Valenciennes FC
Grundlagt: 1913
Liga: National 1
Placering: #10
Hjemmebane
Stade du Hainaut
Nungesser, Valenciennes
Kapacitet: 24926
Overflade: Græs
Valenciennes FC Kampe
Her kan du se kampprogrammet med alle Valenciennes FC kampe i National 1 i 25/26 sæsonen.
Du kan både se kommende Valenciennes FC kampe, samt de Valenciennes FC kampe der allerede er spillet.
Valenciennes FC Kommende Kampe
Runde 1
LB Châteauroux
Runde 2
Valenciennes FC
Runde 3
US Orléans
Runde 4
Valenciennes FC
Runde 5
Stade Briochin
Runde 6
Valenciennes FC
Runde 7
Caen
Runde 8
Valenciennes FC
Runde 9
AC Ajaccio
Runde 10
Valenciennes FC
Runde 11
Aubagne FC
Runde 12
Valenciennes FC
Runde 13
FC Versailles 78
Runde 14
Valenciennes FC
Runde 15
Dijon FCO
Runde 16
Valenciennes FC
Runde 17
Valenciennes FC
Runde 18
Le Puy Foot 43 Auvergne
Runde 19
Valenciennes FC
Runde 20
FC Rouen
Runde 21
Valenciennes FC
Runde 22
FC Gobelins
Runde 23
Valenciennes FC
Runde 24
FC Villefranche Beaujolais
Runde 25
Valenciennes FC
Runde 26
US Concarneau
Runde 27
Valenciennes FC
Runde 28
US Quevilly-Rouen Métropole
Runde 29
Valenciennes FC
Runde 30
FC Fleury 91
Runde 31
Valenciennes FC
Runde 32
FC Sochaux-Montbéliard
Runde 33
Bourg-en-Bresse Péronnas 01
Runde 34
Valenciennes FC
Valenciennes FC Stillinger
Her kan du se Valenciennes FCs aktuelle stillinger i National 1 for sæsonen 25/26.
Valenciennes FC ligger lige nu på 10.-pladsen med 8 point efter 7 kampe.
Valenciennes FC har vundet 2 kampe, spillet 2 kampe uafgjort, og tabt 3 kampe. I stillingen har Valenciennes FC en målforskel på -1 (scoret 7, indkasseret 8)
Du kan se tabellen med Valenciennes FC stillinger herunder:
| # | Hold | K | V | U | T | + | − | ± | P | Form |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 |
FC Rouen
|
7 | 4 | 2 | 1 | 12 | 6 | 6 | 14 |
|
| 2 |
FC Versailles 78
|
5 | 4 | 1 | 0 | 10 | 2 | 8 | 13 |
|
| 3 |
FC Sochaux-Montbéliard
|
7 | 4 | 1 | 2 | 13 | 6 | 7 | 13 |
|
| 4 |
Dijon FCO
|
6 | 2 | 4 | 0 | 7 | 4 | 3 | 10 |
|
| 5 |
Caen
|
7 | 2 | 4 | 1 | 7 | 5 | 2 | 10 |
|
| 6 |
FC Fleury 91
|
6 | 3 | 1 | 2 | 9 | 4 | 5 | 10 |
|
| 7 |
US Orléans
|
7 | 3 | 1 | 3 | 6 | 10 | -4 | 10 |
|
| 8 |
Aubagne FC
|
6 | 2 | 3 | 1 | 7 | 7 | 0 | 9 |
|
| 9 |
LB Châteauroux
|
7 | 1 | 5 | 1 | 9 | 9 | 0 | 8 |
|
| 10 |
Valenciennes FC
|
7 | 2 | 2 | 3 | 7 | 8 | -1 | 8 |
|
| 11 |
US Concarneau
|
6 | 2 | 2 | 2 | 6 | 7 | -1 | 8 |
|
| 12 |
FC Villefranche Beaujolais
|
6 | 2 | 2 | 2 | 4 | 7 | -3 | 8 |
|
| 13 |
FC Gobelins
|
7 | 2 | 1 | 4 | 7 | 11 | -4 | 7 |
|
| 14 |
Le Puy Foot 43 Auvergne
|
7 | 1 | 3 | 3 | 7 | 11 | -4 | 6 |
|
| 15 |
Stade Briochin
|
7 | 1 | 2 | 4 | 6 | 12 | -6 | 5 |
|
| 16 |
US Quevilly-Rouen Métropole
|
6 | 1 | 1 | 4 | 7 | 9 | -2 | 4 |
|
| 17 |
Bourg-en-Bresse Péronnas 01
|
6 | 0 | 3 | 3 | 3 | 9 | -6 | 3 |
|
Valenciennes FC Spillere sæsonen 25/26
Her er alle 29 spillere på Valenciennes FCs hold i 25/26, til både National 1 og andre turneringer som Valenciennes FC er med i:
