OGC Nice
Hjemmebane
Allianz Riviera
Boulevard des Jardiniers, Nice
Kapacitet: 35624
Overflade: Græs
OGC Nice Kampe
Her kan du se kampprogrammet for OGC Nice i år.
OGC NiceKommende Kampe
Runde 1
OGC Nice
Runde 2
OGC Nice
Runde 3
Le Havre AC
Runde 4
OGC Nice
Runde 5
Brest
Runde 6
OGC Nice
Runde 7
AS Monaco
Runde 8
OGC Nice
Runde 9
Stade Rennais
Runde 10
OGC Nice
Runde 11
Paris Saint-Germain
Runde 12
FC Metz
Runde 13
OGC Nice
Runde 14
FC Lorient
Runde 15
OGC Nice
Runde 16
RC Lens
Runde 17
OGC Nice
Runde 18
Toulouse FC
Runde 19
FC Nantes
Runde 20
OGC Nice
Runde 21
OGC Nice
Runde 22
Olympique Lyonnais
Runde 23
OGC Nice
Runde 24
Paris FC
Runde 25
OGC Nice
Runde 26
Angers SCO
Runde 27
OGC Nice
Runde 28
RC Strasbourg
Runde 29
OGC Nice
Runde 30
Lille OSC
Runde 31
Olympique de Marseille
Runde 32
OGC Nice
Runde 33
AJ Auxerre
Runde 34
OGC Nice
OGC Nice Stillinger
Her kan du se OGC Nices Ligue 1 stilling. OGC Nice ligger lige nu på 9 plads i Ligue 1 stillingen.
| # | Hold | K | V | U | T | + | − | ± | P | Form |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 |
AJ Auxerre
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 2 |
Angers SCO
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 3 |
AS Monaco
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 4 |
FC Lorient
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 5 |
FC Metz
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 6 |
FC Nantes
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 7 |
Le Havre AC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 8 |
Lille OSC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 9 |
OGC Nice
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 10 |
Olympique Lyonnais
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 11 |
Olympique de Marseille
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 12 |
Paris FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 13 |
Paris Saint-Germain
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 14 |
RC Lens
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 15 |
Brest
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 16 |
Stade Rennais
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 17 |
RC Strasbourg
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 18 |
Toulouse FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
OGC Nice Spillere sæsonen 25/26
Her er alle 31 spillere på OGC Nices hold i 25/26, til både Ligue 1 og andre turneringer som OGC Nice er med i:
Maxime Dupé
Goalkeeper
Trøje #31
Teddy Boulhendi
Goalkeeper
Trøje #77
Yehvann Diouf
Goalkeeper
Trøje #88
Mousslim Youssouf
Defender
Trøje #0
Dante Santos
Defender
Trøje #4
Mohamed Ahmed
Defender
Trøje #5
Melvin Bard
Defender
Trøje #26
Abdulai Bah
Defender
Trøje #28
Antoine Mendy
Defender
Trøje #33
Amidou Doumbouya
Defender
Trøje #44
Laurenzo Alvarenga
Defender
Trøje #48
Youssouf Ndayishimiye
Defender
Trøje #55
Moïse Lumpungu
Defender
Trøje #64
Ali Abdi
Midfielder
Trøje #2
Hicham Boudaoui
Midfielder
Trøje #6
Pablo Rosario
Midfielder
Trøje #8
Sofiane Diop
Midfielder
Trøje #10
Morgan Sanson
Midfielder
Trøje #11
Badredine Bouanani
Midfielder
Trøje #19
Tom Louchet
Midfielder
Trøje #20
Tanguy Alvaro
Midfielder
Trøje #22
Gabin Bernardeau
Midfielder
Trøje #33
Everton Silva
Midfielder
Trøje #39
Djibril Coulibaly
Midfielder
Trøje #80
Jonathan Clauss
Midfielder
Trøje #92
Jérémie Boga
Attacker
Trøje #7
Terem Moffi
Attacker
Trøje #9
Billal Brahimi
Attacker
Trøje #14
Isak Jansson
Attacker
Trøje #21
Mohamed-Ali Cho
Attacker
Trøje #25
Evann Guessand
Attacker
Trøje #29OGC Nice Historie og Info
Olympique Gymnaste Club de Nice – oftest blot omtalt som OGC Nice eller ”Le Gym” – er en af fransk fodbolds mest traditionsrige institutioner. Klubben, der blev grundlagt i 1904 som et alment idrætsforbund og fik sin fodboldafdeling i 1908, har siden spillet en markant rolle både nationalt og internationalt. Med base i den solbeskinnede middelhavsmetropol Nice og et farveskema bestående af rødt og sort har klubben ikke blot sikret sig fire nationale mesterskaber og tre Coupe de France-triumfer, men har også været blandt pionererne i integrationen af udenlandske stjernespillere i fransk klubfodbold.
