Olympique Lyonnais – i daglig tale blot OL – er i fransk og europæisk fodbold kendt som et af de mest markante klubnavne uden for hovedstadskredsen, og klubbens udvikling rummer både klassisk arbejderklub-historie, forretningsmæssig ekspansion, banebrydende sportslig dominans og voldsomme udsving i økonomisk og administrativ stabilitet.
Her på Fransk Fodbold kan du læse meget mere om Olympique Lyonnais. Vi bringer dig de seneste Olympique Lyonnais kampe, vi viser dig alle de aktuelle Olympique Lyonnais stillinger, og du kan også få masser af spændende information om Olympique Lyonnais og klubbens historie samt en oversigt over alle Olympique Lyonnais spillere på holdet.
Vi opdaterer løbende stillinger og kampe, så du altid kan følge med i, hvordan det går for Olympique Lyonnais i sæsonen her på Fransk Fodbold.
Olympique Lyonnais Stillinger
Se de aktuelle Olympique Lyonnais stillinger herunder, for alle turneringer som Olympique Lyonnais deltager i:
Stillingerne kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Olympique Lyonnais Kampe
Her kan du se alle de kampe som Olympique Lyonnais skal spille på tværs af alle turneringer denne sæson. Du kan både se de spillede kampe samt kommende kampe for Olympique Lyonnais.
Vi opdaterer kampprogrammet løbende så du altid kan følge med i alle Olympique Lyonnais kampe og se alle resultaterne mens de sker.
Kommende Olympique Lyonnais Kampe
Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Færdigspillede Olympique Lyonnais kampe
Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Olympique Lyonnais Spillere
Her kan du se alle spillere på Olympique Lyonnaiss hold:
Spillerlisten kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Olympique Lyonnais Historie og Info
Olympique Lyonnais – i daglig tale blot OL – er i fransk og europæisk fodbold kendt som et af de mest markante klubnavne uden for hovedstadskredsen, og klubbens udvikling rummer både klassisk arbejderklub-historie, forretningsmæssig ekspansion, banebrydende sportslig dominans og voldsomme udsving i økonomisk og administrativ stabilitet.
Når man ser tilbage på historien, er det slående, hvor ofte OL har været tvunget til at genopfinde sig selv: fra bruddet med LOU i 1950, over de vanskelige 1980’ere, til Jean-Michel Aulas’ industrielle professionalisering, der førte til syv franske mesterskaber i træk mellem 2002 og 2008 – fortsat rekord i Ligue 1. Siden er fortællingen blevet udvidet med flytningen til Parc Olympique Lyonnais, en massiv internationalisering af ejerskabet og i 2025 et dramatisk DNCG-opgør, der kulminerede med præsidentskift til Michele Kang og en betinget overlevelse i Ligue 1.
Artiklen her gennemgår klubbens samlede univers – fra de tidlige amatørrødder i 1890’ernes Lyon, over de afgørende perioder i både herre-, kvinde- og ungdomsafdelingerne, til identitetens symboler, fanscenen, den komplekse økonomi, de skiftende stadionprojekter og de mange personligheder, som tilsammen har gjort OL til et fodboldfænomen, der rækker langt ud over Rhône-Alpernes grænser.
Historisk udvikling
Rødderne før 1950 – fra Racing Club til bruddet med LOU
Overliggeren for OL’s tidligste historie er Lyon Olympique Universitaire (LOU), der i 1896 samlede flere idrætsgrene, herunder en fodboldsektion oprettet i 1899. Igennem første halvdel af det 20. århundrede deltog LOU’s fodboldhold i de tidlige USFSA-mesterskaber og nåede bl.a. kvartfinalerne i 1910. Efter op- og nedture – og et krigstidsmesterskab i 1945, hvor LOU vandt Zone Sud – opstod et stadigt stærkere ønske om at adskille den akademisk prægede rugby-tradition fra et mere professionelt fodboldprojekt.
Den 23. maj 1950 mødtes omkring tyve personer på Café Neuf ved Place Bellecour og vedtog at stifte Olympique Lyonnais. Navn og farver blev foreslået af kirurgen Albert Trillat, mens Armand Groslevin blev første præsident. Den officielle registrering fulgte den 27. maj. OL overtog i praksis LOU-fodboldens spillertrup, træner (Oscar Heisserer) og startede livet i Division 2.
