SC Toulon
Grundlagt: 1944
Liga: National 2 - Group C
Placering: #16
Hjemmebane
Stade de Bon-Rencontre
3, avenue Aristide Briand, Toulon
Kapacitet: 8000
Overflade: Græs
SC Toulon Kampe
Her kan du se kampprogrammet med alle SC Toulon kampe i National 2 - Group C i 25/26 sæsonen.
Du kan både se kommende SC Toulon kampe, samt de SC Toulon kampe der allerede er spillet.
SC Toulon Kommende Kampe
Runde 7
St Maur Lusitanos
Runde 8
SC Toulon
Runde 9
AS Cannes
Runde 10
SC Toulon
Runde 11
FC Istres
Runde 12
SC Toulon
Runde 13
US Rumilly Vallières
Runde 14
SC Toulon
Runde 15
SC Toulon
Runde 16
FC Grasse
Runde 17
SC Toulon
Runde 18
Nîmes Olympique
Runde 19
SC Toulon
Runde 20
Rousset-Ste Victoire
Runde 21
SC Toulon
Runde 22
Hyères FC
Runde 23
SC Toulon
Runde 24
Andrézieux-Bouthéon FC
Runde 25
SC Toulon
Runde 26
Limonest
Runde 27
SC Toulon
Runde 28
Étoile Fréjus Saint-Raphaël
Runde 29
AS Saint-Priest
Runde 30
SC Toulon
SC Toulon Færdigspillede Kampe
Runde 6
SC Toulon
Runde 5
MDA Chasselay
Runde 4
SC Toulon
Runde 3
US Créteil-Lusitanos
Runde 2
SC Toulon
Runde 1
FC Bobigny
SC Toulon Spillere sæsonen 25/26
Her er alle 29 spillere på SC Toulons hold i 25/26, til både National 2 - Group C og andre turneringer som SC Toulon er med i:
Christopher Dilo
Målmand
Trøje #0
Simon Ternynck
Målmand
Trøje #0
Nomena Andriantiana
Forsvarer
Trøje #0
Mehrez Belkhechine
Forsvarer
Trøje #0
Anthony Ouasfane
Forsvarer
Trøje #0
M. Baury
Forsvarer
Trøje #0
Oumar Diop
Forsvarer
Trøje #0
Terry Elana
Forsvarer
Trøje #5
A. Khechmar
Forsvarer
Trøje #17
Baptiste Rivière
Midtbanespiller
Trøje #0
Julio Bayo
Midtbanespiller
Trøje #0
Reda Gafour
Midtbanespiller
Trøje #0
Chemss Chnitif
Midtbanespiller
Trøje #0
E. Gafour
Midtbanespiller
Trøje #0
Mariu Reymond
Midtbanespiller
Trøje #0
Thibault Vialla
Midtbanespiller
Trøje #8
Ryan Sylva
Midtbanespiller
Trøje #12
N. Ahmed
Midtbanespiller
Trøje #14
Y. Kich
Midtbanespiller
Trøje #17
Y. Diatta
Midtbanespiller
Trøje #19
Gabriel Bisse
Midtbanespiller
Trøje #28
Dacliakalone Gomis
Angriber
Trøje #0
Abdelkrim Khaled
Angriber
Trøje #0
Abdoulaye Diallo
Angriber
Trøje #0
Farah Gomis
Angriber
Trøje #0
R. Alioui
Angriber
Trøje #19
Jodel Dossou
Angriber
Trøje #20
D. Diarra
Angriber
Trøje #20
Slimane Alaoui
Angriber
Trøje #83SC Toulon Historie og Info
Sporting Club de Toulon – i daglig tale blot Sporting eller SC Toulon – er byens stolte fodboldinstitution, hvis historie er tæt forbundet med Middelhavskystens maritime identitet, de azurblå og gyldne farver og ikke mindst rascassen, der pryder klubbens emblem med den fyndige devise: ”Qui s’y frotte s’y pique”.
I snart otte årtier har klubben været en fast bestanddel af det franske fodboldlandskab. Perioderne har spændt fra spektakulære ophold i den øverste nationale række over bemærkelsesværdige cup-eventyr og dramatiske nedrykninger til de dybeste regionale divisioner – ofte med økonomiske storme som underliggende drivkraft. Alligevel har SC Toulon gang på gang formået at rejse sig, og i dag spiller førsteholdet i Championnat National 2, svarende til fjerde niveau i den franske pyramide.