Jean Louchet
Målmand
Trøje #1
Justin Lacombe
Målmand
Trøje #16
Derrick Abu
Forsvarer
Trøje #2
Souleymane Basse
Forsvarer
Trøje #3
Loïck Landre
Forsvarer
Trøje #4
Jordan Poha
Forsvarer
Trøje #5
S. Sissoko
Forsvarer
Trøje #6
A. Diomandé
Forsvarer
Trøje #17
Lucas Buadés
Forsvarer
Trøje #19
Emmanuel Mbondo
Forsvarer
Trøje #20
R. Thomas
Forsvarer
Trøje #24
Abdelwahed Wahib
Forsvarer
Trøje #28
A. Coeff
Forsvarer
Trøje #29
S. Niakaté
Forsvarer
Trøje #33
S. Belloumou
Midtbanespiller
Trøje #6
Mabrouk Rouaï
Midtbanespiller
Trøje #8
Jean Moursou
Midtbanespiller
Trøje #13
J. Collet
Midtbanespiller
Trøje #21
Rémy Boissier
Midtbanespiller
Trøje #22
Kader Diomandé
Midtbanespiller
Trøje #26
Samy Baghdadi
Angriber
Trøje #7
A. Ipiélé
Angriber
Trøje #10
Stredair Appuah
Angriber
Trøje #11
El Raheriniaina
Angriber
Trøje #14
Gaëtan Courtet
Angriber
Trøje #18
K. Kouakou
Angriber
Trøje #23
E. Moké
Angriber
Trøje #24
Cheikh Diouf
Angriber
Trøje #28
Rento Takaoka
Angriber
Trøje #33Valenciennes FC Historie og Info
Valenciennes Football Club – ofte blot kaldet VA, VAFC eller ganske simpelt Valenciennes – er en af Nordfrankrigs mest traditionsrige fodboldinstitutioner. Klubben blev grundlagt i årene før Første Verdenskrig og har siden været en fast bestanddel af det franske fodboldlandskab med perioder i både Ligue 1, Ligue 2, National og de lavere rækker. Igennem mere end et århundrede har den røde trøje fra Hainaut-egnen skabt store øjeblikke, udklækket markante spillere, gennemlevet økonomiske og sportslige rutsjebaneture og ikke mindst sat kulør på hele regionens identitet.
Historien om VAFC er fuld af kontraster: Fra guldalderen i 1960’erne, hvor Serge Masnaghetti, Joseph Bonnel og Robert Domergue skaffede to podiumplaceringer i den øverste række, til den dramatiske VA-OM-skandale i 1993, der sendte klubben ud i et decideret sammenbrud. Fra den spektakulære dobbeltoprykning i 2005 og 2006 med Antoine Kombouaré på trænerbænken til den økonomiske redningsaktion sommeren 2014, hvor en administrativ nedrykning til CFA lurede – og helt frem til 2024, hvor et nyt ejerskab under Sport Republic ikke kunne forhindre en retur til Championnat National. Hver epoke har efterladt sig tydelige spor i klubbens selvforståelse og har præget såvel supporterskare som bybillede.
I dag står Valenciennes igen over for en genopbygningsfase. Nedrykningen fra Ligue 2 i 2024 blev ledsaget af et usædvanligt pokaleventyr helt frem til semifinalen i Coupe de France, og selv om sæsonen internt var præget af organisatorisk uro, har klubben stadig sine ultramoderne faciliteter på Mont-Houy, et stadion i topmoderne rammer og et navn, der vækker respekt i fransk fodbold. Overskriften for de kommende år ligger i at genetablere et solidt sportsligt fundament, værne om den lokale forankring og skabe balance i økonomien – alt sammen under det ikoniske cygnesymbol, der har fulgt VA siden de tidligste år.
