Ligue 2
- Sæson: 25/26
- Første kamp: 08/08-2025
- Sidste kamp: 08/05-2026
- Antal hold: 16
- Fører: AC Ajaccio
- Runder i alt:
- Runder spillet:
Ligue 2 Stillinger
Her kan du se stillingerne for Ligue 2 i år.
| # | Hold | K | V | U | T | + | − | ± | P | Form |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 |
AC Ajaccio
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 2 |
AS Saint-Étienne
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 3 |
Amiens SC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 4 |
Clermont Foot
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 5 |
EA Guingamp
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 6 |
FC Annecy
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 7 |
Grenoble Foot 38
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 8 |
Montpellier HSC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 9 |
Pau FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 10 |
Red Star FC
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 11 |
Rodez AF
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 12 |
SC Bastia
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 13 |
Stade Lavallois
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 14 |
Stade de Reims
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 15 |
Troyes
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
| 16 |
USL Dunkerque
|
0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |
|
Ligue 2 Kampe
Her kan du se kampprogrammet for Ligue 2 i år.
Kommende Ligue 2 Kampe
Runde 1
Montpellier HSC
Amiens SC
EA Guingamp
AC Ajaccio
Troyes
Stade Lavallois
Pau FC
Rodez AF
USL Dunkerque
Runde 2
Stade de Reims
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
AS Nancy
Red Star FC
AS Saint-Étienne
Le Mans FC
SC Bastia
FC Annecy
Runde 3
Amiens SC
EA Guingamp
AC Ajaccio
Clermont Foot
Troyes
Pau FC
Le Mans FC
Rodez AF
USL Dunkerque
Runde 4
Montpellier HSC
Stade de Reims
AS Nancy
Red Star FC
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
Rodez AF
USL Dunkerque
SC Bastia
Runde 5
Amiens SC
EA Guingamp
AC Ajaccio
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
Troyes
Pau FC
Le Mans FC
FC Annecy
Runde 6
Montpellier HSC
AC Ajaccio
Grenoble Foot 38
AS Nancy
Troyes
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
Rodez AF
USL Dunkerque
Runde 7
Montpellier HSC
Amiens SC
EA Guingamp
Stade de Reims
Red Star FC
Pau FC
Le Mans FC
SC Bastia
FC Annecy
Runde 8
AC Ajaccio
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
AS Nancy
Troyes
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
Rodez AF
USL Dunkerque
Runde 9
Montpellier HSC
Amiens SC
EA Guingamp
Stade de Reims
Red Star FC
Pau FC
Le Mans FC
SC Bastia
FC Annecy
Runde 10
AC Ajaccio
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
AS Nancy
Troyes
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
Rodez AF
USL Dunkerque
Runde 11
Montpellier HSC
Amiens SC
EA Guingamp
Stade de Reims
Red Star FC
Pau FC
Le Mans FC
SC Bastia
FC Annecy
Runde 12
AC Ajaccio
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
AS Nancy
Troyes
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
Rodez AF
USL Dunkerque
Runde 13
Montpellier HSC
Amiens SC
EA Guingamp
Stade de Reims
Red Star FC
Pau FC
Le Mans FC
SC Bastia
FC Annecy
Runde 14
Montpellier HSC
EA Guingamp
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
AS Nancy
Troyes
Le Mans FC
USL Dunkerque
SC Bastia
Runde 15
Amiens SC
Stade de Reims
AC Ajaccio
Red Star FC
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
Pau FC
Rodez AF
FC Annecy
Runde 16
Montpellier HSC
EA Guingamp
Stade de Reims
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
Troyes
Le Mans FC
USL Dunkerque
SC Bastia
Runde 17
AC Ajaccio
Grenoble Foot 38
AS Nancy
Red Star FC
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
Pau FC
Rodez AF
FC Annecy
Runde 18
Montpellier HSC
Amiens SC
EA Guingamp
Stade de Reims
