Stade de Reims
Hjemmebane
Stade Auguste-Delaune II
33, Chaussée Bocquaine, Reims
Kapacitet: 21684
Overflade: Græs
Stade de Reims Kampe
Her kan du se kampprogrammet for Stade de Reims i år.
Stade de ReimsKommende Kampe
Runde 1
Amiens SC
Runde 2
Stade de Reims
Runde 3
Pau FC
Runde 4
Stade de Reims
Runde 5
FC Annecy
Runde 6
AS Saint-Étienne
Runde 7
Stade de Reims
Runde 8
AS Nancy
Runde 9
Stade de Reims
Runde 10
Rodez AF
Runde 11
Stade de Reims
Runde 12
AC Ajaccio
Runde 13
Stade de Reims
Runde 14
SC Bastia
Runde 15
Stade de Reims
Runde 16
Stade de Reims
Runde 17
Red Star FC
Runde 18
Stade de Reims
Runde 19
Troyes
Runde 20
Stade de Reims
Runde 21
Clermont Foot
Runde 22
Stade de Reims
Runde 23
Grenoble Foot 38
Runde 24
Stade de Reims
Runde 25
Montpellier HSC
Runde 26
USL Dunkerque
Runde 27
Stade de Reims
Runde 28
EA Guingamp
Runde 29
Stade de Reims
Runde 30
Stade Lavallois
Runde 31
Stade de Reims
Runde 32
Stade de Reims
Runde 33
Le Mans FC
Runde 34
Stade de Reims
Stade de Reims Stillinger
Her kan du se Stade de Reimss Ligue 2 stilling. Stade de Reims ligger lige nu på 17 plads i Ligue 2 stillingen.
| # | Hold | K | V | U | T | + | − | ± | P | Form |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 |
AC Ajaccio
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 2 |
Amiens SC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 3 |
AS Saint-Étienne
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 4 |
Clermont Foot
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 5 |
EA Guingamp
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 6 |
Troyes
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 7 |
FC Annecy
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 8 |
Grenoble Foot 38
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 9 |
Le Mans FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 10 |
Montpellier HSC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 11 |
AS Nancy
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 12 |
Pau FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 13 |
Red Star FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 14 |
Rodez AF
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 15 |
SC Bastia
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 16 |
Stade Lavallois
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 17 |
Stade de Reims
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 18 |
USL Dunkerque
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
Stade de Reims Spillere sæsonen 25/26
Her er alle 29 spillere på Stade de Reimss hold i 25/26, til både Ligue 2 og andre turneringer som Stade de Reims er med i:
Alexandre Olliero
Goalkeeper
Trøje #16
S. Sylla
Goalkeeper
Trøje #60
Joseph Okumu
Defender
Trøje #2
Hiroki Sekine
Defender
Trøje #3
Nicolas Pallois
Defender
Trøje #4
Maxime Busi
Defender
Trøje #4
Abdoul Koné
Defender
Trøje #12
Malcolm Jeng
Defender
Trøje #13
Sergio Rodríguez
Defender
Trøje #18
Valentin Edoa
Midfielder
Trøje #6
Teddy Teuma
Midfielder
Trøje #10
Mohamed Diadie
Midfielder
Trøje #13
Reda Khadra
Midfielder
Trøje #14
Eloge Gueu
Midfielder
Trøje #20
Mory Gbane
Midfielder
Trøje #24
John Benoa
Midfielder
Trøje #31
Yaya Fofana
Midfielder
Trøje #71
Ange Tia
Midfielder
Trøje #87
Junya Ito
Attacker
Trøje #7
Keito Nakamura
Attacker
Trøje #9
Mohamed Daramy
Attacker
Trøje #9
Mamadou Diakhon
Attacker
Trøje #11
Oumar Diakité
Attacker
Trøje #14
Ike Orazi
Attacker
Trøje #14
Jordan Pefok
Attacker
Trøje #17
Amine Salama
Attacker
Trøje #17
Niama Sissoko
Attacker
Trøje #19
Adama Bojang
Attacker
Trøje #27
Hafiz Ibrahim
Attacker
Trøje #85Stade de Reims Historie og Info
Stade de Reims er et af de navne, der instinktivt vækker ekkoer af glamour, episk fodboldromantik og dybe historiske lag i fransk – og europæisk – fodbold. Klubbens rød-hvide farver, der i dag er indbegrebet af Champagne-regionens repræsentant i professionel fodbold, dækker over mere end hundrede års klubkultur, organisatoriske op- og nedture samt et sportsligt forløb, der spænder fra lokal amatøridyl til internationale finaler mod Real Madrid. I flere perioder har Reims været selve krumtappen i udviklingen af spillet i Frankrig, ikke mindst i 1950’erne, hvor begrebet «football-champagne» blev skabt og senere – med kærligt drilleri – hæftet på alt, hvad der mindede om offensivt, legende pasningsspil.