Historisk overblik
Fra de første spark til professionel status (1906-1933)
De allerførste skridt blev taget 1. november 1906, da en gruppe gymnasieelever – Brouillard, Décamp, François, Carlier, Azais, Colment, Péragallo, Lévy, Nivolon, Faleur og Taquet – stiftede Football-Club de Valenciennes (FCV). Aktiviteten var beskeden og begrænsede sig til venskabskampe mod hold fra Escaut-distriktet, men grundstenen var lagt. Manglende midler satte dog foretagendet i bero, og klubben gik i dvale indtil 1913, hvor navnet blev til Football Club Valenciennois, der straks blev meldt ind i Union des Sociétés Sportives Françaises. Samme sæson vandt holdet sin første titel, den lokale Promotion-række i Nord, før Første Verdenskrig stoppede næsten al sport i regionen.
Efter krigen samledes entusiasterne igen den 5. oktober 1919, men uden eget anlæg måtte man spille på militære eksercerpladser eller på Plaine de Mons. I 1922 flyttede man spillene til en græsparti ved Avenue de Reims, og 14. juni 1925 indsatte man Albéric Colson som ny formand med ambition om at løfte FCV til regional top. Projektet blev for alvor konkretiseret, da kommunen gav tilladelse til at opføre et stadion på selvsamme Avenue de Reims.
US Valenciennes-Anzin og indtoget i det nationale hierarki (1929-1939)
I 1929 skiftede klubben identitet til Union Sportive Valenciennes-Anzin (USVA) – et fællesskab mellem de to nabobyer, der allerede dengang gav anledning til det karakteristiske VA-akronym. 28. april samme år blev det nye anlæg indviet som Stade Nungesser foran 2 500 tilskuere, og bare ét år senere rykkede holdet op i Ligue du Nordens Division Honneur B.
Professionel fodbold blev indført i Frankrig i 1932, og USVA sagde ja til at træde ind i den nystiftede Division 2 i sæsonen 1933-34. Den 10. september 1933 spillede Nungesser sin første professionelle kamp – en 4-0-sejr over Le Havre. Allerede i den efterfølgende sæson sikrede Charles Griffiths’ mandskab oprykning til Division 1 efter blandt andet at have slået D1-førende Strasbourg ud af Coupe de France og besejret Rouen 4-1 i det altafgørende opgør. Debuten i landets stærkeste række blev dog hård: Hele 1-12 mod Sochaux er endnu i dag den største D1-lussing registreret. En sidsteplads sendte hurtigt USVA retur til D2. Et intermezzo med nye profiler som Guillaume Wagner og Ernest Libérati førte til endnu en kortvarig oprykning, men klubben sluttede 1930’erne i den næstbedste række, mens en ny generation – Bolek Tempowski og René Bihel – gjorde deres første indtryk.
Krigsår, genfødsel og den legendariske pokalfinale (1939-1953)
Under Anden Verdenskrig deltog USVA i regionale krigsturneringer, men landsdækkende professionel fodbold var sat på hold. Genoptagelsen efter freden bød på vanskelige år økonomisk såvel som sportsligt. I 1944-45 blev Division 2 ikke genoprettet, men da ligaen reorganiseredes i 1945-46 stemte forbund og liga om, hvilke klubber der skulle tilbage i D1. Valenciennes fik først tilstrækkelige stemmer, men et efterfølgende revurderingsmøde sendte pladsen til Lyon på grund af VA’s underskud, og klubben forblev i D2.
Økonomiske vanskeligheder kulminerede i 1949, hvor kommunen måtte redde klubben fra at lukke dørene. Alligevel kom de store sportslige højdepunkter kort efter. Sæsonen 1950-51 begyndte med bundplaceringer, men præsident André Dubois ansatte Henri Pérus som træner, og i Coupe de France skete miraklerne: Sejre over storfavoritterne Lille (dengang forsvarende tredobbelte pokalvindere), RC Paris og Saint-Étienne sendte USVA i finalen. 6. maj 1951 stod over 60 000 tilskuere klar i Colombes, hvor præsident Vincent Auriol modtog et broderet VA-serviet fra klubben – men på banen var Strasbourg stærkest og vandt 3-0. Trods nederlaget blev holdet hyldet som helte ved hjemkomsten, og finalen er fortsat indgraveret som et hovedkapitel i VA-historien.