Clermont Foot
Troyes
Pau FC
Le Mans FC
SC Bastia
Runde 19
AC Ajaccio
Grenoble Foot 38
AS Nancy
Troyes
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
Rodez AF
USL Dunkerque
FC Annecy
Runde 20
Amiens SC
EA Guingamp
Stade de Reims
AS Nancy
Red Star FC
Pau FC
Le Mans FC
SC Bastia
FC Annecy
Runde 21
Montpellier HSC
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
Troyes
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
Rodez AF
USL Dunkerque
SC Bastia
Runde 22
Amiens SC
Stade de Reims
AC Ajaccio
AS Nancy
Red Star FC
AS Saint-Étienne
Le Mans FC
USL Dunkerque
FC Annecy
Runde 23
Montpellier HSC
Amiens SC
EA Guingamp
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
Red Star FC
Stade Lavallois
Pau FC
SC Bastia
Runde 24
Stade de Reims
AC Ajaccio
AS Nancy
Troyes
AS Saint-Étienne
Le Mans FC
Rodez AF
USL Dunkerque
FC Annecy
Runde 25
Montpellier HSC
Amiens SC
EA Guingamp
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
Red Star FC
Stade Lavallois
Pau FC
SC Bastia
Runde 26
AC Ajaccio
AS Nancy
Troyes
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
Pau FC
Le Mans FC
Rodez AF
USL Dunkerque
Runde 27
Montpellier HSC
EA Guingamp
Stade de Reims
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
AS Nancy
Red Star FC
SC Bastia
FC Annecy
Runde 28
Amiens SC
EA Guingamp
AC Ajaccio
Clermont Foot
Troyes
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
Pau FC
Rodez AF
Runde 29
Montpellier HSC
Stade de Reims
Grenoble Foot 38
AS Nancy
Red Star FC
Le Mans FC
USL Dunkerque
SC Bastia
FC Annecy
Runde 30
Amiens SC
EA Guingamp
AC Ajaccio
Clermont Foot
Red Star FC
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
Rodez AF
FC Annecy
Runde 31
Montpellier HSC
Stade de Reims
AS Nancy
Troyes
Pau FC
Le Mans FC
Rodez AF
USL Dunkerque
SC Bastia
Runde 32
Amiens SC
Stade de Reims
AC Ajaccio
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
Red Star FC
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
FC Annecy
Runde 33
Montpellier HSC
Amiens SC
EA Guingamp
AC Ajaccio
Troyes
Pau FC
Le Mans FC
Rodez AF
USL Dunkerque
Runde 34
Stade de Reims
Clermont Foot
Grenoble Foot 38
AS Nancy
Red Star FC
Stade Lavallois
AS Saint-Étienne
SC Bastia
FC Annecy
Ligue 2 Historie
Ligue 2, officielt organiseret af Ligue de football professionnel og i øjeblikket markedsført som « Ligue 2 BKT », er Frankrigs næstbedste professionelle fodboldrække. Turneringen fungerer som det direkte mellemled mellem landets fornemste division, Ligue 1, og den halvprofessionelle Championnat National, og den har siden etableringen i 1933 været afgørende for mobiliteten i det franske ligasystem. Hvert år konkurrerer atten klubber om titlen, oprykning og, ikke mindst, om den økonomiske og sportslige tryghed som følger med deltagelse på højeste niveau.
Selv om ligaen i dag fremstår som en moderne mediebegivenhed med faste weekend- og mandagskampe, avancerede tv-pakker og globale sponsorer, hviler dens fundament på en lang og omskiftelig historie. Fra de første årtier, hvor økonomiske udsving, verdenskrig og strukturelle reformer satte deres præg, til nutidens løbende diskussioner om ligaens størrelse og dens tv-mæssige værdi, har Ligue 2 kontinuerligt udviklet sit format og sin rolle i fransk fodbold. Mange af nationens mest ikoniske klubber har tilbragt sæsoner – og i enkelte tilfælde hele epoker – i denne række, og ligaen har flere gange vist sig som en sprængbræt for både spillere og træneres gennemslagskraft i den internationale fodboldverden.
Med Le Havre AC som den mest vindende klub med seks mesterskaber, AS Nancy-Lorraine som nærmeste forfølger og FC Lorient som regerende mester (2024-2025-udgaven), demonstrerer Ligue 2 sin evne til at balancere tradition og fornyelse. Nedenfor følger en detaljeret gennemgang af historien, organisationen, statistikken og de mange øvrige forhold, der tilsammen udgør billedet af den næstbedste franske fodboldliga.
