Fra Parc des Princes’ elegante facader til skyskraberne i Doha: få klubber deler vandene som Paris Saint-Germain. Siden 2011 er den franske hovedstads traditionsklub blevet forvandlet til et globalt sportsbrand, der på få år sprængte alle transferrekorder, tiltrak spillere som Neymar og Kylian Mbappé – og samtidig satte gang i en af de mest polariserende debatter i moderne fodbold: Hvem er det egentlig, der styrer PSG’s skæbne?

Er det forretningsmanden og tv-mogulen Nasser Al-Khelaifi, som poserer på trofæbillederne? Er det Qatar Sports Investments – en investeringsfond, der tilsyneladende har dybe lommer og endnu dybere forbindelser til den qatarske stat? Eller er magten lige nu ved at skifte hænder, efter at amerikanske dollarmilliarder fra Arctos Sports Partners har købt sig ind?

I denne artikel zoomer Fransk Fodbold ind på pengefloden, personerne og politikken bag PSG’s opstigning. Vi kortlægger, hvordan et oliestats-funderet power play har gjort klubben til et symbol på både sportslig storhed og sportswashing-kritik, og vi spørger:

• Hvad betyder det for PSG – og for Ligue 1 – at hovedaktionæren er et statsligt støttet investeringsinstrument?
• Hvorfor dukker Al-Khelaifi igen og igen op i retssale og UEFA-bestyrelser på samme tid?
• Og hvad peger QSI’s nyeste shoppingtur – fra Braga til et muligt Málaga-køb – på af fremtidige planer om et multiklub-imperium?

Følg med, når vi dykker ned i milliardkontrakter, bestikkelsesanklager, Financial Fair Play-regler og den evige jagt på Champions League-trofæet. Hvor ender PSG – og kan nogen standse Qatars march mod fodboldens verdensherredømme?

Disclaimer, metode og hvad vi mener med “ejer”

Læs dette først: Artiklen herunder dykker ned i komplekse finansielle og juridiske forhold omkring Paris Saint-Germain Football Club (PSG) og det qatarske ejerskab. Selvom vi gør os stor umage med at gengive fakta korrekt, er ingenting i sektionen – eller resten af artiklen – tænkt som juridisk eller finansiel rådgivning.

Alle oplysninger er indsamlet fra åbne kilder, primært danske nyhedsmedier, internationale sportsmedier og Wikipedias opslags­værker. Hvor vi citerer eller parafraserer ældre artikler, angiver vi udgivelsesdatoen, så læseren er opmærksom på mulig forældelse. Vores seneste kilde-tjek er foretaget den 29. januar 2026.

Efterforskningssager, retssager og andre myndigheds­processer udvikler sig løbende. Personer og selskaber, som er nævnt i anklager, har krav på uskylds­formodning, og doms­afgørelser kan blive omgjort ved appel. Vi opdaterer artiklen, når der foreligger væsentlige nye afgørelser, men tidsforskydning kan forekomme.

Metode

1. Indsamling af kildemateriale fra danske medier (Ekstra Bladet, TV 2, DR, Tipsbladet m.fl.), internationale sports-nyheds­bureauer og officielle dokumenter.
2. Krydstjek mod officielle selskabs­registre, UEFA-meddelelser og domsudskrifter, hvor de er offentligt tilgængelige.
3. Baseline-fakta om PSG – stiftelsesår, pokalskab, nøglepersoner osv. – er hentet fra den danske Wikipedia-artikel “Paris Saint-Germain F.C.”.
4. Alle vurderinger og konklusioner er redaktionelle; faktiske fejl kan indrapporteres til redaktionen via kontaktformularen på franskfodbold.dk.

Hvad mener vi med “ejer psg”?

• Selskabsniveau: Paris Saint-Germain Football Club ejes via holdingselskabet Paris Saint-Germain SAS. Majoritets­aktionær siden 2011 er Qatar Sports Investments (QSI), som kontrolleres af staten Qatar.
• Personniveau: Den operativt mest magtfulde person er Nasser Al-Khelaifi, formand for QSI og præsident for PSG. Når vi omtaler “ejeren” i daglig tale, er det derfor enten QSI som selskab eller Al-Khelaifi som den udøvende topfigur.
• Minoritetsaktionærer: I 2023/24 trådte den amerikanske fond Arctos Sports Partners ind med ca. 12,5 % af aktierne. De besidder dog ikke kontrol.