Samtidig rummer fortællingen om Stade de Reims dramatiske økonomiske kollapser, tvangsnedrykninger, juridiske likvidationer og genfødsler i nederste række, inden klubben igen genskabte sin professionelle status. Adskillige generationer af spillere – fra Robert Jonquet og Raymond Kopa til nyere profiler som Carlos Bianchi og Just Fontaine – har sat varige aftryk i både den nationale og den internationale fodboldbevidsthed. Klubbens stærke tilknytning til landsholdet kulminerede ved VM 1958, hvor hele otte Reims-spillere var med til at erobre en fransk bronzemedalje.
I dag associeres Stade de Reims fortsat med solide strukturer og en konceptuel tro på offensiv fodbold, selv om realiteten igennem de seneste årtier også har budt på hyppige skift mellem landets to øverste rækker. Fra udsvingene i 1970’erne, konkursen i 1991, genstarten i division d’honneur og tilbagekomsten til Ligue 1 i 2012 og 2018 tegner der sig et billede af en klub, som igen og igen finder ressourcerne til at rejse sig. Nedenfor følger en tematisk og kronologisk gennemgang af samtlige hovedlinjer i klubbens særdeles omskiftelige – men altid fascinerende – historie.
Historisk overblik
Rødderne: Société Sportive du Parc Pommery (1910-1931)
Klubbens forhistorie begynder den 29. september 1910, hvor champagne-huset Pommery & Greno etablerer en virksomhedsforening under navnet Société Sportive du Parc Pommery (SSPP). Med marquis Melchior de Polignac som protektor dyrkede foreningen flere idrætsgrene, herunder fodbold. Fra starten bar spillerne gyldne trøjer og grønne shorts – en direkte reference til champagneflaskens farver. Efter Første Verdenskrig blev sektionen optaget i Ligue du Nord-Est, og klubben avancerede i 1929 til division d’honneur, hvor den i 1930 sluttede som nummer to og for første gang overstrålede lokalrivalen Sporting Club Rémois.
Etableringen af Stade de Reims og overgangen til professionalisme (1931-1945)
Den voksende interesse for fodbold og udsigten til en officiel professionel liga førte til, at SSPP i juni 1931 valgte at udskille fodbolden i en selvstændig idrætsforening under navnet Stade de Reims. Klubbens første farver blev tango og sort, og engelske David Harrison engageredes som træner. I 1934 stod et nyt kommunalt velodrom færdigt – den senere Stade Auguste-Delaune – og Reims sikrede sig samme år adgang til den professionelle Division 2. I 1935 vandt man det nystiftede franske amatørmesterskab efter finalesejr over Bordeaux og søgte umiddelbart derefter professionel status.
Forstærket af en sammenslutning med Sporting Club Rémois i 1938 overtog klubben rivalens røde og hvide farver. Anden Verdenskrig kastede naturligt sin skygge ind over turneringerne, men Reims blev administrativt placeret i den øverste række i 1939-40-sæsonen og vandt i 1942 sin regionale krigs-pulje. Under Vichy-regimets «équipes fédérales» spillede man i 1943-44 som Équipe Fédérale Reims-Champagne og nåede Coupe de France-finalen.
Den store guldalder – «Le Grand Reims» (1945-1962)
Efter krigen fastholdt det franske fodboldforbund Stade de Reims i Division 1, og basen blev hurtigt udbygget til landets førende fodboldprojekter. Fra 1949 til 1962 vandt klubben seks franske mesterskaber (1949, 1953, 1955, 1958, 1960, 1962) og to Coupe de France-trofæer (1950, 1958). Træner Henri Roessler lagde fundamentet, men det var især Albert Batteux, der fra 1950 udviklede det lynhurtige pasnings- og positionsspil, som senere fik tilnavnet «football-champagne» og innovationen «corner à la rémoise» – en kort, flad udførsel af hjørnespark.