Historisk udvikling
De tidlige år (1933-1939)
I kølvandet på indførelsen af fuldtidsprofessionalisme i Frankrig blev anden division oprettet i 1933 under navnet « Division interrégionale ». Den første sæson 1933-1934 bestod af 23 klubber fordelt i to geografiske grupper, Nord med 14 hold og Sud med 9. Seks af deltagerne var netop rykket ned fra den nyetablerede Division nationale, mens de øvrige primært var klubber, der kort forinden havde antaget professionel status.
Åbningssæsonen rummede både sportslige og økonomiske lyspunkter. 16.040 betalende tilskuere overværede rivalopgøret mellem FC Rouen og Le Havre AC den 11. november 1933 – det højeste besøgstal registreret i den franske ligafodbold indtil da, hvad enten man medregner både første og anden division. Finalen, hvor Red Star besejrede Olympique d’Alès 3-2 den 20. maj 1934, kronede pariserklubben som rækkevinder, men begge finalister rykkede op. Navne som Alexis Thépot, Alfred Aston, Roger Rio og Jean Nicolas prægede sæsonen og lagde grunden til ligaens tidlige prestige.
Samtidig viste ligaen sig økonomisk skrøbelig. Flere klubber trak sig helt eller delvist ud af det professionelle selskab allerede inden for de første par år: FAC Nice og US Suisse stoppede midt i premiæresæsonen, mens Hyères FC, AS Monaco og SO Béziers forlod rækken året efter. Det var symptomatisk, at deltagerantal og turneringsstruktur skiftede næsten hvert eneste år. Et forsøg på at etablere en tredje division i 1936 mislykkedes, og året efter eksperimenterede man med fire regionale puljer. I 1938 vendte man dog tilbage til én samlet række med 23 hold – hvoraf to måtte trække sig i utide.
Uroen nåede et klimaks, da Anden Verdenskrig udslettede al organiseret professionel fodbold fra 1939 til 1945. Dermed sluttede en initiativrig, men også ustabil første epoke.
Det lukkede mesterskab (1945-1970)
I tiden efter krigen eksisterede der en klar skillelinje mellem de professionelle klubber, der hørte hjemme i Division 1 og Division 2, og de rent amatørbaserede hold i de øvrige serier. Derfor var nedrykning fra anden division ikke automatik; klubber i vanskeligheder kunne i stedet frasige sig professionel status og vende tilbage til amatørfodbolden.
For at modvirke det dalende antal professionelle klubber gav liga-og forbundsledelsen i slutningen af 1950’erne lov til, at ambitiøse amatørklubber kunne blive professionelle på ansøgning: Limoges FC og US Forbach kom ind i 1957, AS Cherbourg i 1960, og Gazélec Ajaccio – fire gange fransk amatørmester mellem 1963 og 1968 – fik adgang i sæsonen 1968-1969. Nogle stærke amatørtraditioner, eksempelvis hos US Quevilly, holdt dog fast i et ikke-professionelt udgangspunkt.
Selve turneringsstrukturen fandt en vis ro; man fastholdt én national pulje, hvor deltagerantallet svingede mellem 16 og 22 afhængigt af sæson og klubbernes økonomiske stand. Direkte oprykning til Division 1 blev suppleret af lejlighedsvise kvalifikationsspil.
Åbningen mod hele pyramiden (1970-1993)
En omfattende reform i 1970 fjernede grænsen mellem professionel og amatør. Anden division fik det midlertidige navn « National » og blev åben for klubber uanset status, forudsat de levede op til sportslige og administrative krav. De tre bedste hold i hver CFA-gruppe fra 1969-70 rykkede op, og yderligere 19 klubber fik licens efter en sagsbehandling i FFF og ligaen.
Den massive udvidelse betød, at ligaen i 1970-1971 blev spillet i tre regionale puljer af 16 hold, hvorfra puljevinderne rykkede direkte op. To år senere omstrukturerede man til to grupper á 18 hold, et format der kom til at bestå helt frem til 1993. Gruppesejren gav oprykning, mens nummer to fra begge grupper spillede en indbyrdes playoff om en ekstra plads i eliten. Vinderne af grupperne mødte hinanden i en finale om selve mesterskabstitlen.