Domergue-æraen og klubbens guldalder (1953-1969)
Efter skiftende trænerløsninger valgte ledelsen i 1953 at ansætte Robert Domergue som ”rigtig” cheftræner. Det blev begyndelsen på klubbens mest strålende periode. Med Petrus Van Rhijns utrolige målscoringsrekorder (40 fuldtræffere i 1954-55 og 37 året efter) fulgte først oprykning og siden succesfulde overlevelser i Division 1, hvilket VA aldrig tidligere havde præsteret.
I starten af 1960’erne kom stortalenterne Serge Masnaghetti og Jean-Claude Piumi til klubben, og i 1962 hentede man rutinerede Thadée Cisowski. Nedrykningen i 1961 var en streg i regningen, men den blev rettet op allerede året efter, og derefter fulgte ni sæsoner i træk i den øverste liga.
Kulminationen kom i 1964-65 og 1965-66, hvor Valenciennes sluttede som nummer 3 begge år – klubbens bedste placeringer nogensinde. Masnaghetti lavede i 1963 hele 35 ligamål og satte stadig gældende rekord med at score i 13 ligakampe på stribe. På dette tidspunkt blev Robert Domergue kåret til årets franske træner, og VA blev efterspurgte repræsentanter for fransk fodbold på sommerturnéer i New York og Hong Kong. Trods topplaceringerne kneb det med opbakningen på lægterne, og økonomien begyndte langsomt at stramme til. Da Domergue forlod klubben i 1966, overlod han et stærkt, men aldrende hold til Gaby Robert, som trods hæderlige placeringer ikke kunne forhindre, at publikumstal og finanser faldt.
Finansielle problemer og elevatorår (1969-1982)
Op gennem 1970’erne blev VA fanget i en klassisk ”elevatorsituation” mellem de to øverste niveauer. Klubbens lønbudget oversteg indtægterne, og selv om 20-holds-udvidelsen af D1 reddede status i 1970, måtte man igen ned i 1971. Succes-træneren Domergue kom kortvarigt tilbage, sikrede et mesterskab i D2 1972 – men røg ned igen i 1973, hvorefter Jean-Pierre Destrumelle tog over. I 1975 rykkede man op endnu en gang, holdt sig frem til 1979 og var i denne periode Nord-Pas-de-Calais’ flagskib, mens Lens og Lille var nede. De store profiler talte Didier Six, Dominique Dropsy, Bruno Metsu og ikke mindst den senere Ballon d’Or Africain Roger Milla, som dog pga. administrative problemer spillede sin første sæson i Division Honneur.
Efter endnu en nedrykning i 1982 begyndte en tiårig periode permanent i Division 2, hvor Erwin Wilczek først som træner, siden sammen med administrativt virke, forsøgte at genrejse klubben. Drastiske nedskæringer i 1982-83 bragte klubben på randen af konkurs, og kun 7 professionelle spilledevar tilbage. Trods tragedien scorede Włodzimierz Lubański 28 liga-mål i 1983. Fremdriften fortsatte med Georges Peyroche, der var tæt på oprykning i både 1990 og 1991, men marginalerne var ikke på Valenciennes’ side.
VA-OM-skandalen og frit fald (1982-1996)
Den længe ventede triumf kom i 1992, hvor Francis Smerecki førte VA tilbage i Division 1. Glæden blev imidlertid kortvarig. 20. maj 1993 afslørede forsvareren Jacques Glassmann i pausen af ligakampen mod Marseille, at han var blevet tilbudt penge af Jean-Jacques Eydelie og OM-direktør Jean-Pierre Bernès for at spille under niveau. Skandalen eksploderede i medierne, sendte Marseille i unåde og lammede Valenciennes.
Sportsligt rykkede klubben ud, og de følgende sæsoner væltede det hele: 1994 nedrykning til National 1, 1995 bundplacering her, 1996 tvangsdegradering til National 2 (CFA) og tab af professionel status efter konkursbegæring. Flere unge spillere, der senere slog igennem andetsteds – Daniel Moreira, Yohan Demont, Jérémie Janot – forlod klubben i denne fase.