Guldalderen blev iscenesat af profiler som Raymond Kopa, Just Fontaine, Robert Jonquet, Armand Penverne, Dominique Colonna, Roger Piantoni og René Bliard. I Europa var Reims pioner: Latin-Cup-sejr i 1953 (over AC Milan i finalen) og finalesyn i den første Europa-Cup for Mesterhold 1956 samt i 1959 – begge gange med Real Madrid som modstander og endestation. Den smalle 3-4-finale i 1956 på Parc des Princes regnes stadig blandt turneringens mest spektakulære.
Tilbagevenden til normalitet (1963-1979)
Da Batteux ikke fik kontrakten forlænget i 1963, startede nedturen. Reims rykkede ned i 1964, op i 1966, ned igen i 1967 og blev først administrativt løftet tilbage til eliten i 1970, da ligaen blev udvidet til 20 hold. Perioden bød dog på isolerede højdepunkter: Carlos Bianchi blev Ligue 1-topsCorer i både 1973-74 (30 mål) og 1975-76 (34 mål), og holdet nåede Coupe de France-finalen i 1977 (nederlag 1-2 til Saint-Étienne). De økonomiske problemer voksede, og i 1978 blev klubben kun reddet fra øjeblikkelig konkurs via en solidaritetsindsamling. Sportligt endte man sidst i Division 1 i 1979.
Krise, kollaps og likvidation (1979-1992)
I løbet af 1980’erne blev Reims en midterklub i Division 2. Carlos Bianchi vendte hjem som træner og førte holdet til back-to-back Coupe de France-semifinaler (1987 og 1988), men oprykningen udeblev, og gælden eskalerede til over 50 mio. franc. Uden investorer tvang en domstol klubben til administrativ nedrykning i 1991 og efterfølgende likvidation i oktober samme år. Man fortsatte sæsonen som Stade de Reims Champagne FC, men 11. maj 1992 blev også denne enhed opløst. Samtlige trofæer og arkivalier blev bortauktioneret.
Genopbygningen fra bunden (1992-2004)
Allerede juli 1992 genskabtes en amatørforening, Stade de Reims Champagne, der startede i division d’honneur Nord-Est (6. niveau). Under trænere som Tony Giannetta og Manuel Abreu klatrede klubben støt: National 3-oprykning i 1994, National i 1999 (efter et berømt «tapis-vert»-tilfælde, hvor Pontivy blev nægtet licens), og i 2002 vendte Reims tilbage til den professionelle Ligue 2. Statuettene fra storhedstiden blev i 1996 købt tilbage for én symbolsk franc, og i juli 1999 genvandt klubben sit historiske navn.
Stabilisering og første retur til Ligue 1 (2004-2013)
Jean-Pierre Caillot tog præsidentrollen i 2004, mens Stade Auguste-Delaune blev totalrenoveret (2004-08). Sportsligt oplevede man konsolidering i Ligue 2, en Coupe de la Ligue-semifinale i 2007 og et pludseligt kollaps i 2009, hvor nedrykning trods Luis Fernandez’ redningsforsøg var uundgåelig. Straks året efter rykkede Reims op igen under Marc Collat. Med Hubert Fournier på trænerbænken nåede klubben i 2012 – efter 33 års fravær – tilbage til Ligue 1 og sikrede sig overlevelse i debutsæsonen.
Svingdørs-årene og ny oprykning (2013-2018)
Ambitionerne steg: en 11.-plads i 2014, men efter nølende 2015-præstationer fyrede man Jean-Luc Vasseur og erstattede ham med Olivier Guégan. I 2016 gled holdet alligevel under stregen trods en stor sejr over Lyon i sidste spillerunde og måtte tilbage til Ligue 2. Michel Der Zakarian fik ikke rettet skuden i 2017, hvorefter David Guion tog over. Under Guion startede Reims 2017-18 med fire sejre og holdt siden førstepladsen sæsonen ud; 28 sejre og 88 point er fortsat ligarekord, og klubben vendte i april 2018 tilbage til eliten.
Nutidige udfordringer (2018- )
Tilbage i Ligue 1 leverede Reims en imponerende 8.-plads i 2019 og sluttede 2019-20-sæsonen som nummer seks, hvilket gav adgang til Europa League-kvalifikation – den første europæiske optræden siden 1963. Eventyret stoppede dog i tredje kval-runde mod ungarske Fehérvár. I 2024-25 nåede klubben sin første Coupe de France-finale i 48 år, men tabte 0-3 til Paris Saint-Germain og blev efterfølgende slået ud i play-off af FC Metz. En administrativ nedrykning af Lyon gav et kortvarigt livline, men efter Lyons vellykkede appel måtte Reims acceptere nedrykning til Ligue 2 for 2025-26.