Nedenfor følger en omfattende gennemgang af alle væsentlige aspekter af klubben: den historiske udvikling fra 1940’erne til i dag, triumfer og skuffelser, organisatoriske og økonomiske skærmydsler, stadionforhold, fanscenen, identitet, rivaliseringer, ungdoms- og kvindefodbold samt en række statistiske oversigter. Artiklen forsøger at tegne et fuldstændigt portræt af SC Toulon på baggrund af verificerede oplysninger.
Historisk udvikling
Grundlæggelsen og de første skridt (1944-1949)
Klubben udsprang af en fusion mellem Sporting Club du Temple (stiftet i 1933) og Jeunesse Sportive Toulonnaise og så officielt dagens lys 25. juni 1945. Efter Anden Verdenskrig indtrådte Sporting i den professionelle Ligue 2, dengang organiseret i to geografiske grupper. Allerede i 1946-47 måtte holdet en sæson ned i Division d’Honneur, men vendte straks tilbage til den nationale scene.
I 1949 ankom træneren Arthur Depallens, der skulle blive en legende med rekordlang tid på posten og en central figur i klubopbygningen. Sportsligt sluttede man 1948-49 som nummer 13, og angriberen Henri Sierra nettede 17 gange.
Konsolidering i anden division og økonomiske udfordringer (1950-1958)
Det følgende årti bød på stabile, men ikke spektakulære placeringer i 2. division. Resultaterne kulminerede med en 9.-plads i 1951-52, hvor Rudolf Neubert var topscorer (17 mål). Uden for banen begyndte økonomien at knage, blandt andet fordi klubben betalte leje af Stade Mayol til byen. Supporterbladet ”Allez Toulon” udkom første gang som led i en redningskampagne.
Farverne skiftede i 1955-56 fra sort/guld til dagens azur/guld for at spejle byens våben. Fremgangen under træner-spiller Gabriel Robert kulminerede med semifinaler i Coupe Gambardella for ungdomsholdet og stærke cup-præstationer i både Coupe de France og Coupe Charles Drago.
Første oprykning til Division 1 (1959-1960)
Efter 11 sæsoner i landets næstbedste række sluttede Toulon 1958-59 som nummer tre, hvilket gav adgang til eliten. Oprykningen blev sikret 31. maj 1959 i Besançon foran 150 medrejsende fans. Debuten på højeste niveau blev dog kortvarig: allerede året efter endte holdet næstsidst og måtte ned igen. Trods nedrykningen nåede man finalen i Coupe Drago, tabt 3-2 til RC Lens.
Op og ned gennem 1960’erne
Perioden var præget af ledelsesskifte, svingende resultater og stærke cup-run. I 1963 stod Sporting i Coupe de France-semifinalen, hvor Lyon standsede eventyret. I 1964 rykkede holdet endnu en gang op via succesrige playoff-kampe mod Racing Club de France og Stade Français, men igen holdt opholdet i toppen blot én sæson (1964-65).
Stabilitet, men ingen oprykning (slut-1960’erne til 1979)
I den resterende del af 1960’erne samt det meste af 1970’erne befandt klubben sig fast i 2. division. Under de langvarige trænermandater hos Marcel Duval og senere Jean Luciano blev der skabt et harmonisk kollektiv, som flere gange var tæt på at sikre adgang til barragerne. 1974-77 sluttede holdet tre sæsoner i træk som nummer tre, ofte med ligaens bedste defensiv, men målscoren eller få point manglede for at realisere drømmen.
I 1978-79 foretog ledelsen en større udskiftning. Træner Duval blev afløst af Célestin Oliver, unge profiler som Jean-Louis Berenguier og Gennaro Luigi Alfano ankom, men resultatet blev en skuffende 12.-plads. I 1979-80 faldt korthuset, og Toulon rykkede for første gang i 33 år helt ned i 3. division, hvorefter præsident André Martinez trak sig.