Renæssancen som Valenciennes FC (1996-2006)
1. april 1996 genopstod klubben som Valenciennes Football Club med Ludovic Batelli som træner. I 1998 kunne man lade sig hylde som franske amatørmestre, og i første omgang fulgte flere år i National, typisk med placeringer i øvre midterfelt. En nedrykning til CFA i 2000 blev hurtigt vendt til oprykning igen, og med Daniel Leclercq på sidelinjen, Steve Savidan som goalgetter og Jean-Louis Borloo som drivkraft i coulisserne vandt VA National suverænt i 2005. Bare ét år senere toppede man Ligue 2, som første klub nogensinde vandt man to ligatitler i streg på to forskellige niveauer, og i 2006 var den røde trøje tilbage i Ligue 1.
Otte år i Ligue 1 (2006-2014)
Under Antoine Kombouaré (2006-2009) etablerede man sig først og fremmest via en solid organisation på Stade Nungesser. Steve Savidan udfordrede topscoringtitler, og klubben blev kendt for velorganiseret defensiv samt eksplosiv kontrafase. Med Philippe Montanier (2009-2011) skiftede VA til boldbesiddende 4-3-3, hvilket i perioder gav klubben tilnavnet ”Barça du Nord”. Overgangen til det nybyggede Stade du Hainaut 26. juli 2011 var et klart symbol på ambitionerne.
Daniel Sanchez (2011-2013) så siden flere af de bærende kræfter forsvinde for fri transfer – Carlos Sánchez, Renaud Cohade, Gaël Danic – og truppen mistede stabilitet. Resultaterne faldt, og belgiske Ariel Jacobs overtog i oktober 2013. Trods en flot sejr i Monaco i foråret 2014 endte sæsonen med nedrykning, 23 nederlag i 38 kampe og en voksende gæld på minimum 8 mio. €.
Redningsforsøg og stabilisering i Ligue 2 (2014-2023)
I sommeren 2014 fulgte et dramatisk juridisk forløb: først redningsbehandling og DNCG-beslutning om nedrykning til CFA, derpå appelkendelser, ny kapitaltilførsel fra Jean-Louis Borloo og Luc Dayan og til sidst tribunalets beslutning om at lade VA blive i Ligue 2. Jean-Raymond Legrand afgik, Eddy Zdziech overtog formandsposten, og Bernard Casoni blev træner, senere afløst af David Le Frapper og Faruk Hadžibegić. Sportsligt bød årene 2015-2023 på placeringer mellem nr. 7 og 16 samt enkelte derbysejre som den længe savnede 1-0-triumf i Lens i 2016.
Olivier Guégan (2019-2021) gav defensiv struktur og en 7. plads i corona-sæsonen, mens Christophe Delmotte og siden Nicolas Rabuel måtte kæmpe med et kontinuerligt spillersalg og et ungt mandskab. 13. april 2023 sendte Ahmed Kantari til sidst holdet i sikkerhed i næstsidste spillerunde.
Sport Republic og nedrykningen til National (2023-)
16. juni 2023 annoncerede VA’s hovedaktionærer forhandlinger med Sport Republic – der også ejer engelske Southampton FC og tyrkiske Göztepe SK – og 13. juli blev salget gennemført. Henrik Kraft indtrådte som præsident for selskabet, mens portugisiske Jorge Maciel – nylig assistent i Lille – fik sit første cheftrænerjob.
Organisatoriske forsinkelser betød, at truppen mødte ind til preseason uden officiel cheftræner, og overgangen blev præget af interne friktioner mellem ”gamle” og ”nye” ansatte. Resultaterne udeblev: allerede seks runder før afslutningen 2023-24 forlod VA den professionelle Ligue-2-række for første gang i 19 år efter et 1-4-nederlag i Pau. Parallelt leverede holdet et opsigtsvækkende cup-run til Coupe-de-France-semifinalen – den første siden 1970 – hvor Lyon dog blev for stor en mundfuld (0-3). Internt fortsatte uklarhed om ledelsesstrukturen; blandt andet figurerer både Ahmed Kantari og navnet Stéphane Moulin som cheftrænere i forskellige klubdokumenter pr. sommer 2024.
Klubbens identitet
Navn og logo
Navnet har siden 1913 inkluderet bynavnet Valenciennes, og bogstaverne VA refererer historisk til samarbejdet mellem Valenciennes og nabobyen Anzin. Siden 1. april 1996 har den officielle betegnelse været Valenciennes Football Club.