Professionel licens – en betingelse (1993-2010)
I 1993 genindførte man en enkelt landsdækkende pulje og gjorde samtidigt fuldtidsprofessionalisme obligatorisk for alle deltagere. Ligaen bestod først af 22 klubber, men fra og med 1998-1999 skar man ned til 20. De dårligst placerede rykkede ned i National, mens oprykkere herfra ved licenstildelingen automatisk fik professionel status, naturligvis efter grønt lys fra økonomikontrollen DNCG.
En medialiseret liga (2011-nu)
Siden begyndelsen af 2010’erne har Ligue 2 oplevet markant øget tv-eksponering og investorfokus. Fra og med sæsonen 2016-2017 måtte rækkens tredjeplads gennem en playoff-duel med Ligue 1’s 18. plads, og samtidig fik nummer fire og fem i Ligue 2 mulighed for at spille sig til en playoff via såkaldte « Play-offs », introduceret fra 2017-2018. COVID-19-pandemien stoppede sæsonen 2019-2020 efter 28 runder, hvorefter man for én gang skyld nøjedes med to direkte oprykkere og ingen playoff.
Ny kapital strømmede også til: Fra 2019 er flere Ligue 2-klubber blevet opkøbt af internationale investorer – et udtryk for ligaens central-europæiske placering og dens ry for talentudvikling. Strukturreformer i 2022-2023 og 2023-2024 – foranlediget af beslutningen om at reducere både Ligue 1 og Ligue 2 til 18 hold – suspenderede midlertidigt play-off-systemet. I overgangsperioden rykkede fire klubber ned, mens kun to rykkede op, men fra 2024-2025 vender man tilbage til modellen med to direkte oprykkere samt playoff-kampe mod både Ligue 1’s 16. plads og National-vinderen.
Turneringens organisation og format
Grundlæggende struktur
Ligue 2 arrangeres af Ligue de football professionnel, som ligeledes administrerer Ligue 1. Rækken tæller 18 klubber, der i løbet af sæsonen – typisk august til maj – spiller 34 kampe: én hjemmekamp og én udekamp mod hver modstander. De fleste opgør afvikles fredag aften og mandag aften, mens enkelte fordeles på øvrige tidspunkter i weekenden samt på midt-ugedage. En to-ugers vinterpause omkring jul er fast tradition.
Pointsystem og rangering
- Sejr: 3 point
- Uafgjort: 1 point
- Nederlag: 0 point
Ved pointlighed benytter man i prioriteret rækkefølge følgende kriterier: samlet målscore, indbyrdes opgør (inklusive udebanemål), antal scorede mål, flest scorede mål i én kamp samt placering i Fair-play-klassifikationen (1 point pr. gult kort, 3 point pr. rødt kort). Skulle to hold være lige på alle parametre ved enten titel- eller nedrykningsstregen, afgøres placeringen i en ekstra kamp på neutral bane.
Oprykning og nedrykning
Den klub, der slutter øverst, kåres som mester og rykker direkte op i Ligue 1 sammen med nummer to. Nummer tre kan, afhængigt af sæsonens struktur, enten rykke op direkte eller – som i den nuværende ordning – gennemgå et playoff-spil:
- 4. pladsen møder 5. pladsen i én kamp på 4. pladsens stadion.
- Vinderen herfra møder 3. pladsen på 3. pladsens stadion.
- Triumfatoren over to runder står derefter over for Ligue 1’s 16. plads i en returkampserie.
På samme måde har 18. pladsen i Ligue 2 i visse sæsoner mødt 3. pladsen fra National om en plads i næste års turnering. Overgangsperioden med 18 deltagere (2023-2024) satte dog playoff-mekanismen kortvarigt på pause, idet de fire lavest placerede rykkede direkte ned for at tilpasse ligaen til det nye deltagerantal.