Klubben er uløseligt forbundet med byens våben – ørnen – hvilket har affødt spillernes tilnavn ”Les Aiglons”. Gennem årtierne har OGC Nice oplevet både storhed og kriser: fra de glorværdige 1950’ere med to dobbelttitler, over turbulente økonomiske perioder i 1980’erne og 1990’erne, til nyere tids renæssance med moderne stadion, international kapital og ambitiøse projekter for talentudvikling. Siden august 2019 har den britiske INEOS-koncern ejet klubben, hvilket har cementeret økonomisk stabilitet og givet plads til langsigtet sportslig udvikling.
I dag spiller førsteholdet i Ligue 1 på Allianz Riviera, et multifunktionelt stadion med plads til godt 35.000 tilskuere. Truppen træner på et topmoderne anlæg, indviet i 2017, der samler alle sportslige og administrative aktiviteter. Med cheftræner Franck Haise ved roret fra juni 2024, en voksende global fanbase og et klart fokus på bæredygtig spillerrekruttering står OGC Nice solidt rustet til næste kapitel i klubbens mere end 120-årige historie.
Historisk gennemgang
Fra gymnastikklub til fodboldpioner (1904-1932)
Den 9. juli 1904 stiftede Marquis de Massingy d’Auzac sammen med Hector Gal og A. Martin Gymnaste Club de Nice (GCN) i bydelen Les Baumettes. Klubben dyrkede primært gymnastik og atletik, men 6. juli 1908 kom fodbolden til, da en gruppe unge, udstødt fra byens gamle forening ”La Semeuse”, oprettede en boldsektion under navnet Gymnastes Amateurs Club de Nice (GACN). I 1910 fusionerede sektionerne igen, og man stillede op i det regionale Côte d’Azur-mesterskab under USFSA.
Et afgørende identitetsskifte kom 20. september 1919, da klubben absorberede Gallia Football Athlétic Club og overtog farverne rød og sort. 22. december 1924 blev navnet ændret til Olympique Gymnaste Club de Nice, hvorefter forkortelsen OGC Nice slog rod. I denne periode deltog holdet i Promotion d’Honneur og siden Division d’Honneur, og sensationelle Coupe de France-semifinaler i 1931 og 1932 understregede potentialet.
Professionalisering og krigstid (1932-1950)
Med indførelsen af professionel fodbold i Frankrig i 1932 var OGC Nice med fra start. Debutsæsonen i Division 1A (1932-33) blev fulgt af en sæson i den samlede Division 1 (1933-34), men økonomiske vanskeligheder kostede pro-licensen midlertidigt. Klubben spillede venskabskampe, før statussen blev genvundet. Krigen satte sine spor: i 1943-44 deltog de fleste af klubbens bedste spillere i den Vichy-oprettede ”Équipe Fédérale Nice-Côte d’Azur”, mens moderklubben rykkede ned i amatørmesterskabet.
Efter befrielsen sikrede Nice sig igen pro-status, og triumfen i Division 2 1947-48 betød tilbagevenden til eliten. I disse årtier brillerede angriberen Joaquín Valle, der nettede hele 339 gange i 407 officielle kampe mellem 1937 og 1948.
Guldalderen i 1950’erne
1950’erne står som den mest succesrige æra i klubbens historie. Fyldt med profiler som Pancho Gonzales, Victor Nurenberg, Just Fontaine og den senere stjernetræner Luis Carniglia blev OGC Nice fransk mester i 1951, 1952, 1956 og 1959 og løftede Coupe de France i 1952 og 1954. Sæsonen 1951-52 gav endda det første franske ”dobbelte” mesterskab og pokal for samme klub.
Europæisk fik Nice også debut: i 1960 slog holdet det mægtige Real Madrid 3-2 på Stade du Ray, inden spanierne vendte opgøret på Bernabéu. Kampen cementerede klubbens ry som frygtindgydende på hjemmebane.
Svingende tider og stjernespækket 1970’er (1960-1981)
Efter nedrykning i 1964 fulgte en hurtig genrejsning med Division 2-titel 1965. Vicemesterskabet i 1968 indledte en flot periode under præsident Roger Loeuillet. Med markante profiler som Jean-Marc Guillou, Jean-Pierre Adams, Dick van Dijk og Dominique Baratelli blev Nice flere gange efterårsmester og sluttede som liga-toer i 1973 og 1976. En rekordkulisse på 25.532 tilskuere så UEFA-opgøret mod Fenerbahçe i 1974.
Nederlaget i Coupe de France-finalen 1978 mod Nancy markerede dog afslutningen på perioden. I 1982 faldt holdet ud af Division 1, selv om bomber som Nenad Bjeković (86 mål) og midtstopperen Josip Katalinski havde leveret forrygende individuelle præstationer.