Genopbygning og gyldne år i Division 1 (1980-1993)
Tilbage fra Division 3 (1980-1983)
Opholdet i 3. division varede kun én sæson. Under den tilbagevendte Marcel Duval og med rutinerede Christian Dalger på holdkortet vandt Sporting sin pulje overlegent i 1980-81. De følgende to sæsoner i Ligue 2 udviklede sig positivt: i 1982-83 blev holdet suveræn vinder af gruppe B med blot 17 indkasserede mål – næstbedste defensiv i divisionens historie – og sikrede dermed en længe savnet plads i eliten.
Etablering på øverste hylde (1983-1988)
Første sæson tilbage (1983-84) bød på heroisk overlevelse, ikke mindst takket være 21 liga-mål af den argentinske bomber Delio Onnis. Cup-eventyret endte igen i semifinalen. I 1984 skiftede klubben juridisk navn til Sporting Club Toulon Var.
Sæsonen 1984-85 blev et højdepunkt: en 5-1 afklapsning af Paris Saint-Germain, mulighed for europæisk kvalifikation helt frem til sidste spillerunde samt klubrekord på 18 000 tilskuere mod Monaco i april 1985. Slutplaceringen blev nummer seks.
Året efter slog virkeligheden igen: efter en lovende start gled holdet ned mod 16.-pladsen og reddede livet via relegationsbarage. 1987-88 bragte et nyt løft. Under træner Rolland Courbis og anført af profiler som Bernard Casoni, Bernard Pardo og unge David Ginola endte Toulon på femtepladsen – klubbens hidtil bedste ligaposition, dog uden europæisk belønning på grund af den franske koefficient.
Skandaler og administrativ nedtur (1989-1993)
Slutningen af 1980’erne blev indledningen til store problemer. Affaire de la caisse noire eksploderede i 1990, da skjult kassekredit og ulovlige overførsler kom frem i lyset. Træner Rolland Courbis og direktør Éric Goiran blev sigtet for malversationer. Som direkte konsekvens tvang økonomien klubben til spillersalg og organisatoriske rokader.
På banen formåede Sporting at holde sig oven vande frem til 1993, hvor en 19.-plads i Division 1, kombineret med finansielt kaos, førte til administrativ degradering til National 1 (tredje niveau).
Nationalt deroute og første likvidation (1993-1998)
Selv på tredjeniveau kæmpede Toulon med ubetalte lønninger og internt kaos. 1994-95 resulterede i strejke og midlertidig tvangsnedrykning, der dog blev annulleret. Efter et kort lyspunkt som mester i National 1 1995-96 og efterfølgende to sæsoner i Ligue 2 brød økonomien endeligt sammen. I november 1998 nægtede lokale myndigheder at lukke hullet i budgettet, og klubben blev erklæret konkurs samt frataget retten til at færdigspille sæsonen i CFA 2. Re-start skete i december 1998 i den regionale Division d’Honneur under ny ejer Alain Bencivengo.
Den lange vej tilbage – Bencivengo-æraen (1998-2009)
Indledningsvis handlede det om overlevelse. Førsteholdet – reelt den tidligere reserve – sikrede sig 1999-2000 det nødvendige point til at blive i Division d’Honneur. Herefter begyndte en opstigning med tre oprykninger på fire år:
- 2001-02: Oprykning til CFA 2.
- 2002-03: Gruppevinder i CFA 2 og adgang til CFA.
- 2004-05: Suveræn puljevinder i CFA og tilbage i National.
Bedste cuprun i perioden var 1/16-finalen i Coupe de France 2004-05. I National 2005-06 blev det til syvendeplads, mens regnskaberne forblev skrøbelige. I 2007 sendte sportslig nedrykning holdet retur til CFA, og i de følgende år erstattede flere trænere hinanden uden at udløse nye oprykninger.
Ny administrativ deroute og relancering (2009-2014)
Regnskabsåret 2009 noterede et underskud på over 450 000 €, som i 2010 voksede til samlet 825 000 €. DNCG’s tolerancegrænse på 100 000 € blev overskredet, og i 2011 ekskluderede forbundet klubben fra alle nationale rækker. Endnu en gang måtte Sporting starte i Division d’Honneur. I juli 2011 trådte Claude Joye til som hovedaktionær og udpegede Jacques Jayet som præsident.