Klubbens nuværende emblem, indført 1. juni 2008, har den stiliserede hvide svane som centralt motiv. Svanen er et gammelt byvåbenselement: det ældste dokument, der nævner Valenciennes (år 693), beskriver området som ”Val en cygnes” – dalen med svanerne – en talemåde, der senere forvanskedes til Valenciennes.
Klubfarver og trøjetraditioner
Rød har altid domineret hjemmebanesættet, mens hvidt traditionelt anvendes til shorts og strømper. Designet har gennemgået en lang række justeringer:
- 1950’erne – scapulardesignet introduceres med hvid V-form på brystet.
- 1968 – Le Coq Sportif tilføjer producentlogoet for første gang.
- 1975-80 – Adidas-striber og røde shorts; senere hvide striber på ærmer.
- 1984-87 – brede horisontale hvide striber præger brystet.
- 1987 og 2008 – scapularet vender tilbage i moderniserede udgaver.
- 2009 – Nike leverer en ”Arsenal-inspireret” rød trøje med hvide ærmer.
- 2011 – Uhlsport lader Stade du Hainaut danne subtilt mønster i udebane-trøjen.
- 2018-24 – Acerbis genintroducerer svanevingemotiv, videreført af Hummel fra 2024.
Stadionanlæg
Stade Nungesser (1930-2011)
Oprindelig åbnet 28. april 1929 og kapacitetsudvidet flere gange. Efter renoveringen i 2006 havde anlægget 16 547 siddepladser og et gennemsnitligt belægningsprocent på over 80 % i 2007-08. Den begrænsede størrelse satte dog loft for klubbens indtægter.
Stade du Hainaut (2011-)
Det nye stadion ligger blot 500 meter fra forgængeren, stadig i kvarteret Nungesser. Byggeriet startede 6. maj 2008; indvielsen fandt sted 26. juli 2011 med et 0-1-nederlag til Borussia Dortmund. Kapaciteten er 25 172 siddende tilskuere, og arkitekturen rummer fleksibel LED-belysning, corporate-lounges og funktioner til både koncerter og andre sportsgrene.
Trænings- og talentudvikling
Mont-Houy-komplekset
Siden 1. august 2008 har VAFC rådet over et 8 hektar stort træningscenter ved universitetet i Famars. Det inkluderer en dobbelt størrelse græsbane, to yderligere naturgræsbaner og to nyeste-generation kunstgræsbaner samt moderne fitness-, behandlings- og videofaciliteter.
Center de Formation
Åbnet i 2009, overtaget af Valenciennes Métropole i 2014 for at lette klubbens økonomiske byrde. Bygningen rummer cirka 40 værelser, klasse- og analysesale. En række kendte spillere – Angelo Fulgini, Nicolas Isimat-Mirin, Rudy Mater – startede karrieren her.
Ledelse og organisation
Præsidenter (sammendrag)
| Periode | Præsident |
|---|---|
| 1925-1928 | Albéric Colson |
| 1928-1936 | Fernand Le Mithouard |
| 1936-? | Étienne Turbot |
| 1950-1953 | André Dubois |
| 1987-1991 | Jean-Louis Borloo |
| 2004-2011 | Francis Decourrière |
| 2011-2014 | Jean-Raymond Legrand |
| 2014-2023 | Eddy Zdziech |
| 2023- | Henrik Kraft (Sport Republic) |
(Bemærk, at listen ikke er fuldstændig – ældre perioder rummer flere formandsskift, som ikke er detaljeret i de offentlige kilder.)