Økonomiske storme og miraklet i 1997 (1981-2002)
Mario Innocentini tog over som præsident i 1981 og styrede klubben gennem skiftende trænerskikkelser. Trods tilbagevenden til Division 1 i 1985 kulminerede problemerne i 1991 med truende likvidation. André Bois reddede foretagendet, som nu bar tilnavnet ”Côte d’Azur”. Under Albert Emon rykkede Nice op i 1994, men det var sejren i Coupe de France 1997 – efter finaledrama mod Guingamp – der blev periodens højdepunkt. Alligevel fulgte nedrykning samme år.
Konsortiet omkring AS Romas Franco Sensi sikrede midlertidigt økonomisk ro, og efter oprykningen 2002 overtog Maurice Cohen præsidentposten. Trisse af solide midterplaceringer og finalenederlag i Coupe de la Ligue 2006 (1-2 mod Nancy) gav sportslig stabilitet.
Fra Rivère til INEOS (2009-nu)
Gilbert Stellardo styrede klubben i en kort, vanskelig interregnum. I 2011 kom Jean-Pierre Rivère til med frisk kapital, nyt trænersetup og en klar satsning på talentudvikling. Claude Puel (2012-2016) forvandlede holdet til europæisk kandidat med fjerdepladser i 2013 og 2016, hvor Allianz Riviera blev indviet (4-0 over Valenciennes).
Lucien Favre førte Nice til en historisk tredjeplads i 2017, bl.a. via profiler som Dante, Younès Belhanda og Mario Balotelli. I 2019 overtog INEOS hele aktieposten, og Rivère vendte tilbage på præsidentkontoret. Patrick Vieira, Adrian Ursea, Christophe Galtier, Lucien Favre (igen), Didier Digard og fra juni 2024 Franck Haise har siden stået i spidsen for førsteholdet.
Identitet og symbolik
Klubfarver
Siden fusionen med Gallia FAC i 1919 har OGC Nice spillet i rød-sorte vertikale striber – første gang set i 1940-41 og permanent indført fra 1948-49. Eneste reelle undtagelse var sæsonen 1970-71 med et blåt trøjedesign, der hyldede de oprindelige blå-sorte farver fra 1904.
Logoets udvikling
Aiglons’ emblem prydes af byens historiske ørn, der kan spores tilbage til 1430, hvor hertugen af Savoyen tildelte Nice sit våben. Fra det røde ørne-logo fra 1948 til nutidens gyldne udgave (2013-) har fuglen typisk været afbildet vendt mod sin højre side. Sloganet ”Despì 1904” på niçois fastslår klubbens rødder.
Ørnen ”Mèfi”
I 2014 inviterede klubben skolebørn og fans til at navngive maskotten. Med 70 % af stemmerne vandt navnet ”Mèfi” – niçois for ”pas på” – en passende advarsel til modstanderne.
Hjemmebane og faciliteter
Stade du Ray (1927-2013)
Det intime Stade Léo-Lagrange, populært kaldet Stade du Ray, var klubbens højborg i 86 år. Kapaciteten på blot 17.415 skabte heftig stemning, men begrænsede indtægtsmuligheder og opfyldte ikke længere moderne krav. Den sidste kamp blev spillet 1. september 2013, og stadionet blev nedrevet i 2018.
Allianz Riviera
Det nye stadion i Saint-Isidore åbnede 22. september 2013 og rummer 35.624 tilskuere. Under navnesponsoratet fra Allianz (1,8 mio. €/år) udgør arenaen et multifunktionelt kompleks med butikker, restauration, kontorer og Musée National du Sport. Rekordtilskuertallet er 35.596 (mod Saint-Étienne, maj 2016). Tribunenavne – Garibaldi, Ségurane, Ray og Populaire Sud – blev valgt ved borgerhøring.
Trænings- og akademicenter
Siden oktober 2017 har boulevard Jean Luciano huset et 6.500 m² stort anlæg på 7,5 ha med fem-en-halv baner (syv-en-halv fra 2018). Hele organisationen – fra førstehold til administration – er samlet under ét tag med fysiologiske faciliteter, klasseværelser og indkvartering.
Organisation og økonomi
Juridisk struktur
Klubben blev i 1996 omdannet til SAOS og i 2001 til SASP. I dag ejes 100 % af aktiekapitalen af INEOS, hvor milliardæren Jim Ratcliffe er hovedaktionær. Jean-Pierre Rivère leder direktionen, mens broderen Robert Ratcliffe fører tilsyn gennem bestyrelsen.