Når vi bruger formuleringen “ejer PSG” i artiklen, dækker den således både den kontrollerende selskabs­struktur (QSI) og de personer, der i praksis udøver beslutnings­magten.

Hvem ejer PSG i dag? Den korte version

Den hårde, men korte sandhed: Paris Saint-Germain ejes – i retslig og operationel forstand – af Qatar Sports Investments (QSI). Det qatarske investeringsselskab købte først 70 % af aktierne i 2011 og erhvervede resten året efter. QSI regnes bredt for en forlænget arm af Qatars statslige investerings- og omdømmestrategi, idet selskabet ledes og finansieres af personer med tætte bånd til Emiren og suverænfonden Qatar Investment Authority (QIA).

• Majoritetsejer: QSI (≈ 87,5 %) – fuld driftskontrol, transferbudget og strategisk retning.
• Minoritetsejer siden 2023/24: amerikanske Arctos Sports Partners (≈ 12,5 %) – købte sig ind til en værdiansættelse på ca. 4-5 mia. € og har ingen indflydelse på den daglige ledelse.

Personificeringen af ejerskabet er Nasser Al-Khelaifi, der både er:

• Formand for QSI (kontrollerer pengene)
• Præsident for PSG (frontfigur og beslutningstager)

Denne dobbeltrolle betyder, at Al-Khelaifi fremstår som “ejeren”, mens selve ejendomsretten juridisk ligger i QSI-strukturen.

Siden QSI trådte ind har klubben forvandlet sig fra lokal storklub til global superbrand: Ifølge Wikipedia-siden “Paris Saint-Germain F.C.” (konsulteret 29-01-2026) har PSG nu 13 Ligue 1-mesterskaber; 11 af dem er kommet i QSI-æraen – den perfekte illustration af, hvad statslig kapital og målrettet branding kan udrette på en snes år.

Fra Doha til Paris: QSI’s bagland og Qatars strategi

Qatar Sports Investments (QSI) blev oprettet i 2004 som et statsligt støttet investeringsselskab under det brede paraply-begreb “Qatar Inc.” – den uformelle betegnelse for den konglomerat-lignende struktur, hvor Qatar Investment Authority (QIA) fungerer som formel sovereign-wealth-fond, mens mindre satellitselskaber – herunder QSI, beIN Media Group og Aspire Zone Foundation – løser mere specialiserede opgaver. QSI’s opgave er sport.

Strukturen kan forenkles sådan:

Paraply	Aktør	Primær funktion
Statens kapital-apparat	Qatar Investment Authority (QIA)	Makro-investeringer i energi, ejendomme, banker m.m.
	Qatar Sports Investments (QSI)	Klub- og eventsinvesteringer; majoritetsejer af PSG
	Qatar Airways, Ooredoo m.fl.	Sponsorer, der ofte aktiveres i QSI-projekter
Blød magt via sport & medier	beIN Media Group	Køb og distribution af globale tv-rettigheder
	Aspire Zone / Aspire Academy	Talentudvikling, sportsfaciliteter i Doha

Hvorfor sport – Og hvorfor paris?

1. Global synlighed
   I et land med under tre millioner indbyggere, men verdens tredjestørste naturgasreserver, er diplomati og omdømme en vital “forsikring”. Sport leverer tv-minutter og goodwill, der kan være svær at købe på andre måder.
2. Indtægtsdiversificering
   Medieselskabet beIN (grundlagt 2012 efter spin-off fra Al-Jazeera) genererer abonnements- og reklamekroner, mens PSG fungerer som marketinganker for sponsoraftaler. Forretningen er ikke ren filantropi; den skal også skabe afkast og arbejdspladser i Qatar.
3. Talent og viden hjem til Doha
   Gennem PSG’s akademi, medicinske afdeling og trænerstab hentes know-how, som siden kan overføres til Aspire-programmerne hjemme i Qatar.

