Fodboldklubben FC Rouen – officielt Football Club de Rouen 1899 – er en af Frankrigs ældste og mest traditionsrige klubber. Siden etableringen i 1899 har normannerne, som bærer tilnavnet Les Diables Rouges (De Røde Djævle), sat markante aftryk både regionalt, nationalt og periodisk også internationalt. Klubben har gennemlevet glansperioder, dramatiske nedture, spektakulære redningsaktioner og ikke mindst et vedvarende, passioneret forhold til lokalbefolkningen i Rouen og omegn.

FC Rouen har i alt tilbragt 19 sæsoner i den franske første­division og 36 i den næstbedste række, men lige så karakteristisk som de sportslige resultater er den ujævne, til tider kaotiske økonomiske og ledelsesmæssige udvikling. Gentagne finansielle kriser, flere konkurser, fusioner, navneskift og rivaliserende projekter har således formet klubbens identitet lige så meget som triumferne på banen.

I dag er FC Rouen tilbage på det nationale fodboldkort i Championnat National (tredjebedste niveau) og rider oven på en ny bølge af optimisme, der kulminerede i 2024 med en bemærkelsesværdig pokal­kampagne og en spektakulær overlevelse ved DNCG’s grønne bord. Nedenfor følger en grundig leksikon­gennemgang af alle væsentlige aspekter ved klubben – fra stiftelsen til nutiden, fra taktiske højdepunkter til kvindefodbold, fra økonomi til supporterkultur.

Historisk udvikling

1899-1933: De formative amatørår

Klubben blev grundlagt i 1899 på initiativ af den engelske købmand Willing og havde fra begyndelsen base i Rouen, hvor rugby ellers var dominerende. Under ledelse af blandt andre Raoul Hurard, Maurice Cousinard og især Robert Diochon erobrede FC Rouen hurtigt rollen som Havre AC’s primære rival i Normandiet. I perioden 1910-1914 blev de røde mestre i USFSA’s Normandie-liga fem sæsoner i træk og nåede i 1913 finalen i det uofficielle franske mesterskab.

Efter Første Verdenskrig blev successen genoptaget i Division d’Honneur de Normandie. Mellem 1919 og 1933 vandt FC Rouen otte titler, nåede Coupe de France-finalen i 1925 og fostrede profiler som Jacques Canthelou og målmaskinen Jean Nicolas.

1933-1960: Professionalisme og pendulfart

I 1933 accepterede FC Rouen professionel status og indtrådte som stiftende medlem af Division 2. På blot tre sæsoner sikrede klubben sig mesterskabet (1936) og rykkede op. I debutsæsonen i Division 1 (1936-37) blev det til en imponerende 4. plads; samme placering gentog de røde året efter, mens Jean Nicolas toppede topscorer­listen.

Anden Verdenskrig splittede det officielle ligasystem, men FC Rouen toppede den nordlige krigs­liga i både 1940 og 1945 – dog uden officiel anerkendelse fra forbundet. Efter krigen fulgte en nedtur, og i 1947 rykkede klubben ud af Division 1. Hele 13 sæsoner i næstbedste række kulminerede først i 1960, da Max Schirschin førte holdet tilbage til toppen.

1960-1970: Guldalder og europæisk debut

1960’erne er FC Rouens mest glorværdige årti. Allerede i første sæson tilbage (1960-61) blev holdet nummer fire, en bedrift de matchede i 1968-69. Klubben besejrede storhold som Real Madrid i en venskabskamp, nåede semifinalen i den daværende Coupe de la Ligue og debuterede i 1963-64 i International Football Cup, hvor man slog både Bayern München og Standard Liège, inden slovakiske Slovan Bratislava satte en stopper.

Højdepunktet var deltagelsen i Messebyernes Cup 1969-70. Efter at have elimineret Twente og Charleroi stod de røde over for Arsenal i 1/8-finalen og blev først slået ud efter knap 170 målsløse minutter og et sent engelsk mål.