Budgetudvikling
| Sæson | Budget (M€) |
|---|---|
| 2012-13 | 29 |
| 2015-16 | 40 |
Efter flere år i intervallet 35-37 mio. € passerede klubben således 40 mio.-mærket i 2015-16, mens INEOS-overtagelsen har sikret yderligere finansiel slagkraft.
Største handler
| Dyreste køb | Beløb (M€) |
|---|---|
| Sofiane Diop (fra Monaco) | 22 |
| Dyreste salg | Beløb (M€) |
|---|---|
| Jean Michaël Seri (til Fulham) | 30 |
Sportslige resultater
Palmarès
| Konkurrence | Titler | År |
|---|---|---|
| Ligue 1 | 4 | 1951, 1952, 1956, 1959 |
| Coupe de France | 3 | 1952, 1954, 1997 |
| Ligue 2 | 4 | 1948, 1965, 1970, 1994 |
| Trophée des Champions | 1 | 1970 |
Europæiske meritter
- To kvartfinaler i Mesterholdenes Europacup/Ligue des Champions
- Ottendedelsfinaler i både Cup Winners’ Cup og UEFA-Cuppen
- Retur til Europa League efter fjerdepladsen i 2013
Klubrekorder
- Største sejr i Division 1 hjemme: 8-0 mod Rennes (1949), Sedan (1957) og Saint-Étienne (2024).
- Største udesejr i Division 1: 5-0 mod Troyes (1960) og Le Mans (1972). Rekorden tangeret 2014 med 7-2 i Guingamp (Carlos Eduardo scorede fem gange).
- Længste ubesejrede serie: 19 kampe (30. november 1958 – 10. maj 1959).
Ledelse og nøglepersoner
Præsidenter siden 1920
- Roger Loeuillet (1969-1981)
- Mario Innocentini (1981-1991)
- André Bois (1991-1997, delt med Milan Mandarić 1997-98)
- Paolo Taveggia & Federico Pastorello (1999-2002)
- Maurice Cohen (2002-2009)
- Gilbert Stellardo (2009-2011)
- Jean-Pierre Rivère (2011-2019, 2019-)
Udvalgte trænere
| Periode | Træner | Højdepunkter |
|---|---|---|
| 1955-1957 | Luis Carniglia | Mesterskab 1956 |
| 1969-1972 | Jean Snella | Liga-sølv 1973 |
| 2012-2016 | Claude Puel | 4. plads 2013 & 2016 |
| 2016-2018 | Lucien Favre | 3. plads 2017 |
| 2024- | Franck Haise | Aktuel cheftræner |
Klublegender
- Joaquín Valle – 339 mål (1937-48)
- Victor Nurenberg – 89 ligamål; hattrick mod Real Madrid 1960
- Pancho Gonzales – ikonisk anfører (1951-61)
- Just Fontaine – 44 mål i tre sæsoner (1953-56)
- Nenad Bjeković – 86 mål (1976-81)
Trup og ungdom
Professionel trup 2025-26
Den aktuelle spillertrup offentliggøres løbende af klubben; sammensætningen pr. 16. juli 2025 omfatter både franske og internationale profiler samt flere egenudviklede talenter.
Reservehold og akademi
Reserveholdet optræder fra 2023-24 i Régional 1, mens ungdomssektoren har markeret sig med en historisk Coupe Gambardella-sejr i 2012. Spillere som Alexy Bosetti og Neal Maupay er skolingseksempler.
Kvindeholdet
Siden oprettelsen i 2005 er den kvindelige afdeling ekspanderet til seks hold. Førsteholdet rykkede op i Division 2 den 2. juni 2019 efter sejr over Châtenoy-le-Royal.
Supporterkultur
Tilskuertal
Gennemsnittet har varieret markant siden 1948, men Allianz Riviera muliggør nu +30.000-tal. Rekorden på 35.596 blev sat i 2016.
Ultras og stemning
Brigade Sud Nice (BSN) var fra 1985 til opløsningen i 2010 hovedkraften bag tifo-kulturen. I 2013 blev ”Populaire Sud” stiftet for at samle stemningsskabende fans i den nye arena.
Rivalopgør
- Derby de la Côte d’Azur: OGC Nice vs. AS Monaco – blot 20 km skiller klubberne.
- Nice-Marseille: Intens regional affære, altid højdepunkt for begge fangrupper.
- Nice-Bastia: Historisk præget af gentagne sikkerhedsuroligheder – ofte rejseforbud for udefans.
Afslutning
Fra beskeden gymnastikklub til etableret Ligue 1-aktør har OGC Nice gennemlevet dramatiske op- og nedture, men altid bevaret sin stærke identitet og lokale forankring. Med moderne faciliteter, internationalt ejerskab og klare sportslige ambitioner peger pilen igen opad for Les Aiglons, der fortsat sigter mod at genvinde fortidens glans og samtidig forme fremtidens stjerner på Côte d’Azur.