2011-overtagelsen i en større tidslinje

• December 2010: FIFA tildeler VM 2022 til Qatar.
• Forår 2011: QSI annoncerer, at man køber 70 % af PSG (rest­procenten købes i 2012).
  Danske og franske medier – heriblandt Ekstra Bladet (“Drama i Paris”) – har beskrevet, hvordan beslutningen blev hjulpet på vej af personlige bånd på højt niveau:
• Tidligere præsident Nicolas Sarkozy, selv PSG-tilhænger, mødtes ifølge flere kilder i november 2010 med Qatars daværende kronprins Tamim bin Hamad Al Thani og daværende UEFA-præsident Michel Platini på Élysée-palæet.
• Mødet fandt sted ugen efter, at Frankrig havde tabt sin egen VM-ansøgning (2022) og kun få uger før FIFA-afstemningen. Ifølge franske og britiske aviser blev “et løfte om at investere i fransk fodbold” drøftet.
• 2012-2017: PSG eksploderer økonomisk – nye trøjesponsorer (Fly Emirates → Accor/”ALL”), verdensrekord-transfers (Neymar & Mbappé) og en årlig indtægts­vækst fra ca. 100 til over 500 mio. euro.
• 2022: Qatar afholder VM – kulminationen på den bløde magt-strategi, mens PSG-brandet har været globalt reklameskilt i over et årti.

Synergien mellem klub, tv-rettigheder og talentfabrikker

Det særlige ved Qatars model er hele værdikæden:

1. Indhold: PSG producerer ugentlige kampe og breaking-overskrifter (transfervinduerne).
2. Distribution: beIN køber/videresælger rettigheder (inkl. Ligue 1 i MENA, Premier League i USA m.m.) og har dermed stærke forhandlingskort over for andre ligaer.
3. Sportstech & talent: Aspire henter elite-trænere, data-specialister og læger fra PSG til Doha-akademiet.
4. Statssponsorater: Qatar Airways, Ooredoo og National Bank of Qatar optræder som kommercielle partnere og får global eksponering.

Franske vinde i ryggen – Og modstand

I Frankrig har de politiske reaktioner været blandede:

• Positive: Kapitaltilførsel til Ligue 1, jobskabelse og en højere UEFA-koefficient har styrket fransk klubfodbold generelt.
• Kritiske: Oppositionspolitikere og en række LFP-klubejere har kaldt ejerskabet “statligt doping” og rejst spørgsmål om financial fair play, konkurrenceneutralitet samt Qatars menneskerettigheds­profil.
• Realpolitik: Frankrig er Europas største aftager af flydende naturgas (LNG) fra Gulf-regionen og sælger kampfly til Qatar. I den kontekst betragtes PSG-alliancen ofte som et diplomatikort, ikke blot som sport.

Konklusion

QSI’s ejerskab af PSG er således ikke et isoleret sportsprojekt, men en multi-lags offensiv i Qatars internationale strategi. Klubben giver øjeblikkelig global synlighed, mens beIN og Aspire udnytter og forlænger effekten. Paris leverer glam­faktor og adgang til Europa, og relationer til franske beslutningstagere har – ifølge åbne kilder som Ekstra Bladet og franske medier – været en central smøremiddel i processen.
Set fra 2026 står QSI stadig som rygraden i denne konstruktion, nu flankeret af minoritetsinvestorer (Arctos) og et spirende multiklub-netværk. Men kerneformålet er uændret: at bruge fodbold som omdømme, forretning og geopolitisk muskel – fra Doha til Paris og videre ud i verden.

Nasser Al-Khelaifi: manden, medieimperiet og magtpositionerne

Fra at være semiprofessionel tennisspiller i 1990’erne til i dag at være en af fodboldens mest indflydelsesrige beslutningstagere har Nasser bin Ghanim Al-Khelaifi sat sig for bordenden i næsten alle lag af den qatarske sportsøkonomi. Han er både pengemanden, kommunikationskanalen og politikeren i de korridorer, hvor moderne fodbold reguleres og forretningsudvikles.