Trænere gennem tiderne (udpluk)
| År | Cheftræner | Bemærkning |
|---|---|---|
| 1933-1935 | Charles Griffiths | Første professionelle træner |
| 1950-1953 | Henri Pérus | Førte holdet i Coupe-de-France-finalen |
| 1953-1966 | Robert Domergue | Podiumsæsonerne 1965-66 |
| 1966-1970 | Gaby Robert | Stabil top 8-placeringer |
| 1971-1973 | Jean-Pierre Destrumelle | Oprykning 1975 |
| 1982-1987 | Erwin Wilczek | Træner i de økonomisk svære år |
| 1988-1991 | Georges Peyroche | Tæt på oprykning 1990 |
| 1991-1993 | Francis Smerecki | Oprykning og VA-OM-sæsonen |
| 2005-2009 | Antoine Kombouaré | Dobbeltmesterskaber L2 & National |
| 2009-2011 | Philippe Montanier | ”Beau jeu” – offensiv spillestil |
| 2013-2014 | Ariel Jacobs | Nedrykningen fra Ligue 1 |
| 2019-2021 | Olivier Guégan | Bedste L2-placering (7) siden 2014 |
| 2023-2024 | Jorge Maciel | Ansat af Sport Republic – fyret indeværende sæson |
| 2024- | Ahmed Kantari / Stéphane Moulin | Uoverensstemmelser i officielle kilder om aktuelt ansvarlig |
Aktuel ledelse (sommer 2024)
- Præsident (SASP): Henrik Kraft
- Generaldirektør: Yoann Godin
- Akademidirektør: Simon Raux
- Cheftræner førstehold: se note ovenfor
Spillertrup og profiler
Nuværende trup
Klubben har offentliggjort en foreløbig spillerliste til sæson 2025-26. Da overgangsvinduet endnu ikke er afsluttet, kan ændringer forekomme.
| Nr. | Pos. | Spiller | Nationalitet |
|---|---|---|---|
| — | Officiel opdatering afventer | ||
Landsholdsspillere fra Valenciennes
- Bernard Chiarelli – Frankrig
- Joseph Bonnel – Frankrig
- Serge Masnaghetti – Frankrig
- Didier Six – Frankrig (seneste VA-spiller udtaget til Les Bleus)
- Jean-Claude Piumi – Frankrig
- Wolfgang Matzky – Frankrig
- Louis Provelli – Frankrig
- Antoine Pazur – Frankrig
- Émile Vrand – Frankrig
- René Bihel – Frankrig
- Jacques Glassmann – Frankrig
Tidligere markante spillere
Listen er lang, men særligt kan nævnes: Petrus Van Rhijn, Thadée Cisowski, Serge Masnaghetti, Joseph Bonnel, Bolek Kocik, Didier Six, Dominique Dropsy, Roger Milla, Bruno Metsu, Włodzimierz Lubański, Steve Savidan og Carlos Sánchez.
Sportslige resultater og nøgletal
Palmarès
| Turnering | Titel | År |
|---|---|---|
| Ligue 2 | Mestre | 1972, 2006 |
| Championnat National | Mestre | 2005 |
| Championnat de France amateur | Mestre | 1998 |
| Coupe de France | Finale | 1951 (sølv) |
| Coupe Charles Drago | Finale | 1959 (sølv) |
Andre udmærkelser
- Bedste Ligue 2-klub (France Football): 1990
- Politik for unge-talenter (France Football): 1968, 1980
- Championnat de France des tribunes: 1957
- Topscorertitler i ligasystemet (uddrag): Petrus Van Rhijn (D2 1955 & 1956), Serge Masnaghetti (L1 1963), Erwin Wilczek (D2 1974), Steve Savidan (National 2005 & L2 2006)
- UNFP Årets træner i Ligue 2: Antoine Kombouaré (2006)
Overblik over ligatilhørsforhold
- 40 sæsoner i den øverste række (først Division 1, senere Ligue 1)
- 36 sæsoner i næstbedste række (D2 / Ligue 2)
- Flere sæsoner i National, CFA og CFA 2 i perioderne 1996-2005 og fra 2024-
Klubrekorder
- Største sejr i professionel liga: 7-2 mod Mantes (1975, D2)
- Største nederlag: 1-12 mod Sochaux (1935, D1)
- Flest ligamål i én sæson: Serge Masnaghetti – 35 (1962-63)
- Længste målstime: Masnaghetti – mål i 13 kampe i træk (1963)
- Flest tilskuere Nungesser: 21 268 mod Sedan (13. marts 1955)
Økonomi og juridisk status
Selskabsform
VAFC drives som Société Anonyme Sportive Professionnelle (SASP) siden 2004. Samtidig er en selvejende forening – Association VAFC – ansvarlig for ungdomshold op til U-15. Fra juli 2023 er majoriteten ejet af Sport Republic, mens et mindre antal lokale aktionærer fortsat besidder poster gennem bestyrelsen.
