
Sæson | Budget (€ mio.) | Division |
---|---|---|
2008-09 | 42 | Ligue 1 |
2010-11 | 18 | Ligue 2 |
2015-16 | 38 | Ligue 1 |
Klubbens økonomi hænger tæt sammen med divisionstilhør – tv-indtægter og sponsorater falder drastisk i Ligue 2. Dertil kommer transferindtægter, som historisk har været både redningsplanke og sportsligt problem.
FC Nantes i populærkulturen
- Litteratur: François Bégaudeaus roman ”Jouer Juste” (2003) kredser om en fiktiv Nantes-træners peptalk.
- Musik: Elmer Food Beat udgav single-hittet ”Du rififi dans la surface” i 1991; punkbandet Justin(e) hylder Jean-Claude Suaudeau i sangen ”Suaudeau”.
- Film: I ”Camping” (2006) bærer figuren Paul Gatineau stolt sin FCN-kasket; ”La Surface de réparation” (2017) er optaget på La Jonelière.
- Historisk kuriosum: Bob Marley and the Wailers spillede en venskabskamp mod Nantes’ spillere under en turnépause i 1980.
Kvindefodbold
Siden 2012 har FC Nantes også haft en kvindesatsning. Seniorholdet startede i laveste lokale række i 2014 og nåede efter fem oprykninger i træk frem til Division 2 i 2019. Træner Mathieu Ricoul overtog ansvaret i 2021 med målet om yderligere at forankre kvindefodbolden i klubbens talentstruktur.
Referencer og yderligere læsning
Blandt de mest detaljerede værker om FC Nantes kan anbefales Alain Garniers ”F.C. Nantes – la passe de trois” (1973), Bernard Verrets ”Le chant des Canaris” (1995) og Denis Roux’ ”Dictionnaire du FC Nantes” (2021). Dertil giver Pierre Miniers kronologiske årbog ”Un club jour après jour” (2007) et dag-til-dag-blik på de første 60 år af klubbens virke.
Fra fem små amatørklubber til ottefransk mester og fodboldkulturel ikon – FC Nantes’ historie er et bevis på, at visionær spillestil, lokalt talentarbejde og vedholdenhed kan skabe varige aftryk på fodboldens landkort. ”La Maison Jaune” har oplevet både storhed og krise, men fortællingen fortsætter med samme ambition: at spille smukt, udvikle egne spillere og skrive nye kapitler i den gul-grønne saga.