1970-1995: Finansiel turbulens og frit fald

Den flotte periode sluttede brat, da økonomiske problemer i 1970 tvang klubben administrativt ned i Division 2. Trods flere tilløb – især under præsident René Monin og træner Robert Vicot – nåede Rouen kun kortvarigt Division 1 (1977-78 og 1982-85). Efter fiaskoen i 1985 fulgte dobbelt nedrykning, og 1993-skuffelsen, hvor en næsten sikker oprykning glippede, indledte et decideret kollaps. I august 1995 gik den professionelle struktur konkurs.

1995-2013: Genopbygninger, navneskift og kortvarig Ligue 2-comeback

Claude Batel lancerede Grand FC Rouen, men to nye konkurser (1997 og 2000) udløste endnu en omstart. Under navnet FC Rouen 1899 lykkedes det René Bertin at vende tilbage til Ligue 2 i 2003, blot for at rykke direkte ned igen og atter falde til CFA i 2005. Trods store tilskuertal i lavere rækker løb gælden op, og i 2013 førte et underskud på over to millioner euro til likvidation og tvangsrykning til Division d’Honneur (6. niveau).

2013-2024: Fra amatorrækker til national top-8-pokaleventyr

Efter kollapset tog foreningen FC Rouen fat i DH-turneringen, og tilbagekomsten gik via National 3 (2017) og National 2 (2019). Sæsonen 2022-23 blev et vendepunkt: med 69 point vandt holdet sin N2-pulje og rykkede op i National. I Coupe de France 2023-24 slog de forsvarende vindere Toulouse (3-3, 12-11 på straffe) samt Monaco og nåede for første gang siden 1999 kvartfinalen.

Sommeren 2024: Ny ejerkreds og DNCG-kamp

Massive pengetab truede igen. Præsident Charles Maarek trådte tilbage, og den tyrkiske forretningsmand Tarkan Ser købte aktierne. Efter første afvisning reddede klubben med en ekstra kapitaltilførsel på 0,5 mio. €, sin plads i National 1 den 9. juli 2024.

Sportslige meritter

Oversigt over titler

*Trofæet fra 1945 er ikke anerkendt af FFF.

Europæisk facit

• Messebyernes Cup 1969-70: 1/8-finale (ud mod Arsenal, samlet 0-1).
• International Football Cup 1963-64: Semifinale (ud mod Slovan Bratislava).
• Intertoto 1967-68: Gruppespil.

Ligadeltagelse

Klubidentitet

Farver og tilnavn

Siden 1909 har FC Rouen optrådt i røde trøjer, hvide shorts og røde strømper. Kombinationen gav hurtigt kælenavnet Les Diables Rouges. Efterkrigstiden tilføjede et hvidt scapulaire på brystet, som periodisk er vendt tilbage – senest i sæsonerne 2003-04, 2012-13 og 2013-14.

Logo-udvikling

• Traditionelt våbenskjold inspireret af Rouens byvåben med lammet og liljer.
• 1997: Diabel-logo under navnet Olympique du Grand Rouen.
• 2000: Cirkulært rødt emblem med initialerne “FCR”.
• 2004: Nutidigt skjoldformet logo i rødt med “1899”.
• 2010: Midlertidigt “Cœur battant!”-marketinglogo – i dag udfaset.

Stadion: Stade Robert-Diochon

Fra “Bruyères” til moderne arena

Klubben rykkede i 1913 ind på banen Les Bruyères, som i 1930 blev forskudt og siden udbygget. Efter præsident Diochons død i 1953 fik anlægget hans navn. Kapaciteten toppede med 23 532 tilskuere mod Saint-Étienne i 1977.

Vigtige etaper

1. 1964 og 1968: Nye hoved- og langside-tribuner.
2. 1999: Sikkerheds­krav lukkede tre tribuner – kapacitet nede på 2 000.
3. 2003-04: Ombygning; to ståtribuner erstattet, hovedtribunen genåbnet – 12 018 pladser.
4. 2015: Overdragelse til Métropole Rouen Normandie; medflytning af US Quevilly-Rouen.
5. 2021: Ny hybridgræsbane og indflytning af rugbyklubben Rouen Normandie.