Budgetudvikling (udpluk)
| Sæson | Budget (M€) | Bemærkning |
|---|---|---|
| 2010-11 | 30 | 17. største i Ligue 1 |
| 2013-14 | ~28 | Underskud ~8 mio. € |
| 2014-15 | ~15 | Stram DNCG-kontrol efter redningsplan |
| 2019-20 | ~12 | Nedjustering pga. tv-aftaler & COVID-19 |
Supporterkultur
Organiserede grupper
Første Ultra-gruppe, Red’n’White Dragons, opstod 1992. Senere er kommet Ultras Roisters, Génération Rouge et Blanc, Red Devils, Scheldt Fans, Mentalita Valentiana og ”Les Exilés de VA” (Paris-baseret siden 2016). I 1957 blev VA-fanbasen kåret som ”Champion de France des supporters”.
Rivaliseringer
- Lokal – Lille OSC (traditionel derby-modstander) og RC Lens. Efter 2014 tiltog rivaliseringen med Lens pga. uenighed om stadionlån, medienærvær og episoder med uroligheder på Stade du Hainaut.
- National – Olympique de Marseille. VA-OM-affæren har skabt et særligt, til tider fjendtligt forhold mellem klubberne og deres fanmiljøer.
Kendte tilhængere
Jean-Louis Borloo (politiker), Jean Stablinski (tidl. cykelrytter), Jean-Marie Leblanc (Tour-direktør), Rachel Legrain-Trapani (Miss France 2007) og journalisten Hélène Mannarino har alle erklæret deres støtte til VA.
Andre hold og projekter
Reserveholdet
Siden 2019-20 har reserven været placeret i National 3. Hjemmekampe spilles på Mont-Houy-anlægget.
Kvindefodbold
Sektionsoprettelsen i 2017 samlede omkring 30 spillere. Førsteholdet konkurrerer i Régional 1 – svarende til den tredje franske hylde. Træningen foregår side om side med mændenes akademi.
Futsal
VAFC var 24. maj 2017 første professionelle klub til at inddrage en eksisterende lokal futsalklub via fusion. Holdet startede i Division Régionale (4. niveau) og har ambition om national række. I 2023 overtog den tidligere landsholdsspiller Yannick Ansart cheftrænerrollen.
Medier og kommunikation
Klubbens egne platforme
Matchdags-magasinet ”Le Rouge & Blanc” blev udgivet til hver hjemmekamp frem til midten af 2010’erne. VA-FC Web TV leverer fortsat videoresuméer, bag-om-scenen-indslag samt fuld dækning af træningslejre.
Tilskuertal
Siden 1947 har klubben registreret publikumstal med store udsving: fra et gennemsnit på godt 18 000 under guldperioden i 1960’erne, fald til under 5 000 i CFA-årene, og stigning til cirka 16 000 efter indvielsen af Stade du Hainaut, inden resultaterne igen dalede.
Anbefalet læsning, film og musik
Litteratur
- Le football à l’USVA de 1933 à 1960, Éditions Nord-Publicité (1960)
- L'affaire OM-Valenciennes, Antoine Casubolo (1994)
- USVA / VAFC – Histoire du football professionnel à Valenciennes, Gilbert Hocq & Jacques Verhaeghe (2011)
Film & tv
- Salut Champion – La petite perle du Brésil (1981)
- La surface de réparation – ARTE-telefilm af Bernard Favre (2001)
- VAFC, une saison en images – dvd-serier 2009 & 2010
Musik
- 45 rpm-singlen ”Allez VA” (1971)
- Major Mädj – ”Ici c’est VA” (2007) og ”VVVV VAFC” (2008)
Perspektiver
Valenciennes FC har overlevet krigspauser, økonomisk ruin og sportslig deroute – og alligevel formået gang på gang at vende tilbage til rampelyset. Med et moderne stadion, et regionalt forankret talentcenter og et engageret publikum står klubben på en historisk stærk platform. Vejen tilbage til de øverste rækker er lang, men kombinationen af lokal stolthed, professionel infrastruktur og en ny investorbaggrund kan skabe grundlaget for endnu et kapitel i den eventyrlige fortælling om svanerne fra Hainaut.
Uanset om det sker i National eller højere oppe, vil hver scoring på Stade du Hainaut blive fejret med samme røde glød, som har brændt siden 1906. Historien viser, at Valenciennes FC aldrig lader sig kue permanent – tværtimod fungerer modgang som tændsats for nye generationer af spillere, trænere og fans, der bærer byens svane højt og stolt ud i det franske fodboldlandskab.
