Mahamadou Diarra

Mahamadou “Djila” Diarra, født 18. maj 1981 i Bamako i Mali, er en tidligere professionel fodboldspiller, som gennem mere end 15 år satte et markant aftryk på både europæisk klubfodbold og på det maliske landshold. Han var primært defensiv midtbanespiller, men hans forståelse for spillets rytme, hans evne til at læse modstanderens bevægelser og hans kompromisløse arbejdsraseri gjorde ham til meget mere end blot en destruktiv ”sekser”. Diarra nåede store resultater i Frankrig og Spanien, ligesom han var en vigtig figur for Mali, hvor han optrådte som anfører i flere år. Karriereforløbet tog ham fra ungdomsfodbold i Bamako over sydlige og nordlige Europa til de største scener i Lyon og Madrid, før han rundede af med ophold i både Monaco og London.

Barndom og tidlige år i Mali

Diarra voksede op i Malis hovedstad, hvor han tidligt viste talent for spillet. Han blev indskrevet på det anerkendte Centre Salif-Keita, der har fostret adskillige maliske profiler. Fra 1994 til 1997 optrådte han for klubbens mandskab i den nationale 2. division. Træningen her lagde grunden til den tekniske ballast og den taktiske disciplin, som senere blev hans varemærke.

Klubkarriere

OFI Kreta

Som blot 17-årig søgte Diarra nordpå og skrev i 1997 under med græske OFI Kreta – et skifte, der blev lettere af, at hans storebror Harouna allerede spillede på øen. Diarra blev i starten brugt som venstre kant, men hans fysiske styrke og overblik gjorde hurtigt, at han tog større ansvar centralt. I løbet af sin ene sæson i Grækenland spillede han 21 ligakampe og scorede to mål, hvilket bragte ham i søgelyset hos større klubber på kontinentet.

Vitesse Arnhem

I sommeren 1998 rykkede den unge malier videre til Vitesse Arnhem. Tilværelsen i det hollandske var indledningsvis vanskelig – vejret, kosten og den øgede konkurrence stillede andre krav end livet på Kreta. Vendepunktet kom, da Ronald Koeman overtog trænersædet; Diarra fik mere spilletid og blev en nøglespiller. Han debuterede 13. august 1999, og over de næste tre sæsoner nåede han 69 ligakampe og ni scoringer. Hans kraftfulde spillestil gav sammenligninger med Ruud Gullit, og italienske Juventus viste konkret interesse, men da Vitesse besluttede at sælge i 2002, var det Olympique Lyonnais, der betalte omkring fire millioner euro for midtbanemanden.

Olympique Lyonnais

Ved ankomsten til Lyon i sommeren 2002 var Diarra klubbens eneste nyindkøb. Den franske topklub var allerede dominerende, og konkurrencen i midtbanen hård, hvilket i begyndelsen sendte ham på tribunen. I løbet af efteråret arbejdede han sig dog ind i startopstillingen og dannede snart en trio med Michael Essien og Juninho Pernambucano, der blev betragtet som en af Europas stærkeste midtbaneformationer. Over fire sæsoner var Diarra fast mand og var med til at vinde Ligue 1 hver eneste gang, fra 2002-03 til og med 2005-06. Hertil kom triumfer i Trophée des Champions i 2002, 2003, 2005 og 2006.

Real Madrid

Fabio Capello insisterede i 2006 på, at Real Madrid havde brug for én bestemt spiller – ”Diarra, Diarra og Diarra”, som italieneren formulerede det. Trods en pris på 40 millioner euro fra Lyons side endte parterne med at blive enige om et beløb på 26 millioner euro, og den 22. august 2006 blev Diarra præsenteret på Estadio Santiago Bernabéu og fik trøje nummer 6.

I debutsæsonen var han en bærende brik i Capellos system med to defensive skærme. Han spillede 33 af 38 ligakampe, scorede tre mål og sørgede for et af sæsonens mest dramatiske øjeblikke: 18. juni 2007, hvor hans hovedstød til 2-1 mod Mallorca banede vejen for Real Madrids første mesterskab siden 2003. Sæsonen efter under Bernd Schuster forsvarede klubben titlen, og Diarra kunne dermed notere sig for hele seks på hinanden følgende ligatitler – fire i Frankrig og to i Spanien.

I oktober 2008 fik han et knæslag i en landskamp mod Tchad. Skaden tvang ham til operation og betød, at han sad ude resten af sæsonen 2008-09. I hans fravær hentede Real Madrid Lassana Diarra, der overtog trøje nummer 6. Mahamadou Diarra fik herefter blot otte kampe fra start fordelt på to sæsoner, og i januar 2011 stod det klart, at han måtte videre for at genstarte karrieren.