Efter førsteplads i sæsonen 2011-12 sikrede Sporting sig 2014 returbillet til CFA 2, og året efter vandt holdet sin pulje og rykkede op i CFA for 2016-17-sæsonen.
Fusion, oprykning og corona-nedrykning (2016-2020)
Et strategisk skridt blev taget i februar 2016, da Sporting fusionerede med naboen SC Toulon-Le Las og generhvervede det historiske navn Sporting Club Toulon. I 2018-19 blev National 2-puljen vundet på sidste spilledag, hvilket gav adgang til National. Men 2019-20-sæsonen startede vanskeligt (seks uafgjorte, tre nederlag) og kostede træner Fabien Pujo jobbet. Victor Zvunka overtog, men før reaktionen for alvor slog igennem, satte COVID-19 pandemien en stopper for turneringen. Sporting lå sidst og blev administrativt sendt tilbage til National 2.
Seneste sæsoner i National 2 (2020-)
Sæsonen 2020-21 blev aflyst for amateurækkerne efter ni runder, hvor Toulon lå på tredjepladsen. 2021-22 endte holdet som nummer ni, et resultat der blev gentaget i 2022-23. Ifølge de seneste tilgængelige oplysninger spiller Sporting fortsat i National 2 og forventes at optræde dér også i 2025-26-sæsonen.
Meritter og statistik
Titler og bedste placeringer
| Konkurrence | Resultat | År |
|---|---|---|
| Ligue 2 / Division 2 | Vinder (pulje B) | 1983 |
| Championnat National | Mester | 1996 |
| Championnat National 2 | Mester (gruppe) | 2019 |
| Coupe de France | Semifinalist | 1963, 1984 |
| Coupe Gambardella (U-19) | Runner-up | 1966 |
Bedste ligaplacering
Femtepladsen i Division 1 1987-88 er fortsat klubbens højeste slutstilling i det franske mesterskab.
Rekorder for tilskuertal
tilskuere – 19. april 1985 mod AS Monaco (ligakamp, Stade Mayol). tilskuere – 1984 Coupe de France mod AS Monaco. - Gennemsnitlig tilskuertal 1984-85: 9 420.
Identitet
Farver
Originalfarverne var sort/guld (1945-1956). Siden 1956 har man båret byens azurblå og gyldne nuancer.
Emblem og symbolik
Rascassen – en stikkende skorpionfisk almindelig i Middelhavet – blev i 1951 valgt som klubbens maskot og findes i varierende grafiske udformninger på trøjer og merchandise. Mottoet ”Qui s’y frotte s’y pique” understreger dens defensive natur.
Organisatorisk struktur
Præsidenter (udvalg af nævnte)
| Periode | Navn | Bemærkninger |
|---|---|---|
| 1949-1962 | Arthur Depallens | Længst siddende (13 år) |
| 1962-1968 | Jacques Leterreux | Står bag ny tribuneudbygning |
| 1974-1980 | André Martinez | Overvågede flere tredjepladser i D2 |
| 1998-2009 | Alain Bencivengo | Overtog klubben efter likvidationen |
| 2011- | Jacques Jayet | Indsat af hovedaktionær Claude Joye |
Udvalgte cheftrænere
- Gabriel Robert (1953-1959 – længste sammenhængende periode).
- Marcel Duval (fire perioder, samlet 15 år).
- Jean Luciano (flere perioder 1968-1973).
- Rolland Courbis (1986-1990).
- Christian Dalger (flere ophold 1996-1998).
- Victor Zvunka (fra oktober 2019).
Spillertrup
Det aktuelle førstehold skifter hyppigt i amatør‐ og semiprofessionelle miljøer, og en komplet opdateret spillerliste er derfor ikke offentligt tilgængelig i stabile kilder. Klubben har historisk udviklet talenter som Frank Leboeuf (ungdomsårene) og David Ginola.
Stadium-infrastruktur
Stade de Bon Rencontre
| Åbnet | 1955 |
| Kapacitet (alle sæder) | 7 679 |
| Hovedtribuner | Mouraille, Depallens, Borelli |
| Belægning | Græs |
Stadionet blev opført på en tidligere losseplads; i 1957 måtte spillerne bogstaveligt talt fjerne glasskår fra banen før træning. Gentagne moderniseringer har fundet sted i 1962, 1999 og 2001.