Første ligaophold og pokalsucces (1950-1965)
- 1950-51: OL debuterer med ni sejre og én uafgjort i de første ti runder og ender som D2-mester.
- 1953-54: ny oprykning til D1 og etablering af en langvarig periode i den bedste række.
- 1964: første store titel da Fleury Di Nallo & co. slår Bordeaux 2-0 i Coupe de France-finalen.
- Europadebut samme år i Cup Winners’ Cup, hvor semifinalen kun glipper efter omkamp mod Sporting CP i Madrid.
Stagnation og første alvorlige nedtur (1965-1987)
En anden pokaltriumf kom i 1967, igen med Di Nallo i front, men ligapositionerne gled gradvist mod midten. Økonomisk pres ramte i slut-70’erne, da professionelle kontrakter øgede lønbudgettet til 4,9 mio. franc; nøglespillere som Raymond Domenech (1977) og Bernard Lacombe (1978) måtte sælges. I 1983 rykkede OL ned efter 29 sæsoner i træk i D1 – dengang længst i ligaen. Seks år i D2 fulgte.
Jean-Michel Aulas’ ankomst og opstigningen (1987-2001)
Med inspiration fra Bernard Tapie i Marseille lod Charles Mighirian i juni 1987 computervirksomheden Cegid-grundlægger Jean-Michel Aulas overtage præsidentposten. Den nye plan – ”Europe en trois ans” – lykkedes: oprykning i 1989 under træner Raymond Domenech, UEFA-kvalifikation i 1991 og en første podiumplacering (2.-plads) i 1995. Kapitalejer Pathé indskød 104 mio. franc i 1999, hvilket muliggjorde købet af Sonny Anderson fra FC Barcelona – et vendepunkt.
Gulderaen: syv mesterskaber i træk (2001-2008)
Fra Jacques Santinis første titelgevinst i 2002 til Alain Perrins doublé i 2008 oplevede OL en hidtil uset national dominans:
| Sæson | Træner | Slutplac. | Notation |
|---|---|---|---|
| 2001-02 | Jacques Santini | 1 | Vinder titlen i sidste runde mod Lens |
| 2002-03 | Paul Le Guen | 1 | Comeback fra 6 p. bag OM ti runder før mål |
| 2003-04 | Paul Le Guen | 1 | Bedste angreb i ligaen |
| 2004-05 | Paul Le Guen | 1 | 12 p. foran Lille |
| 2005-06 | Gérard Houllier | 1 | Rekord 50 p. halvvejs |
| 2006-07 | Gérard Houllier | 1 | Titel fem runder før tid |
| 2007-08 | Alain Perrin | 1 | Historisk dobbelt (liga + pokal) |
I denne periode nåede OL seks gange i træk mindst kvartfinale i Champions League, med 2004 og 2005 som særligt nære på finalen. Trods internationalt gennembrud blev semifinalen først nået i 2010.
Afmatning og talentfokus (2008-2016)
Claude Puel (2008-2011) introduceredes som ”manager-général” med udvidede beføjelser. Et rekordindkøb af Lisandro López (24 mio. €) skabte nye forhåbninger, og 2010 bød på den længe ventede CL-semifinale mod Bayern. Men ingen titler kom i hus; samtidig steg gælden, og OL drejede projektet mod intensiveret brug af eget akademi under Rémi Garde og senere Hubert Fournier. Pokalsejren i 2012 og en 2.-plads i 2015 bekræftede fortsat konkurrenceevne.
Parc OL-æraen og skiftende strategier (2016-2022)
Flytningen fra det kommunale Stade de Gerland til Parc Olympique Lyonnais i januar 2016 gav klubben et stadion den selv ejede. Kombinationen af egen drift (billetter, events) og et ungdomsfokuseret transfer-setup (køb billigt, sælg dyrt) skulle finansiere anlæggets 480 mio. €.
Sportsligt var perioden præget af:
- Europa-League-semifinale 2017 under Bruno Genesio.
- To CL-ottendedelsfinaler 2019 og 2020 (semifinale sidstnævnte år efter sejre mod Juventus og Manchester City).