• Formand for Qatar Sports Investments (QSI)
  QSI ejer ca. 87,5 % af PSG og fungerer som statsligt støttet investeringsarm for Qatars bløde magt-strategi. Al-Khelaifi har stået i spidsen siden stiftelsen i 2004 og var hovedarkitekten bag købet af PSG i 2011. Hans post betyder, at han reelt kan binde PSG’s sportslige linje sammen med Qatars overordnede diplomatiske interesser.
• Præsident for Paris Saint-Germain
  Siden overtagelsen i 2011 har han ageret klub­præsident og ansigt udadtil. Han håndplukker sportsdirektører og cheftrænere, godkender de største handler (Neymar, Mbappé m.fl.) og forhandler direkte med Pariser-rådhuset om Parc des Princes versus alternative stadionplaner. Franske medier bruger ofte betegnelsen »le patron« – chefen – for at understrege, at ingen beslutning i klubben tages uden hans stempel.
• Grundlægger og bestyrelsesformand for beIN Media Group
  beIN blev udskilt fra Al Jazeera i 2014 og har siden købt tv-rettigheder til Champions League, VM, Tour de France og OL på en række markeder. Ifølge dansk presse (TV 2, 13-10-2017; DR, 12-10-2017) var netop beIN’s rettighedsopkøb omdrejningspunktet for en schweizisk efterforskning, hvor Al-Khelaifi i 2020 blev frifundet. Sagen illustrerer, hvordan hans medieforretning og fodboldposter flyder sammen – en unik dobbeltrolle, som giver ham indflydelse på både indhold og distribution af spillet.
• Topposter i europæisk fodboldpolitik
  
  • European Club Association (ECA): Valgt til formand i april 2021 efter Andrea Agnellis fald i kølvandet på Super League-kaosset. ECA repræsenterer knap 250 klubber og har vetoretter over kommende Champions League-formater.
  • UEFA’s eksekutivkomité: Som ECA-formand har Al-Khelaifi automatisk sæde i UEFA’s regering. Dermed sidder han ved bordet, når økonomiske regulativer som det nye »squad cost ratio« defineres – regler, som direkte påvirker PSG’s forbrug.
  • Han er desuden medlem af FIFA’s Club World Cup taskforce og rådgiver vedr. VM-relaterede kommercielle strategier.

  Ekstra Bladet kalder ham »den mest magtfulde mand i europæisk klubfodbold uden for Premier League« (EB, 23-05-2019).

Synergieffekten – eller interessekonflikten, alt efter øjnene der ser – er åbenlys: Som QSI-formand baner han vejen for kapital; som PSG-præsident bruger han den; som beIN-boss sælger han historien om den; og som ECA-leder er han med til at skrive reglerne, der skal begrænse (eller i det mindste definere) forbruget. Kombinationen placerer Al-Khelaifi i centrum af tre overlappende kredsløb – finans, medie og governance – hvilket gør ham til en nøglespiller ikke blot for PSG, men for hele europæisk fodbolds fremtidige magtbalance.

Anklager, efterforskninger og udfald: hvad sagerne handler om – og hvor de står i 2026

PSG’s ejer, Nasser Al-Khelaifi, har siden 2017 været genstand for to højtprofilerede sagskomplekser. Begge illustrerer, hvor langvarige og juridisk komplicerede undersøgelser i international sport kan være – og at ingen af dem pr. 29-01-2026 har ført til domfældelse af Al-Khelaifi.

Sagen om tv-rettighederne til vm 2026/2030 (schweiz)

• Oprindelig mistanke (2017): Det schweiziske forbundsan-klager-embede Office fédéral de la justice åbnede en efterforskning for mulig « bestikkelse af offentlige funktionærer » i forbindelse med, at beIN Media Group erhvervede tv-rettighederne til VM 2026 og 2030. FIFA’s Etiske Komité bekræftede samtidigt en intern undersøgelse (kilder: TV 2 13-10-2017; DR 12-10-2017).
• Kernepåstand: At Al-Khelaifi skulle have stillet en luksusvilla på Sardinien til rådighed for daværende FIFA-generalsekretær Jérôme Valcke. Valckes forsvarer fastholdt, at der var indgået en legitim lejeaftale.
• Retsligt forløb:
  • 2019: Formaliseret tiltale mod Valcke; Al-Khelaifi blev ikke tiltalt for bestikkelse, men for « tilskyndelse til dårlig forvaltning ».
  • 2020 (ret i Bellinzona): Al-Khelaifi frifundet på alle punkter. Valcke fik betinget dom for dokumentforfalskning.
  • 2021-2022: Anklagemyndighed indbragte frifindelsen; den føderale appelret stadfæstede frifindelsen i juni 2022. Sagen er dermed afsluttet imod Al-Khelaifi.
• Status pr. 2026: Ingen dom, disciplinær sanktion eller verserende appelsag mod Al-Khelaifi i denne sag.

