Montpellier Hérault Sport Club – som oftest blot kaldet Montpellier HSC eller MHSC – er en af Sydfrankrigs mest traditionsrige fodboldinstitutioner. Klubben har sine rødder helt tilbage til 1919, men har også været igennem talrige fusioner, navneskift og økonomiske rutsjeture, før den i dag fremstår som et moderne ligahold på næstøverste niveau i det franske ligasystem. Selv om resultaterne har svinget, spænder historien fra tidlige triumfer i Coupe de France, over genopstandelsen under Louis Nicollin i 1970’erne og 1980’erne, til det sensationelle franske mesterskab i 2012 og den seneste tilbagevenden til Ligue 2 i 2025.

Mellem alle højdepunkterne gemmer sig fortællinger om lokale helte, internationale stjerner og store personligheder på såvel leder- som trænerbænk. Legender som Laurent Blanc, Roger Milla, Carlos Valderrama, Éric Cantona og Olivier Giroud har alle båret de orange-blå farver, mens familien Nicollin – først patriarken Louis og siden sønnen Laurent – har sat et uudsletteligt aftryk på klubbens identitet, kultur og daglige drift.

Samtidig har Montpellier HSC udviklet en stærk ungdomssektor, etableret et markant kvindehold, skabt et bredt netværk af fans og ultras og spillet en fremtrædende rolle i kampen mod diskrimination i fransk fodbold. Denne artikel giver et dybdegående indblik i alle facetter af klubben – fra de første træningspas på en bar mark i 1919 til nutidens planer om et helt nyt stadion opkaldt efter Louis Nicollin.

Historisk udvikling

Tidlige år (1919-1939)

Klubben blev født som Stade Olympique Montpelliérain (SOM) i august 1919, da forretningsfolk og sportsentusiaster fra byen samlede kræfterne under paraplyorganisationen Association Générale Sportive Montpelliéraine. Fodboldsektionen voksede hurtigt takket være en fusion med La Vie au Grand Air du Languedoc, hvilket gav en talentmasse, der allerede i 1929 kulminerede i den første store succes: en sejr i Coupe de France efter lokal derby-finale mod FC Sète.

Årene op til Anden Verdenskrig var præget af solide placeringer i den nystiftede professionelle Division 1, inden økonomiske vanskeligheder og skift mellem 1. og 2. division satte ind. Klubben nåede sin anden Coupe de France-finale i 1931, men tabte til Club Français. Med overgang til professionel status i 1932 blev SOM en af de 20 pionerforeninger i den første franske ligasæson.

Krigstid og efterkrigskrise (1939-1969)

Krigen betød nødturneringer, fusioner og navneskift. Under Vichy-regimet blev fodbold og rugby i byen tvunget sammen i Union des Sports Olympiques Montpelliérains (USOM). Efter fredsslutningen blev de to første Division 2-mesterskaber vundet i 1946 og 1961, men ustabile finanser var konstant til stede. I 1950’erne noterede man både rekordstore nederlag, præsidenter der blev bortvist for økonomiske uregelmæssigheder samt den unikke hændelse, at en katolsk præst – chanoine Ferdinand Bessède – sad i præsidentstolen.

Fra Littoral til La Paillade (1969-1974)

En omfattende omstrukturering af det franske ligasystem i 1970 tvang klubben til endnu en forvandling: Stade Olympique Montpelliérain blev til Montpellier Littoral SC og senere Montpellier La Paillade SC Littoral (MPSCL) efter fusion med den hurtigt voksende forstadsklub AS Paillade. Resultaterne var dog fortsat svingende, og i november 1974 trådte skralde-entreprenøren Louis Nicollin ind som medpræsident og reelt redningsmand.

Nicollin-æraen: Ekspresmarch mod toppen (1974-1989)

• 1975: Fleury Di Nallo hentes, og holdet rykker op fra Division d’Honneur.
• 1980: Oprykning til Division 1 med én af tidens bedste defensiver.
• 1981-1982: Nedrykning efter en sæson præget af brede nederlag (bl.a. 0-7 mod Nantes).
• 1987: Tredje nationale Division 2-titel – med Roger Milla, Laurent Blanc og Gérard Bernardet som offensive profiler.
• 1988-1989: 3. plads i Division 1 og kvalifikation til UEFA-turnering.

Omprofilering og nationale titler (1989-1999)

I 1989 blev navnet Montpellier Hérault Sport Club officielt. Støtten fra departementet Hérault og byen gjorde det muligt at hente navne som Carlos Valderrama og Éric Cantona, mens Aimé Jacquet kortvarigt stod i spidsen. En turbulent sæson endte med overlevelse i ligaen og den anden Coupe de France-pokalsejr (1990), hvor Cantona, Ferhaoui og Blanc sikrede triumfen.