Stade Mayol
Byens rugbykatedral husede fodboldens storhedstid fra 1983 til 1993 og igen periodisk i 1990’erne. Rekorden på 18 000 tilskuere stammer herfra.
Stade Mercheyer
Reserveholdet anvender anlægget på modsatte side af Avenue Aristide Briand. Banen fik 2006 et Prestige XT 65 kunstgræstæppe og har plads til cirka 500 stående.
Support og kultur
Organiserede grupper
- Socios – omkring 250 bidragydere siden 2006-07, der ejer mindre aktieposter.
- Amicale des Supporters – stiftet 1998, familie- og siddepladsorienteret.
- Mouvement Ultra Toulonnais – kerne af fanatiske stående tilhængere, aktuelt grupperne Old Clan, Amoureux du Passé, Fedelissimi (FT98 – opløst 2022) og Bloc D i Tribune Mouraille.
Historisk udvikling på ulrascenen
Første ultra‐generation opstod 1987 (South Wolf) og fulgtes af Rasta Bronx 1988 og Brigade Azur et Or 1990. I 1993 smeltede de sammen til IRD 93, som igen opløstes 2014 og gav plads til de nuværende grupper.
Rivaliseringer
De mest brændende opgør spilles mod:
- Olympique de Marseille – regionalt derby, 18 opgør i D1 fra 1983 til 1993, senest 5-2 til OM 9. januar 1993.
- OGC Nice – især på tilhængerniveau.
- Montpellier HSC, AS Saint-Étienne, Nîmes Olympique – historiske spændinger.
- ÉFC Fréjus Saint-Raphaël – lokal rival i amatørårene.
Økonomi og forvaltning
Finansielle kriser i korte træk
| År | Begivenhed | Konsekvens |
|---|---|---|
| 1990 | ”Caisse noire”-skandalen | Ledende figurer sigtes; gæld 70 mio. FRF |
| 1993 | Administrativ nedrykning | Ryger fra D1 til National 1 |
| 1998 | Likvidation | Genstart i Division d’Honneur |
| 2011 | DNCG eksklusion | Nedrykning til regionale rækker |
Ungdoms‐ og kvindeafdeling
Juniorer
Klubbens U-19 nåede finalen i Coupe Gambardella 1966 og har gennem årene udviklet både lokale talenter og spillere, der senere slog igennem andetsteds. Frédéric Brando har varetaget teknisk ledelse af ungdomssektoren.
Reservehold
Andetholdet var mester i Division d’Honneur 1998, men fik pga. førsteholdets degradering ikke lov til at rykke op. Siden 2011 har holdet spillet i de regionale rækker under træner Luigi Alfano.
Kvindefodbold
En struktureret kvindeafdeling blev lanceret i 2011 med målsætning om fem års gradvis opbygning. For sæsonen 2019-20 optrådte dameholdet i Régionale 1.
Mediedækning
Det lokale dagblad Var-Matin følger loyalt klubben. Digitalt lancerede Sporting i 2011 en officiel Facebook-side og har siden 2014 drevet web-kanalen ”Sporting TV” med højdepunkter og reportage. Oprindelig tv-kanal ”STV Channel” var aktiv 2008-12.
Fremtidsperspektiver
Med fusionen fra 2016, en mere stabil økonomi siden 2011 og en loyal tilskuerskare har SC Toulon i nyere tid fokuseret på konsolidering i National 2 samt på gradvis professionalisering af talentrækkerne. Ambitionen om tilbagevenden til de nationale topdivisioner lever, men klubledelsen har gentagne gange fremhævet, at sportslig succes fremover skal ledsages af solid økonomisk styring for at undgå gentagelser af de traumatiske nedture i 1990’erne og 2010’erne.
Konklusion
SC Toulon er et sjældent eksempel på en klub, der har smagt både sødmen ved topplaceringer i Division 1 og bitterheden ved tvangsdegradering til laveste regionale niveau. Vekslen mellem euforiske oprykninger og dybe økonomiske kriser har formet en identitet, hvor stædig overlevelsesevne står centralt. Uanset om modstanderen hedder Paris Saint-Germain eller en mindre amatørklub fra Provence, er rascassens stik altid til stede – et symbol på, at man skal vogte sig for den, der vover sig for tæt på.