- Markant spillertrading – bl.a. salg af Tanguy Ndombele (60 mio. €), Ferland Mendy (48 mio. €) og Nabil Fekir (19,75 mio. €).
John Textor, Pierre Sage og det dramatiske 2025
I december 2022 købte den amerikanske forretningsmand John Textor 66,5 % af OL Groupe. To år senere var organisationen rystet af sportslige udsving, trænerskift fra Peter Bosz til Laurent Blanc, Fabio Grosso og til sidst interimtræner Pierre Sage, som mirakuløst løftede et bundhold til 6.-plads og pokalfinale i 2023-24.
I januar 2025 valgte Textor kontroversielt at erstatte den populære Sage med Paulo Fonseca. Kort efter greb DNCG ind og truede klubben med tvangsnedrykning på grund af finansielle mangler. Supporterprotester fulgte, og den 30. juni 2025 annoncerede Textor sin afgang. Michele Kang – allerede central figur i OL’s kvindesatsning – blev præsident. Den 9. juli fik klubben med stram lønramme lov at blive i Ligue 1.
Identitet, farver og symboler
Klubfarver og trøjernes udvikling
OL’s hjemmefarve har altid været hvid. De ikoniske elementer har skiftet:
- 1950-1961: hvid med rødt/blåt V-bånd og blå shorts.
- 1961-1967: vandrette bande (blå/rød) på maven.
- 1971-1976: to smalle lodrette striber til venstre.
- 1976-1990: helrød periode (med korte afstikkere til rød-blå striber).
- 1996-2001: brede centrerede lodrette striber.
- 2002-i dag: skiftende varianter mellem helhvid, diagonale mønstre og returnerede horisontale bands (fra 2009).
Udebane-kits har typisk være sorte, navy eller røde, mens tredjetrøjen ofte har særprægede grafiske motiver.
Logoets udvikling
| Periode | Beskrivelse |
|---|---|
| 1950-1960 | Byens våben: rød bund med sølvløve, blå top med ”OL”. |
| 1961-1989 | Kompleks ”bander”-version med løve, bold og OL-initialer. |
| 1989-1996 | Modernistisk ”OL” med rødt/blåt V-motiv. |
| 1996-2006 | Nyt skjold: rød ”chef” med teksten ”Olympique Lyonnais”, blå bund med hvidt OL og gul løve i O’et. |
| 2006-nu | Samme som 1996, men teksten i hvid i stedet for guld. |
Sportslige resultater og rekorder
Palmarès
| Konkurrence | Titler | År |
|---|---|---|
| Ligue 1 | 7 | 2002-2008 (alle årene) |
| Ligue 2 | 3 | 1951, 1954, 1989 |
| Coupe de France | 5 | 1964, 1967, 1973, 2008, 2012 |
| Coupe de la Ligue | 1 | 2001 |
| Trophée des Champions | 8 | 1973, 2002-2007, 2012 |
| UEFA Intertoto Cup | 1 | 1997 |
| Champions League bedste plac. | Semifinale | 2010, 2020 |
| Europa League bedste plac. | Semifinale | 2017 |
Statistiske højdepunkter
- Flest ligamesterskaber i træk i Frankrig: 7.
- Rekord for point på en sæson (siden 3-point-reglen): 84 (2005-06).
- Bedste halvvejs-score: 50 point (2006-07).
- Største sejr: 10-0 mod Ajaccio (1954) og Delle (1956).
- CL-rekord: næststørste sejr nogensinde – 7-2 mod Werder Bremen (2005).
Årlige placeringer siden 2000
(Kort oversigt)
| År | Ligue 1 slutplac. | Europa |
|---|---|---|
| 2000-01 | 2 | CL gruppespil |
| 2001-08 | 1 | CL konstant, kvart-/semi |
| 2008-09 | 3 | CL ottendedel |
| 2009-10 | 2 | CL semifinale |
| 2019-20 | 7 | CL semifinale (covid-sæson) |
| 2023-24 | 6 | — |
| 2024-25 | — | EL ottendedel kvalificeret |
Personligheder
Præsidenter
| Periode | Præsident |
|---|---|
| 1950-1959 | Armand Groslevin |
| 1959-1965 | Ferdinand Maillet |
| 1965-1977 | Édouard Rochet |
| 1977-1981 | Roger Michaux |
| 1981-1982 | Jean Perrot |
| 1983 | Raymond Ravet |
| 1983-1987 | Charles Mighirian |
| 1987-2023 | Jean-Michel Aulas |
| 2023-2025 | John Textor |
| 2025- | Michele Kang |
Udvalgte trænere og meritter
- Paul Le Guen – tre Ligue 1-titler (2003-05).