Ledelse og økonomi

Præsidenter (udpluk)

Træner-tidslinje (uddrag)

• Zoltan Vago (1930-33)
• George Kimpton (1939-40, 1944-45)
• Max Schirschin (1958-64 & 1972-73)
• André Gérard (1968-70)
• Robert Vicot (1975-76 og 1980-85)
• Daniel Druda (1978-80)
• Arnaud Dos Santos (1986-90)
• Daniel Zorzetto (1991-94)
• Yves Brécheteau (2000-04)
• Jean-Guy Wallemme (2004-05)
• Éric Garcin (2006-12)
• Didier Ollé-Nicolle (2012-13)
• David Giguel (2018-21)
• Maxime d’Ornano (2023- )

Økonomiske nøgletal (afrundede)

*budgettal for 2024-25 ikke offentliggjort fuldt ud pr. skrivende stund.

Kernepersoner og profiler

Markante spillere gennem tiderne

• Jean Nicolas – 195 ligamål for Rouen, 21 landskampsmål for Frankrig.
• Roger Rio – 255 ligakampe (klubrekord til 1952), 18 A-landskampe.
• Edmond Delfour – 41 landskampe og deltager i VM 1930, 1934, 1938; Rouen-træner 1940-45.
• Tomáš Pospíchal – tjekkisk profil, ankom 1968.
• Jean-François Beltramini – 54 mål 1981-85, inkl. 5 i 7-1 over Nancy.
• Jean-Pierre Orts – 77 mål i 127 D2-kampe (1989-93).
• Karel Jarolím – tjekkisk midtbanegeneral (1987-90).
• Ahmad Allée – deltager for Irak ved Asian Cup 2024 som Rouen-spiller.

Nutidigt sportsligt setup

Maxime d’Ornano fortsætter som cheftræner i National, mens den nye ledelse har signaleret ambitioner om opløftede faciliteter og et rodfæstet, økonomisk bæredygtigt projekt. En officiel trup pr. februar 2025 er offentliggjort af klubben, men gengives ikke her af plads- hensyn.

Kvindesektionen

FC Rouen oprettede første gang et kvindehold i 1970 og nåede DM-finalen i 1976. Efter en længere dvale blev sektionen relanceret i 2007 via overtagelsen af Bois-Guillaumes licens. Holdet spillede 11 år i Division 2 (2008-18) og driver i dag en komplet talentlinje på Stade Pierre Lefrançois.

Supporterkultur

Grupperinger

• Rouen Fans (ultras, stiftet 2012).
• 12 Rouennais (2004).
• Historiske grupper: DB96, Diaboli’Kop 02, Red Boy 08, KIR.
• Fédération des Culs Rouges (2014) – paraplyforening for fanindflydelse.

Tilskuertal

Rivalisering

Den historiske Normandie-klassiker mod Le Havre AC har budt på mindst 96 ligaopgør (senest i 2004). Incidente episoder som branden på Havres Cavée Verte i 1934 har cementeret rivaliteten. En nyere, lokal spænding er opstået mod US Quevilly-Rouen Métropole, efter at sidstnævnte overtog stadionfaciliteter og farver i 2015.

Klubstrukturer og faciliteter

Organisationsform

• Amatørforeningen FC Rouen 1899 ejer FFF-licensen.
• 2006-13: Professionel SASP-struktur (s.a.s.p.) under Pascal Darmon.
• 2019- : SAS “FC Rouen 1899 Diables Rouges” som operativt selskab.

Ungdom og talentudvikling

Det oprindelige center de formation fra 1983 lukkede efter konkursen i 1995. I dag arbejder klubben via skolepartnerskaber og satellitklubber i Rouen-området. Flere egenudviklede spillere – Horlaville, Soloy, Richard – illustrerer potentialet.

Fremtidsperspektiver

Med en frisk ejerkreds, en stabil plads i National og et fortsat stærkt brand – forankret i mere end 120 års normannisk fodboldhistorie – sigter FC Rouen mod økonomisk konsolidering og ambitionen om på sigt at genindtage professionel status i Ligue 2. Udfordringerne er fortsat infrastruktur, sameksistensen med QRM på Stade Diochon og kravene fra DNCG. Om klubben kan bryde den historiske cyklus af opsving og kollaps, vil de kommende sæsoner afsløre – men tiltroen blandt de røde djævle og deres støtter synes, som altid, urokkelig.