Den franske sag om atletik-vm 2017 (tribunal judiciaire de paris)

• Oprindelig mistanke (2016) – tiltale offentliggjort 2019: Franske anklagere undersøgte betalinger på ca. 3,5 mio. USD fra et firma forbundet til Al-Khelaifis bror til firmaet Oryx QSI. Pengene skulle ifølge anklagen have haft til formål at påvirke tildelingen af atletik-VM 2017 til Doha (Ekstra Bladet 23-05-2019).
• Procestrin:
  • 2019: Al-Khelaifi sigtes for « aktiv bestikkelse » af en person, der udøver offentlig funktion i en international organisation.
  • 2021: Domstolen adskiller sagen i to delsager – én mod Al-Khelaifi og én mod tidligere IAAF-præsident Lamine Diack + søn.
  • 2023: Undersøgende dommer indhenter supplerende bank- og kommunikationsdata; Al-Khelaifi nægter alle forseelser.
  • 2024-2025: Forsvarerteam indgiver flere proceduremæssige indsigelser med henvisning til manglende kompetence og forældelse. Domstolen har endnu ikke fastsat hovedforhandling.
• Status pr. 2026: Al-Khelaifi er ikke dømt. Efterforskningen er formelt åben men har stået i bero siden efteråret 2025 på afgørelse om proces­skridt. Han optræder fortsat som fuldgyldigt medlem af UEFA’s eksekutivkomité.

Hvad betyder det i praksis?

• Begge sager viser, at mistanke ≠ dom. Internationale korruptionssager kræver ofte samarbejde mellem flere jurisdiktioner, hvilket forlænger tidslinjen.
• Selv mens undersøgelserne kørte, har Al-Khelaifi bevaret – og udbygget – sine poster i PSG, beIN og ECA. UEFA’s integritets-tjek har ikke udelukket ham.
• Jérôme Valcke, der figurerer i den schweiziske sag, blev separat udelukket 10 år af FIFA i 2016 for billet-resale-skandalen – en uafhængig sag, der ofte blandes sammen i medie­omtalen.

For nuværende består det vigtigste faktum: Nasser Al-Khelaifi er pr. 29-01-2026 hverken dømt eller udelukket i de to sager, der hyppigst citeres i dansk presse. Skulle processerne udvikle sig, opdaterer FranskFodbold.dk artiklen.

Milliarderne på banen: transferrekorder, FFP og PSG’s forretningsmodel

QSI’s kapitalindsprøjtning har siden 2011 transformeret Paris Saint-Germain fra fransk storklub til finansiel supertanker. Forretningsmodellen kan skitseres i fem sammenflettede spor:

1) transfers & lønbudgetter: Fra storindkøb til galaktisk skala

• Neymar Jr. (2017): Udløsningsklausulen på 222 mio. € satte ny verdensrekord og cementerede QSI’s villighed til at sprænge markedet.
• Kylian Mbappé (2017/18): Først et låne-år fra Monaco med købspligt på ca. 180 mio. €, siden en monsterkontraktforlængelse i 2022, der angiveligt giver ham den højeste nettoløn i klubfodbold.
• Lønbudgettet toppede ifølge L’Équipe cirka 700 mio. € brutto i 2022/23, mere end hele budgettet i flere Ligue 1-kollegaer tilsammen.
• Rekordinvesteringerne har gjort PSG til en global historie­maskine, men også til det reference­projekt, når debatten falder på økonomisk (u)lighed i europæisk fodbold.

2) indtægtsmotoren: Tværkontinental merchandise og partner­portefølje

QSI’s filosofi har været, at udgifter skaber indtægter – forudsat, at brandet udnyttes globalt.