- Gérard Houllier – to mesterskaber (2006-07), rekordhøj ELO-score.
- Alain Perrin – første OL-double (2008).
- Claude Puel – CL-semifinale 2010.
- Bruno Genesio – EL-semifinale 2017.
Rekordspillere
| Spiller | Kampe | Mål | Periode |
|---|---|---|---|
| Serge Chiesa | 542 | 134 | 1969-83 |
| Grégory Coupet | 518 | — | 1997-08 |
| Fleury Di Nallo | 489 | 222* | 1960-74 |
| Alexandre Lacazette | — | 27 ligamål i 2014-15 (klubrekord for én sæson) |
* klubrekord total
Stadion og faciliteter
Stade de Gerland (1950-2015)
Oprindelig multiarena tegnet af Tony Garnier og indviet 1926; OL flyttede ind 1950. Kapaciteten blev efter flere ombygninger til sidst 40 494 tilskuere. Gerland lagde græs til OL’s hele storhedstid frem til indflytningen i eget stadion.
Parc Olympique Lyonnais / Groupama Stadium (2016-)
Beliggende i Décines-Charpieu, UEFA-kategori 4 med 59 000 pladser. Finansieret og ejet af OL Groupe, hvilket giver klubben fuld råderet over billetsalg, events og navnesponsorater (Groupama fra 2017, forlænget til 2025). Arenakomplekset omfatter også museum, hotel og koncerthal.
Trænings- og ungdomscentre
- Tola Vologe (indtil 2016) – historisk anlæg i Gerland-kvarteret.
- Groupama OL Training Center (fra 2016) – high-performance kompleks i forbindelse med stadion, rummer både førstehold, akademi og kvindehold.
- Nyt akademibyggeri i Meyzieu (indviet 2018) giver 29 drenge og 10 piger fuld kostskoleplads.
Økonomi og ejerskab
Jurisk struktur
OL er organiseret som en forening (Olympique de Lyon et du Rhône) kombineret med det børsnoterede holdingselskab OL Groupe (SA à directoire). Selskabet blev noteret på Euronext i februar 2007 til 24 € pr. aktie (emissionskurs).
Budgetudvikling
| År | Budget (M€) | Anmærkninger |
|---|---|---|
| 1987 | 2,29 | Aulas’ start |
| 2004 | ≈90 | midt i gulderaen |
| 2007 | >120 | rekord før finanskrisen |
| 2015 | 170 | stadionbyggeri pågår |
| 2015-16 | 235 | første Parc OL-sæson |
Mellem 2016 og 2021 steg selskabets værdi ifølge KPMG med 164 %, højeste vækst i Europa i perioden.
Hovedsponsorer og udstyr
- Udstyr: Umbro (2002-2010); Adidas (2010-2029).
- Hovedsponsor hjemmekamp. Betclic (2009-2012, dog sortlistet i Frankrig indtil 2010); Hyundai (2012-2016); Emirates (fra 2020, 5-års aftale).
- Øvrige: Groupama (ryg), Alila (2016-2024), Staffmatch (short, fra 2023).
Fan- og kulturliv
Supportergrupper
Bad Gones 87 (Virage Nord) er Frankrigs numerisk største ultra-gruppering; Cosa Nostra Lyon (Virage Sud) blev opløst officielt i 2010, men efterfulgtes af Lyon 1950. Yderligere findes Rouge et Bleu, Hex@gones, Gastrogones, O’Elles Club og Handi-Sup-OL samt regionale grupper (Gones 58, Gones 26, Septimagones, Loups Marchois, Dauphigones) og udlandsafdelingen Lyondoners.
Rivaliseringer
- Derby rhônalpin mod Saint-Étienne – 62 km, socialt og historisk modsætningsforhold.