Identitet, farver og symboler
Farvernes udvikling
- 1910-1931 (SSPP): Guld & grøn.
- 1931-1938: Tango & sort.
- Fra 1938: Rød & hvid – arvet fra Sporting Club Rémois.
Logo-historik
Efter fusionen i 1938 bar klubben i årtier kun initialerne «SR». Lovgivningen om alkoholreklame (Loi Évin 1991) forbød brug af vinflaske-symbolik, og fra 1992 til 1998 spillede Reims uden officielt logo. I 1999 designede Christophe Blottin det emblem, hvor SR-bogstaverne indrammer en silhuet af Reims’ berømte «Ange au Sourire». I 2020 blev et moderniseret våben introduceret – stadig med akronymet, katedralkurverne og den femtakkede fodboldstjerne.
Dragtleverandører
I professionelle perioder har Reims valgt forskellige udstyrspartnere; fra 2015-16 Hummel, i 2016-17 Hungaria, og senere andre – skift dikteret af økonomi og branding.
Stade Auguste-Delaune
Bygget som kommunalt velodrom i 1933-34 og navngivet til minde om modstandsmanden Auguste Delaune i 1945, er stadion den konstante ramme om klubbens kampe. Om- og udbygningen fra 2004-2008 gav et moderne, alt-sædet anlæg med dedikerede tribuner opkaldt efter Robert Jonquet og Francis Méano. Kapacitets- og komfortdata er ikke detaljeret offentliggjort i de tilgængelige kilder, men arenaen har gentagne gange huset over 27 000 tilskuere (rekord i Coupe de France-semifinalen 1987).
Organisation og ledelse
Præsidenter gennem tiderne
| Periode | Navn | Baggrund |
|---|---|---|
| 1910-1936 | Marquis Melchior de Polignac / René Humbert (sektion) | Champagne-familien Pommery |
| 1936-1941 | Maurice Hutin | Bicycle Club Rémois |
| 1941-1945 | Charles Hiltgen | Industridrivende |
| 1945-1953 | Victor Canard | Champagne Canard-Duchêne |
| 1953-1977 | Henri Germain | Sportsdirektør → præsident |
| 1977-1990 | Serge Bazelaire | Læge |
| 1991-1992 | Robert Ravillon / Jacques Dahm | Industrifolk – likvidationsperiode |
| 1992-1996 | Jean-Claude Hérault | Industriel, genopbyggeren |
| 1996-2004 | Christophe Chenut | Forretningsmand, senere L’Équipe-direktør |
| 2004- | Jean-Pierre Caillot | Lokal erhvervsprofil, præsident stadig i 2025 |
Træner-kronologi (udvalg)
- Henri Roessler (1945-1950)
- Albert Batteux (1950-1963) – fem mesterskaber
- Camille Cottin (1963-1964)
- Robert Jonquet (1964-1967)
- Émile Rummelhardt (1967-1969)
- Lucien Leduc (1973-1975)
- Pierre Flamion (1975-1978)
- Carlos Bianchi (1985-1988)
- Marc Collat (2000-2002 og 2009-2010)
- Hubert Fournier (2010-2014) – oprykning 2012
- David Guion (2017-2021) – rekordsæson i Ligue 2
- Karel Geraerts (2023- )
Nuværende sportslig struktur (2025)
Den seneste offentliggjorte organisation viser Jean-Pierre Caillot som præsident, Pol-Édouard Caillot som sportsdirektør og Karel Geraerts som cheftræner flankeret af Tim Smolders, Alberto Escobar, Franck Chalençon og Samba Diawara.
Spillestil og taktisk arv
«Football-champagne» blev udviklet under Albert Batteux i 1950’erne. Kendetegn:
- Pasningsspil i højt tempo; bolden holdes på jorden.
- Positionsskifte og rotations-løb for at åbne rum.
- Konsekvent opbygning helt fra målmanden via korte afleveringer.
- Fokus på at skabe og afslutte angreb frem for defensiv forvaltning.
- Corner à la rémoise: kort hjørnespark i to tempi, der bryder modstanderens markering.
Stilen var så markant, at navnet «Reims-hjørne» stadig bruges i fransk fodboldterminologi.