Kommerciel identitet
Navnesponsorater
Professionel fodbold i Frankrig har i stigende grad indgået kommercielle « naming rights »-aftaler. Ligue 2 bar derfor navnet Domino’s Ligue 2 fra 2016 til 2020. I 2020 overtog indiske dækproducent BKT sponsoring-rettighederne, og ligaen benævnes nu officielt « Ligue 2 BKT » frem til udgangen af 2027-2028-sæsonen.
Visuel profil
Logoet har skiftet ved hvert navneskifte, men grunddesignet fastholder kontinuitet gennem brug af den sekskantede franske landform (« l’Hexagone ») og de karakteristiske grøn-blå nuancer, der adskiller Ligue 2 visuelt fra Ligue 1’s gul-sorte brandfarver.
Mediedækning og tv-rettigheder
Historisk udvikling
Canal + viste sporadisk kampe allerede i midten af 1980’erne, men fast ugentlig dækning blev først en realitet, da TV Sport gik ind i 1991. Eurosport overtog signalet i 1993, og fra 1996 tilbød Canal + pay-per-view-kampe sideløbende med Eurosports dobbeltdækning.
2008-2010 bragte et flerkanals-setup med Ma Chaîne Sport, Ligue 2 Multicanaux og Eurosport, men fra 2010-2011 havde Eurosport igen eneretten via den klassiske mandagskamp. Allerede året efter (2011-2012) delte CFoot og Eurosport dog rettighederne: ni fredagskampe hos førstnævnte, mandagsbraget hos sidstnævnte.
BeIN Sports købte i 2012 en fireårig pakke og indførte et fredags-multiplex kl. 18:45 (senere flyttet til 20:00 på klubbernes opfordring) samt en lørdagskamp kl. 14. Eurosport beholdt mandagskampen. Fra 2016 koncentrerede BeIN Sports rettighederne omkring et multiplex fredag aften og en lørdagskamp kl. 15, mens Canal + overtog mandagskampen.
I 2020 vandt Mediapro rettighederne til en række lørdags-slots, men trak sig efter et økonomisk sammenbrud samme vinter. Canal + midlertidigt overtog disse kampe og viderelicenserede til BeIN Sports. Sommeren 2021 indgik Amazon Prime Video en aftale om både Ligue 1 og Ligue 2, samtidig med at avisen L’Équipe sendte lørdag 19-multiplexet i klar-tv for 2021-2022. I 2022-2023 beholdt L’Équipe ét topopgør pr. runde, mens resten lå på Prime Video.
Den seneste aftale fra 25. juni 2024 giver BeIN Sports hovedrettighederne frem til og med 2028-2029-sæsonen for et anslået beløb på 40 mio. € årligt.
Stadioner og infrastruktur
LFP’s stadionkommission kræver, at hvert Ligue 2-hold spiller på et sikkert, komfortabelt og publikumsvenligt anlæg. Kravene omfatter blandt andet minimumskapacitet, oplysningsstyrke til tv-produktion samt moderne faciliteter til presse og sponsorer. I takt med ligaens professionalisering er adskillige klubber enten flyttet til nybyggede arenaer eller har foretaget omfattende renoveringer af historiske hjemmebaner.
Til sæsonen 2025-2026 vil 18 stadioner leve op til disse standarder; rækken spænder fra traditionelle bystadioner, som har været i brug siden mellemkrigsårene, til helt nye multifunktionelle arenaer.
Statistik, meritter og rekorder
Mest vindende klubber
| Klub | Antal titler |
|---|---|
| Le Havre AC | 6 |
| AS Nancy-Lorraine | 5 |
| Lille OSC | 4 |
| OGC Nice | 4 |
| RC Lens | 4 |
| FC Metz | 4 |
Le Havre AC troner således øverst på den historiske rangliste, tæt fulgt af Nancy, mens flere af Frankrigs største navne – eksempelvis Lille og Lens – deler tredjepladsen. FC Lorient indgår ikke i toppen af denne statistik endnu, men klubben kan til gengæld bryste sig af det seneste mesterskab (2024-2025).
Individuelle præstationer
- Flest spilleminutter: Eugène Ekobo med 33.414 minutter i Ligue 2.
- Flest mål i en sæson: Gérard Grizzetti scorede 55 mål for Angoulême i 1969.
- Flest mål af et hold i en sæson: Angers SCO nettede 128 gange i 40 kampe i 1968-1969.