Montpellier nåede kvartfinale i Cup Winners’ Cup 1991 efter at have slået PSV Eindhoven og Steaua București, men måtte bøje sig for Manchester United. I hjemlig liga lå klubben generelt i midterfeltet trods finaler i Coupe de la Ligue (1994) og Coupe de France (1994).

Nedrykning, genopbygning og mesterskabssensation (1999-2012)

Nedrykningen i 2000 markerede afslutningen på 13 års kontinuerligt Ligue 1-spil. Et hurtigt comeback til øverste række i 2001 blev kortvarigt, og i 2004 befandt MHSC sig igen i Ligue 2. Først med træner Rolland Courbis i 2007-2009 vendte optimismen, og i 2009 sikrede man oprykning via en dramatisk sidste spillerunde sejr over Strasbourg.

René Girard tog herefter over og leverede klubbens højdepunkt i 2011-2012. Med Olivier Giroud som ligatopscorer (21 mål) og John Utaka som afgørende målskytte i sæsonafslutningen mod Auxerre satte Montpellier sig sensationelt på Ligue 1-tronen tre point foran Paris Saint-Germain.

Udfordringer og tilbagegang (2013-2025)

Det efterfølgende Champions League-eventyr endte med 9. plads i ligaen og sidsteplads i gruppespillet. Trænerskift – fra Jean Fernandez til Rolland Courbis og videre til Michel Der Zakarian – prægede det næste årti, mens dødsfaldet af Louis Nicollin i 2017 var en følelsesladet milepæl. Sønnen Laurent overtog formelt ledelsen. Trods enkelte solide sæsoner kulminerede nedadgående formkurve i april 2025 med degradering til Ligue 2 efter 16 år i toppen.

Identitet og symbolik

Debat om stiftelsesår

Historikere peger på 1919 som klubbens fødselsår, mens ledelsen siden 1974 har fremhævet Nicollins indtræden som ”genfødsel”. Årstallet 1974 pryder derfor nuværende emblem, og 30- og 40-års jubilæer blev fejret i henholdsvis 2004 og 2014.

Navneudvikling

Farver og trøjer

Originalt spillede klubben i hvidt med rødt skjold – farverne fra Montpelliers byvåben. Via diverse fusioner indførtes blå, og i 1989 blev blå-hvide nuancer påbudt af bystyret. Året efter tilføjedes orange efter ønske fra departementet Hérault. Siden har ”orange & blå” været kendetegnende, mens rød-hvide dragter optræder som alternative sæt.

Stadion og faciliteter

Fra parc des Sports til Stade de la Mosson

1. 1920-1922: Stade des Aubes – åbent og ufærdigt anlæg, hurtigt forladt.
2. 1923-1968: Parc des Sports (Pont Juvénal) – op til 18 000 pladser; nedlagt da stadion blev forældet.
3. 1968-1974: Stade Richter – moderne men atmosfæreløst; publikumsfald til under 1 000.
4. 1974- : Stade de la Mosson – oprindelig lokal bydelsscene, gradvist udbygget til 35 500 siddepladser for VM 1998, aktuelt ca. 32 900 af sikkerhedshensyn.

Alvorlige oversvømmelser i 2014 tvang klubben til midlertidigt at flytte hjemmekampe til rugby-stadionet Stade Yves-du-Manoir. Planer om et nyt, 25 000-30 000 sæders Stade Louis Nicollin ved Domaine de Grammont blev præsenteret i 2016, med navngivning bekræftet af borgmester Philippe Saurel efter Louis Nicollins bortgang.

Træningsanlæg og akademi

Domaine de Grammont fungerer som base for både førstehold, reserve og ungdom. Centeret, etableret i 1978, har givet talrige talenter videre til topfodbold – syv senere franske A-landsholdsspillere er vokset ud af rækkerne her, bl.a. Laurent Blanc, Mapou Yanga-Mbiwa og Rémy Cabella. I det nationale ranking for centre de formation har Montpellier flere gange ligget i top 10.

Organisatorisk struktur

Juridisk konstruktion

Klubben drives som en société anonyme sportive professionnelle (SASP) med et kapitalgrundlag på 610 000 €. SASP’en ejer alle professionelle aktiviteter, mens den tilknyttede foreningsdel varetager amatørafdeling og ungdom.