• Kommercielle aftaler: Accor’s loyalitetsbrand ALL (trøjesponsor 2019-22) og Qatar Airways (fra 2023) giver headline-beløb i 60-80 mio. €/år-lejet. Dertil kommer Nike-aftalen, forlænget til 2032 og angiveligt 75 mio. €/år.
• Global merchandise: Jordan Brand-kollektionerne udsolgte i Asien og USA på timer; PSG har pop-ups fra Seoul til New York og større SoMe-følger end resten af Ligue 1 tilsammen.
• Medie-synergier: beIN Media Group sidder på store tv-pakker i MENA, hvilket sikrer konstant PSG-eksponering.

3) financial fair play: Katten efter musen

UEFA’s FFP-regler har flere gange tvunget PSG i taktisk forandring:

• 2014: 60 mio. € bøde, reduceret trupsindskrivning og sponsorloft efter underskud på ca. 200 mio. €.
• 2018: Sagen genåbnet efter Neymar/Mbappé-sommmeren, men klubben slap for hård straf efter kreativ strukturering (sponsor-revalueringer, udlånssalg m.m.).
• 2023-: UEFA’s nye squad-cost-ratio (maks. 90 %, faldende til 70 % af omsætningen) tvinger gradvise nedskæringer – bl.a. derfor blev profiler som Messi og Neymar solgt/fritstillet i 2023.

Bottom line: PSG har efterlevet formatet tilstrækkeligt til at undgå turneringsudelukkelse, men er fortsat blandt de mest overvågede klubber i Europa.

4) kapacitetsinvesteringer: Fra camp des loges til psg campus

• PSG Campus, Poissy: Et 300 mio. € stort trænings- og akademikompleks (indviet 2024) med 17 baner, forskningslab og kvinde- samt ungdomsuddannelser på samme matrikel.
• Globalt akademinetværk: 21 partnerakademier fra Miami til Doha giver talentpipeline og brand­udbredelse.
• Brandudvidelser: E-sport, haute-couture samarbejder og lifestyle-linien PSG X Jordan har åbnet nye indtægtsstrømme uden for klassisk fodbold.

5) ejerskabets nye nuance: Arctos sports partners

I december 2023 købte den amerikanske fond Arctos Sports Partners ca. 12,5 % af PSG til en værdiansættelse på 4-5 mia. €, hvilket gav:

• Frisk kapital til anlægsprojekter (Campus, stadion-scenarier) og digital ekspansion.
• Et uafhængigt bestyrelsesblik på governance og data-drevet revenue-maksimering – Arctos har allerede minoritets­poster i MLB og NBA.
• Ingen de facto kontrolændring: QSI beholder >85 % og alle stemmerettigheder; Nasser Al-Khelaifi er fortsat øverste beslutningstager.

Resultatet? Siden QSI’s overtagelse har PSG vundet 13 Ligue 1-mesterskaber (rekord, jf. Wikipedia) og etableret sig som en af sportens største omsætningsmaskiner. Det franske mesterskab er næsten blevet en budgetbetinget forventning, mens Champions League-trofæet stadig er den uløste ligning, QSI’s investeringer vurderes op imod.

Netværket og næste skridt: QSI’s multiklubstrategi (Braga, Malaga) og betydningen for Ligue 1

Qatar Sports Investments’ første skridt uden for Frankrig: 22 % af SC Braga

I oktober 2022 bekræftede både SC Braga og QSI, at den qatarske fond havde købt 22 % af aktiekapitalen i den nordportugisiske traditionsklub. Handlen – værdisat til cirka 80-90 mio. € – blev godkendt af de portugisiske konkurrencemyndigheder i foråret 2023.

• Talentpipeline: Braga har et af Portugals mest roste akademier og en dokumenteret track-record for at udvikle spillere til Premier League, La Liga og Ligue 1. For QSI er investeringen et slags test-lab for unge sydamerikanere og afrikanske talenter, som kan modnes i Braga, før de eventuelt tages videre til PSG.
• Lånemuligheder & synergi: Uden at sprænge UEFA’s regler om “related party transactions” kan PSG udlåne spillere på kanten af førsteholdet (f.eks. 18-21-årige akademiprofiler), mens Braga får gratis eller billig arbejdskraft.
• UEFA-compliance: Fordi QSI ejer under 30 %, vurderes Braga-investeringen at holde sig på den sikre side af UEFA’s ejerskabsregler (ingen åbenlys fare for at mødes i europæiske turneringer – og hvis det sker, er minoritetsandelen lav nok til dispensation).