AS Monaco

27. januar 2011 vendte Diarra tilbage til fransk fodbold med en kontrakt i AS Monaco. Debuten kom i en målløs kamp mod Marseille, men missionen mislykkedes: klubben rykkede ned efter sæsonen, og Diarra, der kun nåede ni kampe, forlod middelhavskysten ved kontraktudløb.

Fulham FC

Efter et halvt år uden klub skrev han 26. februar 2012 under med Fulham for resten af sæsonen 2011-12. Premier League-debuten faldt 4. marts som indskifter mod Wolverhampton, og han noterede sig for en assist i en overbevisende 5-0-sejr. Første start fulgte 17. marts mod Swansea, mens første mål kom 7. april i en 3-0-sejr ude mod Bolton Wanderers. De 11 kampe i foråret overbeviste manager Martin Jol om at forlænge samarbejdet et år.

Efter 2012-13-sæsonen blev han dog frigivet sammen med 11 andre spillere. Han fortsatte sin genoptræning med klubbens støtte og blev 26. marts 2014 atter skrevet ind i truppen for at hjælpe i nedrykningskampen – et projekt, der desværre ikke lykkedes. Diarra forlod Fulham i juni samme år.

Senere aktiviteter

Selv om den professionelle karriere reelt var slut, bevarede Diarra kontakten til spillet. I 2016-17 trænede han med Brentford i den engelske Championship og fik 20. september 2016 spilletid for klubbens B-hold, hvilket demonstrerede hans vedvarende passion for fodbolden, selv uden en fast kontrakt.

Landsholdskarriere

Diarra debuterede for Mali mod Togo i 1997 kun 16 år gammel. Han blev hurtigt en fast del af midtbanen og senere anfører. Ved U20-VM i 1999 vandt Mali bronze – det hidtil bedste resultat for landet i en FIFA-turnering. Ved Africa Cup of Nations i 2002, hvor Mali var værtsnation, bar han et tungt ansvar som 21-årig og førte holdet til semifinalen; samme placering opnåede han også i 2004. I alt opnåede han 69 landskampe. Trods en lang karriere kom han aldrig til at repræsentere Mali ved en VM-slutrunde.

Spillestil

Som defensiv midtbanespiller var Diarra kendt for et usædvanligt mix af teknik, fysik og taktisk disciplin. Magasinet FourFourTwo beskrev ham i 2006 med ordene: ”Aggression, taktisk forståelse, hårdhed og den disciplin, andre spillere ganske enkelt mangler.” Hans placeringsevne betød, at han brød angreb allerede i opløbet, mens hans pasningssikkerhed hjalp med at sætte tempoet i gang den anden vej. Han kunne påtage sig den usynlige rolle som ”sentinel” foran forsvaret, men havde alligevel kapacitet til at drive bolden frem og indgå i opbygningsspillet, hvilket gjorde ham uundværlig i perioder hos både Lyon og Real Madrid.

Meritter

Klubtrofæer

• Olympique Lyonnais
  Ligue 1-mester: 2002-03, 2003-04, 2004-05, 2005-06
  Trophée des Champions: 2002, 2003, 2005, 2006
• Real Madrid
  La Liga-mester: 2006-07, 2007-08
  Supercopa de España: 2008

Landshold

• Bronze ved FIFA U20-VM: 1999
• Fjerdeplads ved Africa Cup of Nations: 2002, 2004

Individuelle udmærkelser

• Udtaget til UNFP Ligue 1 Team of the Year: 2005-06

Privatliv

Familien Diarra har rødder i Bamako, hvor faderen var indehaver af en brønd- og borevirksomhed. Mahamadou Diarra er praktiserende muslim og har flere gange udtalt, at han altid har overholdt fasten under ramadan, hvilket trænere både i Frankrig, Spanien og England har respekteret. I perioder af karrieren havde han base i den parisiske forstad Aubervilliers, men har i øvrigt ført et relativt tilbagetrukket privatliv uden større medieeksponering.

Mahamadou Diarras karriere vidner om en spiller, der kombinerede stædighed og taktisk forståelse med lederskab både på og uden for banen. Hans periodevise modgang – især skaden i 2008 – ændrer ikke ved det indtryk, at han var blandt de mest indflydelsesrige afrikanske midtbanespillere i sin generation, og hans seks mesterskaber på stribe står som en bemærkelsesværdig præstation i moderne europæisk fodbold.