Ledelse og stab (2025)

Økonomi, budget og sponsorer

I sæsonen 2015-2016 kom 59 % af omsætningen (23,6 M€) fra TV-indtægter. Sponsorer og reklame gav 6,2 M€, mens kampdagsindtægter udgjorde beskedne 2,2 M€. Nike har siden 2000 leveret trøjer, og hovedpartnere har i nyere tid bl.a. været Sud de France, Dyneff og Groupe Nicollin. Trods udsving har klubben generelt balanceret sine regnskaber ved at kombinere spiller­salgs­gevinster med løn­restriktioner.

Sportslige resultater og meritter

Palmarès

Europæiske højdepunkter

• 1990-91: Kvartfinale i Cup Winners’ Cup (tabt til Manchester United).
• 1997 & 1999: Finaler i Intertoto – triumf i 1999 via samlet sejr over Hamborg.
• 2012-13: Deltager i Champions League-gruppespil (to uafgjorte mod Schalke 04).

Klubrekorder

Trup og talentudvikling

Førsteholdstrup

Den aktuelle trup (juli 2025) består af både egen­udviklede profiler og erfarne spillere. Officielle numre, nationaliteter og kontraktdata offentliggøres løbende af klubben.

Reserve og ungdom

Reserveholdet spiller i National 3 og består primært af U-20-spillere suppleret af seniorspillere i genoptræning. U-19-holdet har vundet Coupe Gambardella tre gange (1996, 2009, 2017) og leveret en perlerække af landsholds­emner.

Kvindeholdet

Efter fusion i 2001 blev Montpellier HSC’s kvindehold integreret i klubstrukturen. Holdet konkurrerer på højeste nationale niveau og spiller hjemmekampe på forskellige stadioner i omegnen af Montpellier, herunder Gramont og Sussargues.

Supporterkultur

Tilskuertal og image

Klubbens gennemsnit nåede rekord med 18 980 fans per kamp i 2009-10. Undersøgelser har vist, at over to tredjedele af regionens befolkning sympatiserer med MHSC, der beskrives som sympatisk, dynamisk og talentudviklende.

Ultras og fan-grupper

• Club Central des Supporters – stiftet 1977, placeret i tribunen ”Larzac”.
• Butte Paillade 91 (BP91) – historisk ultra­gruppe i ”Étang de Thau”.
• Armata Ultras 2002 – antiracistisk gruppering (sat i bero i 2023).
• Tidligere grupper: Aigles Bleus, Ultras Languedoc, Camarga Unitat m.fl.

Rivaliseringer

Den ældste duel var mod FC Sète, især i mellemkrigstiden. Senere har kampe mod Nîmes Olympique defineret sydfransk fodboldrivalitet med høj passion og til tider uroligheder. Opgør mod AS Béziers og Olympique Alès har derimod historisk haft fredeligere atmosfære.

Socialt engagement

Kampen mod diskrimination

I oktober 2022 arrangerede klubben en temadag mod homofobi. I januar 2023 blev enkelte tilskuere idømt rets­efterforskning for homofobiske bannere – et initiativ, som klubben, myndighederne og spillertruppen i fællesskab fordømte.

Legender og nøglepersoner

Nationale A-landsholdsspillere i klubtrøjen

• Laurent Blanc
• Éric Cantona
• Pascal Baills
• Bruno Martini
• Olivier Giroud
• Mapou Yanga-Mbiwa
• Rémy Cabella

Udvalgt ’All-Star’-hold 1974-1999

Målvogter: Albert Rust – Forsvar: Júlio César, Nenad Stojković, Laurent Blanc, Pascal Baills – Midtbane: Michel Mézy, Gérard Bernardet, Carlos Valderrama – Angreb: Fleury Di Nallo, Hugo Curioni, Roger Milla.

Andre sportsgrene under MHSC-paraplyen

Efter at have været ren fodboldklub blev MHSC igen omnisport i 2021, da elitevolleyholdet Montpellier-Castelnau integreredes som MHSC Volley-Ball. Klubben har historisk også haft håndbold, basketball, rugby og atletik under samme tag, men disse sektioner blev i 1990 løstgjort til selvstændige enheder.

Afsluttende perspektiv

Montpellier Hérault SC har gennem mere end et århundrede bevæget sig fra lokale fusioner til nationale titler og europæiske eventyr. Klubbens evne til at rejse sig efter nedture, fastholde en stærk talentproduktion og bevare en levende fanscene gør den til et unikt indslag i fransk fodbold. Med en ny stadion­vision, kontinuerlig udvikling af akademiet og en klar vilje til at bekæmpe alle former for diskrimination står MHSC over for nye kapitler – lige dele udfordrende og lovende – i jagten på at genvinde sin plads i Ligue 1 og fastholde status som Sydfrankrigs stolte fodboldfyrtårn.