- Olympico mod Marseille – høje tv-tal; 2,93 mio. seere i maj 2009 (rekord for Ligue 1 på Canal+).
- Øvrige: PSG, Bordeaux, Nice (ultra-rygte).
Chant-kultur
”Qui ne saute pas n’est pas Lyonnais” dominerer, mens Bad Gones’ melodi over Dvořáks ”Den Nye Verdens Symfoni” og nyere ”Pour ce blason” (2018) er akustiske kendetegn.
Kvindeafdelingen
OL Lyonnes – trofæmæssig supermagt
Den tidligere FC Lyon-sektion blev overtaget af OL i 2004. Siden har holdet vundet 18 mesterskaber (heraf 14 på stribe 2007-2020), 9 Coupe de France-pokaler og ikke mindre end 8 UEFA Women’s Champions League-titler (2011, 2012, 2016, 2017, 2018, 2019, 2020, 2022) – et verdensrekord-niveau. Trænernavne omfatter Farid Benstiti, Patrice Lair, Gérard Prêcheur, Reynald Pedros, Jean-Luc Vasseur og fra 2021 Sonia Bompastor.
Ejerskab og Michele Kang
I 2023 overtog OL-ejergruppen også NWSL-klubben OL Reign (nu Seattle Reign). I 2025 blev Kang præsident for hele OL, hvilket yderligere styrker integrationen mellem herre- og kvindeprojekterne.
Ungdoms- og reservearbejde
Akademiet er flere gange kåret som Frankrigs bedste (seks år i træk 2013-2018). Kendte produktioner omfatter Karim Benzema, Hatem Ben Arfa, Samuel Umtiti, Alexandre Lacazette, Nabil Fekir og Corentin Tolisso. Reserven vandt det nationale reserve-mesterskab syv gange (senest 2011), mens U-19 har fire triumfer i Coupe Gambardella (1971, 1994, 1997, 2022).
Andre afdelinger
CRO Lyon Boules
Siden 2004 partnerskab med OL; klubben har vundet Coupe d’Europe (2004, 2006, 2008) og otte franske mesterskaber i boule lyonnaise.
Superleague Formula
OL deltog 2009-2010. Bedste resultat: en enkelt løbssejr med Sébastien Bourdais i 2010; samlet placering 17 (2009) og 18 (2010).
eSport
OL eSports lanceret 2016 med FIFA-spilleren Rafsou; fra 2020 fusioneret med Team LDLC under navnet LDLC OL, et partnerskab der ophørte juli 2023.
Futsal
Siden 2019 har OL haft futsal-hold – vinder af Coupe du Rhône 2020, R1-mester 2024 og efter succesfuld appel til FFF optaget i Division 2 fra 2024-25, men lukket igen i maj 2025 med rettigheder overdraget til FC Chassieu-Décines.
Miljø- og samfundsansvar
Stadiondrift genererer store affaldsmængder (11 ton per kamp ifølge 2017-undersøgelse). Klubben lancerede i 2019 en omfattende grøn omstilling, herunder partnerskab med ”Time for the Planet”. OL Fondation – støttet af bl.a. Accor og Pathé – finansierer projekter inden for inklusion, uddannelse og hospitalsstøtte (fx Centre Léon-Bérard, 500 € pr. Ligue 1-mål).
Nutidigt spiller- og stabsbillede
Det fulde førstehold for sæsonen 2025-26 er ikke offentliggjort i detaljer på nuværende tidspunkt. Holdet trænes af Paulo Fonseca (ansat 31. januar 2025), mens Groupama OL Training Center fortsat er daglig base.
Konklusion
Olympique Lyonnais’ rejse fra byens universitetsmiljø til syvfoldig mester, fra kommunalt stadion til privat multikompleks og fra lokal bestyrelse til internationalt konsortium illustrerer moderne fodbolds spændvidde. Klubben står fortsat på tre ben: et af Europas stærkeste akademier, en historisk succesrig kvindeafdeling og en herresatsning, der – trods periodisk turbulens – stadig aspirerer til Champions-League-niveau. Den nye ledelse under Michele Kang arver store udfordringer, men også en institution, der gennem 75 år igen og igen har vist evnen til at forny sig og vende tilbage til toppen.