Sonde­ringsfasen i Spanien: Málaga CF i QSI’s kikkert

I marts 2023 citerede Tipsbladet spansk radio (COPE) og franske medier for, at QSI havde afholdt indledende møder om et muligt køb af Málaga CF. Klubben sad allerede på qatarske hænder – Al Thani-familien – men var kørt fast økonomisk, sportsligt og juridisk. Ifølge de åbne kilder:

1. QSI slog kortvarigt på tromme for et kontrolskifte, hvor fonden ville kapitalisere klubbens gæld og sikre ny ledelse.
2. Dialogen blev aldrig eksklusiv; den spanske domstol, der siden 2020 har forvaltet klubben, ønskede flere bejlere.
3. Efter Málaga rykkede ned i 3. bedste række (Primera Federación) i 2023, ebbede QSI-rygterne ud. Per januar 2026 findes ingen officiel aftale.

(Kilde-bemærkning: Tipsbladet-artiklen er fra 14-03-2023; situationen kan have ændret sig efter denne dato.)

Hvorfor alle taler om “multiklub-modellen” – og hvordan QSI vil bruge den

• Benchmark: City Football Group (12 klubber) og Red Bull (Leipzig, Salzburg m.fl.) har vist, at ét globalt “fodbold-økosystem” kan give både skalerbar forretning og sportslig hegnsyn.
• Rekruttering: Flere klubber under samme paraply betyder billigere data-scouting, fælles læge-setup og ensrettet spillestil. Det skal (i teorien) minimere fejlkøb – et irritationsmoment, PSG har brugt trecifrede mio. € på siden 2011.
• Markedsadgang: Portugal og Spanien er stærke eksporthavne til Sydamerika – et kontinent, hvor QSI i forvejen har kommercielle interesser via beIN Media Group.
• UEFA’s gråzoner: Så længe PSG er den eneste QSI-klub, der regelmæssigt kvalificerer sig til Champions League, er risikoen for konflikt lav. Skulle Braga bryde igennem i Europa, kan QSI vælge at sælge ned under 10 % eller flytte ejerskabet til et passivt holdingselskab.

Hvad betyder det for fransk fodbold – muligheder og faldgruber

Potentiel gevinst	Potentiel risiko
Mere know-how om akademidrift, data og sports science til Ligue 1 via fælles stabsfunktioner. Kapitaltilførsel til partnerklubber i Frankrig (låneaftaler, købe-videresælge-strategi). Øget international opmærksomhed – Ligue 1 bliver en del af et globalt narrativ.	Risiko for ressource-koncentration: PSG kan “hoarde” de bedste talenter, mens rivalerne bliver satellitter. Kritik af konkurrenceforvridning: Nationale sponsoraftaler kan blive styret fra Doha og ikke fra Paris. Øget politisk modstand blandt Ligue 1-ejere, der frygter, at QSI får for meget ordstyring i ligaens rettighedsforhandlinger.

Blink mod horisonten: stadion, Champions League og QSI’s risikoprofil

Mens QSI breder sig ud, er hjemmematriklen i Paris endnu uafklaret. Byrådet afviser fortsat et salg af Parc des Princes, og PSG sonderer:

• En større ombygning uden at eje grunden.
• Flytning til Stade de France – hvor staten har åbnet for privatisering.
• Et helt nyt stadion i forstaden Saint-Germain-en-Laye eller ved Charles-de-Gaulle-lufthavnen.

Uanset valget er målet uændret: vind Champions League og forbliv verdens mest instagram-venlige klub. Om QSI’s multiklubstrategi hjælper på det regnestykke, bliver et af de mest fascinerende spørgsmål i europæisk fodbold frem mod 2030.

Note: QSI’s Braga-andel og Málaga-sondering er de eneste dokumenterede eksempler pr. 29-01-2026. Alle fremtidige skridt må evalueres, når nye oplysninger foreligger.