Resultater og meritter
Nationalt hæder
| Konkurrence | Titler | År |
|---|---|---|
| Ligue 1 / Division 1 | 6 | 1949, 1953, 1955, 1958, 1960, 1962 |
| Coupe de France | 2 | 1950, 1958 |
| Trophée des Champions / Challenge des Champions | 5 | 1955, 1958, 1960, 1966*, 1977* (*udgaver registreret i kilderne som vundne) |
| Ligue 2 | 2 | 1966, 2018 |
| National | 1 | 2004 |
| Championnat de France amateur | 2 | 1935, 1948 |
Internationale trofæer og finaler
- Latin-Cup: Vinder 1953 (finale 3-0 mod AC Milan)
- European Cup (forløber for Champions League): Finalist 1956 & 1959
- Coppa delle Alpi: Vinder 1977
- UEFA Europa League: Tredje kval-runde 2020 (elimineret af Fehérvár)
Europæisk statistik (udvalgte nøgletal)
| Sæson | Turnering | Fase | Modstander | Resultat |
|---|---|---|---|---|
| 1955-56 | European Cup | Finale | Real Madrid | 3-4 |
| 1958-59 | European Cup | Finale | Real Madrid | 0-2 |
| 1960-61 | European Cup | 2. runde | Burnley FC | Samlet nederlag |
| 1962-63 | European Cup | Kvartfinale | Feyenoord | Samlet nederlag |
| 2020-21 | Europa League | 3. kval-runde | Fehérvár | 0-0 (1-4 str.) |
Profiler og legender
Spillere med markant indflydelse
- Robert Jonquet – 502 kampe, anfører, defensiv baryton i guldalderen.
- Raymond Kopa – Ballon d’Or 1958; kreativ hjerne bag offensiven.
- Just Fontaine – 122 ligamål for Reims; VM-rekordholder med 13 mål i 1958.
- Pierre Sinibaldi – 115 ligamål 1946-53.
- René Bliard – Ligaens topscorer 1955 (30 mål).
- Carlos Bianchi – Topscorer 1974 og 1976, senere cheftræner.
- Armand Penverne, Roger Piantoni, Dominique Colonna – øvrige nøglestene.
Nuværende trup (juli 2025)
Den fulde spillerliste er ikke officielt offentliggjort i de fremlagte kilder; der foreligger derfor ingen verificerbar, opdateret oversigt.
Akademi og talentudvikling
Reims’ satsning på lokale talenter går tilbage til Pierre Perchat og Albert Batteux’ tid, hvor. reserve- og amatørleddene vandt det nationale amatørrækkemesterskab i 1948. Center de Formation ledes (2020’erne) organisatorisk af David Guion og senere Pol-Édouard Caillot. Akademiets graduanter har gennem årene inkluderet spillere som Gabriel Desmenez og Léon Desmenez i 1970’erne og flere senere Ligue-professionelle.
Økonomi og juridiske slag
Stade de Reims’ finansielle historie er turbulent. Allerede i 1978 måtte man søge støtte fra liga-kolleger for at dække et hul på seks millioner franc; i 1991 kulminerede gælden på 50+ mio. franc og betød likvidation. I nyere tid har klubben opretholdt professionel drift – men stadig med forsigtighed – og har i 2025 måttet navigere i Ligue-licenssystemets dominoeffekter efter Lyon-sagen.
Kulturel betydning og arv
«Le Grand Reims» fra 1950’erne er blevet referencepunkt for elegant, offensiv fodbold. Holdet satte ditto et aftryk på det franske landshold: ved VM 1958 kom halvdelen af start-XI fra Reims, hvilket gjorde klubben til rygrad i nationens første «gyldne generation». De to Europa-Cup-finaler mod Real Madrid er ligeledes mytologiseret som begyndelsen på den moderne europæiske klubfodbold. I nutiden lever minderne videre i stadionets tribunebetegnelser, klubbens museale samlinger og den fortsatte omtale af «football-champagne» i taktiske analyser.
Konklusion
Stade de Reims’ historie er en fortælling om skarpe kontraster: triumf og tragedie, rigdom og ruin, international elegance og lokal forankring. Fra Pommery-arbejdernes gyldne trøjer til nutidens professionelt drevne Ligue-organisation har klubben aldrig været stillestående. De seks mesterskaber og to Europa-finaler bliver stående som kronjuveler, men lige så karaktergivende er de årtier, hvor Reims på stædig vis kæmpede sig op fra division d’honneur til toppen igen. Klubbens evne til at rejse sig og dens bidrag til fransk fodbolds identitet sikrer, at navnet Stade de Reims fortsat rummer mere end blot nostalgi: det er en levende påmindelse om fodboldens pendul mellem storhed og sårbarhed, og om hvor meget passion og organisering betyder, når et traditionsrigt emblem igen og igen skal pustes til live.