- Hurtigste mål: 8 sekunder – Rémi Maréval (Nantes) mod Nîmes, 26. september 2009; gentaget af Cheikh Sabaly (Metz) mod Rodez, 23. august 2024.
- Hurtigste hattrick: 5 minutter – Angelo Fulgini (Valenciennes) i 2016-2017-sæsonen.
- Hurtig scoring i sæsonafslutning: Anthony Deroin scorede for Caen efter 12 sekunder mod Libourne-Saint-Seurin (2006-2007).
Point- og sæsonrekorder uden oprykning
Det hænder, at hold opnår imponerende pointtotaler uden at sikre sig oprykning:
- 77 point på 42 kampe – Toulouse (1994-1995).
- 72 point på 42 kampe – Laval (1995-1996).
- 71 point på 38 kampe – Troyes (2018-2019).
- 70 point på 38 kampe – Toulouse (2020-2021).
- 52 point på 28 kampe (forkortet sæson) – AC Ajaccio (2019-2020).
Sæsondeltagelse
Besançon RC og AS Cannes deler rekorden med 41 sæsoner i næstbedste række. Deres langvarige tilstedeværelse understreger, hvorledes Ligue 2 ofte har været hjemsted for hæderkronede klubber, der på trods af talent og lokale traditioner ikke altid har formået at etablere sig fast i eliten.
Trænere med flest oprykninger
En håndfuld cheftrænere har gennem tiderne specialiseret sig i at føre klubber op. De nøjagtige navne og antal fremhæves ofte i ligalitteraturen, men fællesnævneren er evnen til at skabe resultater under presset fra et langt, konkurrencepræget grundspil og de efterfølgende playoff-udfordringer.
Særlige begivenheder og kontroverser
Ligue 2 har haft sin del af opsigtsvækkende historier. I november 2014 blev præsidenterne for blandt andre Caen og Nîmes arresteret, mistænkt for matchfixing efter en 1-1-kamp mellem de to klubber i maj samme år – et resultat, der havde gavnligt udfald for begge parter. Sagen illustrerede den styrkede overvågning af sportslig integritet i moderne professionel fodbold.
COVID-19-pandemien i 2020 markerede ligeledes en skillelinje: Aflysningerne efter 28 runder var uden historisk sidestykke, og beslutningen om at dispensere fra playoff-systemet samt fastfryse op- og nedrykning til to klubber skabte lange diskussioner om både fairness og økonomisk bæredygtighed.
Talentudvikling og internationale investeringer
Frankrigs omdømme som talentfabrik afspejles tydeligt i Ligue 2. Flere klubber – især dem med begrænsede budgetter – fokuserer målrettet på scouting og akademiarbejde, hvilket ofte fører til hurtige salgs- eller låneaftaler med større klubber i både ind- og udland. Denne model er gjort endnu mere attraktiv af, at udenlandske investorer siden 2019 aktivt har opkøbt andele i klubberne for at drage fordel af transferindtægter og den generelt stigende interesse for fransk fodbold.
Perspektiver og fremtid
Reduktionen til 18 klubber fra sæsonen 2024-2025 er den mest markante strukturændring siden 1990’erne. Formålet er at komprimere kalenderen, øge tv-indtægternes koncentration pr. klub og hæve ligaens sportslige niveau. Kritikerne frygter dog, at færre pladser forværrer nedrykningspresset og på sigt kan spænde ben for mindre byers professionel fodbold.
Med en ny tv-aftale, global sponsor, fortsat investorinteresse og ikke mindst en skarpere konkurrencesituation tegner Ligue 2’s kommende år til at blive både udfordrende og udviklende. Turneringen bevarer sin rolle som springbræt mellem amatørernes idealisme og de økonomiske realiteter i topfodbolden – en balance, der har defineret rækken siden dens fødsel i 1933.
Bibliografi og ressourcer
Maxime Mianat & Thomas Bonnavent: « Le Gros Livre de la Ligue 2 ». Hugo Sport, 2020.
Yderligere information, herunder opdaterede stillinger, klubnyheder og historisk statistik, kan findes på ligaens officielle hjemmeside.